Vejen til et fast forskerjob er blevet markant længere

Du har netop afsluttet din ph.d. Du er nok i slutningen af 20'erne. Du er dygtig nok til at blive i det akademiske system og til at søge en postdoc-stilling. Og måske én til bagefter.

Du vil gerne forske. Men du ved også, at du sandsynligvis skal bruge de næste otte eller ni år i midlertidige stillinger, før du – måske – bliver lektor. Alt sammen i løbet af de samme år, hvor du med ret stor sandsynlighed også skal stifte familie og købe bolig.

En ny analyse fra tænketanken DEA har kortlagt, hvordan vejen fra ph.d. til fastansættelse i universitetsforskningen er blevet markant længere:

Fra 2014 til 2022 er andelen af forskere, der er blevet ansat i en fast stilling som lektor eller professor inden for seks år, efter de afsluttede deres ph.d., faldet fra 60% til 40%. Andelen i midlertidige stillinger er tilsvarende steget fra 40% til 60%.

Af dem, der faktisk når frem til et lektorat eller professorat, havde 65% af de nyansatte lektorer og professorer i 2014 afsluttet deres ph.d. inden for de foregående fem år. I 2022 var også det tal vendt om og faldet til 35%.

Eller med andre ord: Hvor flertallet tidligere var fastansat inden for fem år, venter flertallet nu i seks til ni år.

Det betyder længere tid i venteposition og usikkerhed, fortæller Christoffer Basse Eriksen, lektor i videnskabshistorie ved Aarhus Universitet og forperson for Det Unge Akademi, til Forskeren.

"Det karriereforløb bliver så langt og så uforudsigeligt. Det har ret store konsekvenser for de unge forskere, som befinder sig i de forløb i så lang tid," siger han.

At gøre sig lækker

Christoffer Basse Eriksen flankeres i snakken med Forskeren af sin næstforperson, Sabina Pultz, der er lektor i psykologi ved Roskilde Universitet og selv forsker i arbejdsmarked og midlertidige ansættelser.

Hun tilføjer, at de midlertidige ansættelser særligt har personlige konsekvenser.

"Man er i sin private situation meget mere usikker. Og det foregår typisk i de år, hvor mange af os etablerer familier og skal købe steder at bo," lyder det.

Men den mere praktiske del af de personlige konsekvenser er én ting. Dertil kommer, forklarer Sabina Pultz, et vedvarende og udmattende følelsesarbejde, hvor man hele tiden skal "gøre sig lækker" over for de rigtige mennesker, holde et højt præstationsniveau og forblive relevant. Man er nemlig grundlæggende afhængig af andres gunst for at komme videre i karrieren.

"På et lidt anekdotisk plan hører jeg om en del forskere, der – når de endelig får en lektorstilling – bliver ramt af en stressmur på den anden side, fordi det simpelthen er så lang tid at være i sådan et udmattende forløb," siger hun.

Kvinder falder fra

Rapporten dokumenterer også en anden ulighed, vi her på pladsen tidligere har berørt: Godt halvdelen af de ph.d.-studerende er kvinder. Blandt lektorer er andelen faldet til 35%. Og på professorniveau er kun 23% kvinder ifølge DEAs analyse.

Det lange, usikre forløb rammer særligt hårdt i de år, hvor mange kvinder holder barsel, lyder analysen.

"Hvis du skal gå bare et halvt eller et helt år og passe børn derhjemme, er du markant udfordret i den her konkurrence," siger Sabina Pultz.

Hun bemærker i den forbindelse, at DEAs analyse ikke har tal med fra efter 2022, hvor der blev indført øremærket barsel. Derfor kan der være forbedringer på vej.

Problemet, for både mænd og kvinder, forstærkes af, at det ofte er uklart, hvad der egentlig kræves for at komme videre. Hvad skal man have publiceret? Hvilke ledelseserfaringer skal man have? Hvad tæller, og hvad tæller ikke?

Sabina Pultz henviser til, at Københavns Universitet for nylig ændrede reglerne, så ekstern fondsfinansiering ikke længere er et selvstændigt meriteringskrav. Det kan i udgangspunktet lyde som et tiltag, der skal reducere stress forbundet med fondsansøgninger, men det betød faktisk, at forskere, der i god tro havde satset hårdt på at hente fondsmidler, pludselig potentielt stod svagere.

"Når man er midlertidigt ansat i længere tid, skifter de her meriteringskrav ret meget. Og det er virkelig problematisk, når den her midlertidighed bliver mere permanent," lyder det.

Christoffer Basse Eriksen tilføjer, at de unge forskere har svært ved at gennemskue, hvad kravene egentlig er.

"Hvad er det for nogle parametre, de skal udmærke sig på for at få lov til at blive? Når det er et lidt uklart udskillelsesløb, vælger de her dygtige mennesker i højere grad noget andet," siger han.

Ud af prekariatet

De vanskelige forhold betyder tilmed, at de stærkeste talenter vælger forskningen fra, forklarer Christoffer Basse Eriksen.

Ifølge DEA-rapporten forlader 80% universitetsforskningen seks år efter deres ph.d. Og selv om det er mange, er det faktisk ikke i sig selv et problem, mener han. Problemet er dem, der gerne vil blive, men ikke kan gennemskue vejen.

Veluddannede forskere med en god ph.d. har nemlig alternativer. De kan gå til industrien, til den offentlige sektor eller til internationale universiteter med andre karriereveje. Og jo mere uigennemsigtig og langsom den akademiske vej er, desto mere sandsynligt er det, at de vælger noget andet.

"De stærkeste talenter kan blive valgt fra af systemet. Det er et stort problem for de enkelte forskere, men også for forskningen i det hele taget og altså niveauet i den danske videnskab. Vi risikerer, at vi får en mindre kreativ, nytænkende og vild forskning," siger Christoffer Basse Eriksen.

Sabina Pultz kalder det desuden foruroligende, at lektorer i stigende grad ansættes på tidsbestemte eller midlertidige kontrakter. Lektoratet er ellers selve definitionen på fastansættelse i akademia, og når også den kategori begynder at erodere i kanterne, undergraver det hele målet med karriereforløbet, lyder det.

Spørgsmålet er så, hvad de to unge akademikere vil kalde det fænomen, at unge forskere fastholdes længere i en midlertidig og usikker tilstand. Betegnelsen 'postdoc-sump' har tidligere været brugt, men tilstanden kan vel også bære træk fra et egentligt prekariat?

"Jeg vil gerne stå på mål for at kalde det et prekariat – men et virkelig veluddannet prekariat," siger Sabina Pultz.

"Den usikkerhed, der karakteriserer prekariatet, er der jo. Og så er vi selvfølgelig ikke blinde for, at der for de flestes vedkommende er tale om privilegerede mennesker med en hel del muligheder og okay lønninger."

Transparens og tenure track

Sabina Pultz og Christoffer Basse Eriksen har flere konkrete bud på, hvordan man kan løse problemet med usikkerheden for de unge forskere. Det vigtigste, man kan gøre, mener de, er tenure track-lignende løsninger. Altså et system, hvor man fx fra starten af et adjunkturforløb kender de præcise kriterier for at opnå fastansættelse som lektor ved forløbets afslutning.

"Man skriver en kontrakt om, at man er adjunkt i X antal år, og samtidig er der meget klare kriterier for, hvad der skal til for at blive ansat som lektor ved afslutningen," forklarer Christoffer Basse Eriksen.

"Det vil skabe en masse ro for en masse unge forskere," tilføjer han.

Et sådant system bruges allerede nogle steder, men langtfra konsekvent. Det Unge Akademi vil derfor gerne have, at tenure track-løsninger rulles ud på alle landets universiteter og gøres til standard frem for undtagelse. Og så skal det gerne monitoreres, hvordan disse ordninger bruges i praksis, understreger Sabina Pultz.

Derudover ønsker de sig generelt mere transparens i meriteringskravene – og på sigt mere fleksibilitet i, hvad der tæller på et forsker-cv. I dag er den akademiske vej for smal og konkurrencepræget til, at det kan lade sig gøre.

Og så bør fondene systematisk trække orlovsperioder fra en forskers ph.d.-alder, så det ikke koster karrieremæssigt at få børn. Nogle fonde har sådanne mekanismer, men det er undtagelsen snarere end reglen.