Fyret

Næsten 600 medarbejdere – 640, hvis vi tæller chefer med – blev prikket til afskedigelse i seks af skattevæsenets syv styrelser 16. december sidste år. Det svarer til rundt regnet hver 20. medarbejder. Heraf var de 176 medlemmer af Djøf. Det gør det til den største fyringsrunde på én gang på én offentlig arbejdsplads, som Djøf indtil nu har registreret.

Fyringsrunden var et led i et statsligt arbejdsprogram, der skal skaffe administrative besparelser på mindst 5,5 mia. kr. Programmet løber frem til 2030, og derfor kan der vente tilsvarende prikkerunder andre steder i staten i de kommende år.

Hvad indebærer sådan en fyringsrunde? Og hvordan opleves den af dem, der bliver afskediget? Det har vi talt med tre af de fyrede fra skattevæsenet om.

Skammen ramte Pia Lassen, selv om selv styrelsesdirektøren sagde til hende, at det ikke var hendes kompetencer, der var noget galt med.

Pia Lassens kontorchef i Skattestyrelsen sagde flere gange til hende: ’Du var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt; det er ikke dine kvalifikationer, der er noget galt med.’

Kollegerne overøste hende med sympati, kram og kaffesnakke og sagde det samme til hende som kontorchefen. Der blev holdt en fin afsked for hende.

Og da hun var inde for at pakke sine ting ned til allersidst, mødte hun tilfældigt styrelsesdirektøren ved kaffemaskinen. Også han sagde, at han var ked af, at man havde været nødt til at afskedige hende og takkede hende for de store strategiske projekter, hun havde stået for.

Anerkendelserne gjorde en kæmpe forskel for Pia Lassen. Hun var stadig et menneske af kød og blod med sine kompetencer i behold.

De var især vigtige for hende, fordi hun havde en følelse af at være dead man walking – at styrelsen var i fuld gang med at nyorientere sig, mens hun og de andre afskedigede stadig var en del af den.

”Jeg forstod, at det var en nødvendighed, men det ramte mig alligevel hårdt.”

Paradoksal skam

På dagen for prikket – den store fyringsrunde 16. december – var hun virkelig frustreret. Hun og teamet havde i mange måneder arbejdet med, hvordan organisationen kom videre på den anden side af den ventede afskedigelsesrunde. Og nu skulle kontoret omorganiseres, flere medarbejdere i kontoret afskediges eller omplaceres, og hendes funktion som faglig leder for det strategiske HR-team nedlægges.

Efter vreden kom skammen. På trods af al den anerkendelse og omsorg, hun oplevede efter afskedigelsen.

”Jeg er normalt ikke så fokuseret på, hvad andre tænker om mig. Men jobbet er en enormt stor del af vores identitet i det her samfund. Det er det første, vi spørger hinanden om. Jeg siger stadigvæk ikke, at jeg for tiden er arbejdsløs. Jeg siger, at jeg er in-between jobs,” fortæller Pia Lassen.

Det er jo et udtryk for en skam, siger hun.

”Siden har jeg læst mig til, at vi alle vil prøve at blive afskediget minimum en til tre gange i løbet af vores arbejdsliv, og i min egen vennekreds og mit professionelle netværk har jeg flere yderst kompetente mennesker, der har prøvet det. Derfor er tabuiseringen og den skam, der følger med, paradoksal.”

Og derfor vælger hun selv at være meget åben om de følelser, hun blev ramt af. Ikke kun over for familie og venner, men også på fx LinkedIn.

Først skam, så frygt

Sammen med skammen kom der frygt.

Uanset hvor velmenende folk er, rammes man af frygten for aldrig at få et nyt job igen, siger hun.

”Man læser jo meget om aldersbias og seniorarbejdsløshed. Jeg er 54. Kunne jeg overhovedet få et job igen? Det kørte rundt i hovedet på mig.”

På trods af at hun har fine jobs på sit cv bl.a. i administrationen på Københavns Universitet, i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og i Forsvarsministeriet. Plus en årelang bibeskæftigelse med at undervise statslige samarbejdsudvalg, som hun stadig varetager.

”Jeg var kun i Skattestyrelsen i knap to år, før afskedigelsesrunden kom, så hele min identitet ligger heller ikke dér. Men alligevel blev jeg bange. Så jeg begyndte formentlig at søge job for tidligt.”

Fire faser

Pia Lassen har læst forskellige artikler om, at man går gennem fire faser efter en fyring: chokfasen, reaktionsfasen, bearbejdningsfasen og nyorienteringsfasen.

”Det er rigtigt,” siger hun.

Det måtte hun også sande, da hun allerede i februar var på vej til sin første jobsamtale. Hun var ikke klar.

”Jeg var ikke færdig med bearbejdningsfasen. Det kan jeg se nu. Det var tydeligt under samtalen, og den gik heller ikke særlig godt.”

I bearbejdningsfasen skal man give sig selv lov til at føle sorg over at have mistet sit job, sine kolleger, sin hverdag – uden at ville videre med det samme, siger hun.

Nu er hun i nyorienteringsfasen.

Hun har sagt ja til den outplacement-sparring, som Skatteministeriet har tilbudt afskedigede medarbejdere. Hun vil fortsat gerne arbejde med HR, ledelse, organisationsudvikling og arbejdsmiljø, men har genovervejet, hvilke typer organisationer hun passer bedst i – og også arbejdet med at oversætte sine kompetencer fra staten til det private.

”Det sidste har jeg tumlet lidt med. Det er jo de samme kompetencer, det handler om. Men det er en anden wording, der anvendes i det private erhvervsliv.”

Også selv om det grundlæggende stadig handler om, at mennesker skal have rammer for deres arbejdsliv, som gør, at de kan levere en kvalificeret og effektiv opgaveløsning og trives, mens de gør det, som hun siger.

Hendes opsigelsesvarsel udløb ved udgangen af maj, men hun er fortrøstningsfuld.

”Der er mange om buddet, men også mange jobåbninger inden for det felt, hvor jeg har mine kompetencer, og jeg bliver inviteret til samtaler.”

”Lige nu er der ikke noget, der tyder på, at jeg er blevet sendt på ufrivillig, tidlig pension. Heldigvis.”

Maryam Golchin blev ikke overrasket over at miste jobbet. Hun synes stadig, hun har meget at give og søger job på livet løs. Men processen er svær. Og det hjælper ikke at være 68.

Maryam Golchin har 34 års erfaring på cv’et fra offentlig forvaltning. De seneste næsten 10 år har hun været ansat i Skattestyrelsens afdeling i Horsens, og hun er både cand.oecon., cand.jur. og har været tillidsrepræsentant.

Men på store prikkedag 16. december sidste år blev hun ramt på sit job.

”Jeg var ikke længere tillidsrepræsentant. Jeg var sikker på, at jeg blev prikket.”

Derfor gik hun ikke som nogle af hendes ramte kolleger grædende hjem. Hun var mentalt forberedt. Hun havde sagt det til sine kolleger: ’I kan godt regne med, at jeg bliver en af dem.’

Og hun giver ikke op.

”Jeg kom til Danmark fra Iran som 19-årig, og jeg har altid arbejdet.”

Mens hun tog studentereksamen og lærte sig dansk. Mens hendes børn var helt små – hun fik den første, da hun var 20. Mens hun læste på universitetet. Hun har prøvet alt muligt.

”Jeg er stået op kl. 4 om morgenen for at gøre rent på hospitaler i Aarhus, så hjem og vække min søn, som lå og sov alene og få sendt ham i skole. Så af sted på universitetet. Dengang var SU’en 1.100 kr. om måneden. Når jeg havde købt to lærebøger, var det halve af den væk. Så med to små børn var det bare ud at arbejde.”

Hun har altid taget udfordringerne, som de kom, siger hun.

”Jeg blev smidt direkte i gymnasiet. Uden sprogkurser eller noget. Jeg fik 13 i matematik og fem i dansk. Men med ni i gennemsnit kunne jeg snildt komme ind på økonomi på Aarhus Universitet.”

Så det gør hun også nu – tager udfordringen.

”Jeg har altid været opsøgende. Jeg elsker at deltage. Jeg har haft meget frivilligt arbejde de sidste 30 år. At prøve at hjælpe andre mennesker – børn og voksne – er jo dét, der holder én i live.”

’Hvor gammel er du egentlig?’

Hun bruger i hvert fald fem-seks timer om dagen på jobsøgningen og sender mellem otte og 10 ansøgninger om ugen.

AI er bandlyst.

”Jeg går meget op i, at det skal være personligt.”

Da Djøfbladet taler med hende første gang, har hun været til fire samtaler. Hun havde en positiv oplevelse ved alle fire, men nej. Det blev alligevel ikke.

Til en af samtalerne – lige da den var ved at slutte – blev hun spurgt: ’Hvor gammel er du egentlig?’ Så ændrede stemningen i rummet sig. Det blev pinligt.

”Jeg skriver ikke min alder øverst på mine ansøgninger. Men vedkommende kunne selv have set det i mit cv og mine andre papirer. Og det er jo i øvrigt forbudt at bruge alder som et kriterium til at fravælge en ansøger.”

Så, ja, hendes alder er en barriere. Det er hun helt bevidst om.

Hun lagde ud med at søge stillinger i offentlig forvaltning i stat, kommuner og region. Også midlertidige stillinger og vikariater. Hun bor i Risskov i det nordlige Aarhus og søger job i en radius på 60-70 km. En enkelt gang har hun søgt et job 90 km væk.

Hvis hun mener, hun kan leve op til 80% af det, de ønsker sig i annoncen, søger hun.

Hun har brugt timer på at prøve ringe til kontaktpersonerne i jobannoncerne og har gjort sig den erfaring, at de nærmest ikke er til at få fat i. Derfor gik hun over til at skrive en sms til dem, om hvornår det passede, at hun ringede.

Så kom der hul igennem, og hun har siden haft mange fine telefonsamtaler med kontaktpersonerne.

Men stadig ikke noget job.

Hun søger også hos private virksomheder og NGO’er. Hun er overrasket over, hvor mange der ikke skriver så meget som én linje tilbage. Total tavshed. Heller ikke selv om hun har søgt opslåede stillinger.

”Det var da det mindste, man kunne gøre. Måske fordi de mindre steder har svært ved at få svaret, fordi de er for få. Eller fordi de får alt for mange ansøgere.”

Nye idéer i svømmehallen

Som tiden er gået, siden hun blev fritstillet i januar, er hun begyndt at søge meget bredt. Nu søger hun også jobs, som ikke kun retter sig mod akademikere.

Men der møder hun en ny udfordring: Adskillige gange hører hun: ’Jamen, med dit cv og to akademiske uddannelser er du jo overkvalificeret til det her job, så hvorfor søger du det dog?’

”Men det gør jeg jo, fordi jeg synes, det er et interessant job, og fordi jeg synes, jeg har noget at byde ind med.”

Nogle dage kører hun træt i det. Men så går der nogle timer, og hun er i gang igen.

Hun går hver dag en tur på seks-otte kilometer og svømmer måske fem timer om ugen i Aarhus Svømmestadion nede i byen.

Når man går eller ligger dér i vandet, tænker man mere frit, siger hun.

”Det er dér, jeg får nye idéer.”

Hendes seneste fremstød er ansøgninger som underviser på tre erhvervsskoler i tre jyske byer.

For faktisk tog hun pædagogikum som 28-årig, og tilbage i 00’erne var hun i syv år ekstern lektor på Aarhus School of Business.

At undervise er fantastisk, især når det er unge, fastslår hun.

”Jeg har undervist hele mit liv. Som barn i Teheran hjalp jeg andre børn med at lære at læse. Børn, som ellers var forblevet analfabeter. Det blev jeg tilskyndet til af mine socialt engagerede forældre.”

Hun er klar til at springe ind og tage et hold med kort varsel, hvis de er i nød på en erhvervsskole. Eller en midlertidig undervisningsstilling.

”Jeg hører ikke til dem, som mener, at jobbet er alt her i livet. Men jeg synes stadig, jeg har meget at byde på. Så undervisning er dét, jeg håber på lige nu.”

Kanga Kandasamy manglede kun 15 måneder til pensionen, da han blev prikket. Han spørger stadig sig selv hvorfor.

Kanga Kandasamy skulle have holdt 25-års-jubilæum i Skattestyrelsen 1. september i år. Men det jubilæum får han aldrig holdt. Den 31. juli har han sidste arbejdsdag i styrelsen.

”Jeg er 66. Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke kunne få den sidste tid med i skattevæsenet, til jeg kan gå på pension. Reelt sparer de kun seks måneders løn ved at fyre mig.”

Regnestykket er, at han blev afskediget pr. 30. januar med seks måneders varsel plus tre måneders godtgørelse oveni, og så er der kun et halvt år til, han ville være gået på pension.

Siden juleferien har han søgt mindst 65 jobs, mens han i øvrigt har passet sit job i styrelsen.

Han fører regnskab over de søgte jobs. Det første regneark er fyldt med ansøgninger til jobs i den offentlige sektor, som ligner det, han kommer fra, altså noget med administration, tal og økonomi. Ude i højre-kolonnen står der ’afslag’ ved dem alle.

På næste ark er der nu også ansøgninger til jobs som billetkontrollør, lagermedarbejder, webshop-medarbejder, parkeringsvagt og andre jobs, der ligger langt fra det, han kommer fra. Også her står der ’afslag’ ude i højre-kolonnen.

”Jeg var optimistisk i starten. Nu er jeg nærmest opgivende. Når jeg sender mine eksamensbeviser, står mit cpr-nummer jo på, så jeg bliver sorteret fra.”

Det er også en svær kunst at få formuleret ansøgningerne rigtigt til de ikke-akademiske jobs.

”Jeg får at vide, at jeg er overkvalificeret. Hvis jeg altså overhovedet får et svar. Og ellers er det min alder, selv om de ikke siger det,” siger han.

Forstår det fortsat ikke

Da Kanga Kandasamy blev prikket, var han udlånt til den pressede Vurderingsstyrelse for at hjælpe med særlige opgaver, og det var meldt ud på forhånd, at Vurderingsstyrelsen var friholdt i den store fyringsrunde.

Så han fik et chok over fyringen. Han havde fået et engangstillæg for sin arbejdsindsats i Vurderingsstyrelsen.

”Min afdelingsleder i Skattestyrelsen var ny og kendte mig slet ikke, fordi jeg var udlånt til Vurderingsstyrelsen. Så jeg forstår det stadig ikke. Måske er det, fordi jeg har haft fravær, fordi jeg har siddet i kommunalbestyrelse og haft borgerligt ombud som domsmand. Jeg ved det ikke.”

Han er ikke ene med sin undren.

Lige nu fører Djøf via LIND Advokataktieselskab forhandlinger med skattevæsenet og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen om medlemmerne i et større antal af afskedigelsessagerne.

I disse sager skal det vurderes, om skattevæsenet burde have undersøgt, om det var muligt med en omplacering, fordi man samtidig med fyringsrunderne tilsyneladende ansatte en række nye medarbejdere.

Kanga Kandasamys afskedigelsessag er blandt de sager, som er under vurdering.