Det er ikke kun AI, der farer vild i jura

AI-teknologien er selvfølgelig ikke perfekt, og den skal bruges varsomt. Det samme kan siges om offentlig forvaltning.

Debatten om AI-genererede klager mangler efter min mening et vigtigt perspektiv. For problemet er ikke kun, at borgere nu kan skrive længere og mere juridiske klager. Problemet er også, hvad klagerne nogle gange afdækker.

I en konkret sag om tabt arbejdsfortjeneste oplevede vi, at kommunen brugte Ankestyrelsens principmeddelelse 77-17 på en måde, som efter vores opfattelse gik langt ud over det, principmeddelelsen kunne bære.

Principmeddelelsen handler overordnet om samspillet mellem tabt arbejdsfortjeneste og andre ydelser. Men kommunen brugte et konkret afsnit om, at der ikke kan gives tabt arbejdsfortjeneste “til at hente barnet tidligere”, hvis barnet ville kunne rummes i en kommunal skole med den nødvendige støtte.

Vores sag handlede imidlertid ikke om tidligere afhentning. Den handlede om et barn i alvorlig mistrivsel med omfattende støttebehov før, under og efter meget begrænset skolefremmøde.

Alligevel skrev kommunen i genvurderingen, at formuleringen om “at hente barnet tidligere” efter deres vurdering også omfattede “situationer, hvor et barn har et væsentligt reduceret skoleskema på en privatskole”. Kommunen skrev samtidig:

“Uanset barnets funktionsniveau kan der imidlertid ikke bevilges tabt arbejdsfortjeneste, når forældre gør brug af retten til frit skolevalg…”

For mig er det et markant juridisk spring: Fra et konkret afsnit om tidligere afhentning til en bred afskæring af tabt arbejdsfortjeneste ved frit skolevalg og reduceret skema – uden en egentlig forklaring på, hvorfor de to situationer skulle være retligt sammenlignelige.

Ankestyrelsen hjemviste senere sagen og var enig med os i det centrale punkt: Tabt arbejdsfortjeneste kan ikke generelt afskæres, fordi barnet går på privat- eller friskole.

Det var netop her, AI blev nyttig for os. Ikke som erstatning for juridisk vurdering, men som et redskab til at skille lovgrundlag, principmeddelelse og kommunens egen udlægning fra hinanden.

AI kan selvfølgelig sammenblande regler, ældre praksis og gældende ret. Men offentlige myndigheder kan også komme til at fortolke praksis, principmeddelelser eller sektoransvar kreativt for at nå frem til en afgørelse, der ikke har tilstrækkeligt retligt belæg.

Asymmetri

Derfor bliver det også lidt skævt, når tidsforbruget ved AI-klager fremstilles som et problem, der kun ligger hos myndighederne. Bag hver klagesag ligger der også et stort arbejde hos borgeren: dokumentation, bilag, gennemgang af afgørelsens juridiske argumentation og vurdering af, om sagen overhovedet er tilstrækkeligt oplyst. Dertil kommer arbejdet med at formulere indsigelserne klart nok til, at sagen kan prøves.

I vores egen sag fik vi eksempelvis syv dage til at sende bemærkninger til Ankestyrelsen – fra den 22. til den 29. december. Det blev selvfølgelig jul alligevel. Men det siger noget om asymmetrien: Myndighedernes tidsforbrug bliver gjort til et problem, mens borgerens tidsforbrug ofte bare forudsættes.

Og der er faktisk grund til at efterprøve afgørelserne. I 2024 omgjorde Ankestyrelsen 31% af de realitetsbehandlede kommunale social- og beskæftigelsessager. I langt de fleste af de omgjorte sager handlede det bl.a. om manglende oplysning af sagen eller mangelfuld begrundelse. Det er ikke juridiske spidsfindigheder, men basale forvaltningsretlige krav.

Styrker borgernes retsikkerhed

Hvis vi som offentlige myndigheder træffer afgørelser, der er korrekt hjemlet, tilstrækkeligt oplyst og ordentligt begrundet, bør det ikke i sig selv være et problem, at borgerne får bedre redskaber til at klage. Så er der mindre at komme efter.

Og hvis AI giver borgere bedre adgang til juridisk sprog, struktur og relevante kontrolspørgsmål, er det derfor ikke kun en administrativ udfordring. Det er også en styrkelse af borgernes retssikkerhed – og set i et demokratisk perspektiv bør det grundlæggende være en positiv udvikling.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at AI kommer til at ændre den måde, vi kan bedrive offentlig forvaltning på. Men det bør også minde os om noget grundlæggende: Forvaltningsret og sektorlovgivning er ikke pynt på den offentlige forvaltning. Det er selve rammen for vores beslutninger som offentlige myndigheder – også når økonomien presser, og de politiske prioriteringer trækker i en anden retning.

Kristoffer Stegeager er chefkonsulent i Region Midtjylland.