Hvorfor bliver overenskomster altid forhandlet om natten?

Da der onsdag i denne uge blev præsenteret en ny overenskomst for de ansatte i staten, så en del af forhandlerne ud til at have behov for en rigtig lang lur.

Da forhandlingerne gik ind i den afsluttende fase torsdag i sidste uge, havde flere af forhandlerne liggeunderlag og soveposer med sig. Dem lå de dog ikke nødvendigvis så meget i – og i hvert fald ikke mange timer ad gangen – for en del af forhandlingerne er foregået ud på natten.

Sådan går det som regel, når der bliver forhandlet overenskomster. Men hvorfor egentlig? Hvorfor skal en vigtig aftale om hundredtusindvis af ansattes arbejdsforhold nærmest altid forhandles på plads i nattetimerne?

Handler det om at vise, man er en kølig forhandler? Eller handler det om, at man i fællesskab må udnytte hver en time for at komme frem til en aftale?

Det har Djøfbladet spurgt Anders Bondo Christensen om. Fra 2002 til 2020 var han formand for Danmarks Lærerforening. I over 10 år var han formand for forhandlingsfællesskabet KTO, der samler ansatte i kommunerne, ligesom han også har været centralt placeret i flere forhandlingsforløb på statens område.

Vi har også talt med sociolog Jørgen Steen Madsen, der i 30 år har fulgt OK-forhandlingerne tæt og er forfatter til bogen ’Når der slås søm i: overenskomstforhandlinger og organisationskultur’.

Lange pauser

Når overenskomstforhandlingerne på det offentlige område skal afsluttes, ender det som regel med at strække sig over to-tre døgn. Men selv i intense forhandlingsforløb kan der være lange stræk, hvor der intet sker.

”I virkeligheden går en meget stor del af tiden med, at man sidder i forhandlingsdelegationen, tager et stykke fra slikskålen og får kaffekop nummer 48,” fortæller Anders Bondo.

Det kan især skyldes, at parterne lige skal fordøje de forslag, som de andre har lagt på bordet.

”Inden jeg selv blev en del af systemet, tænkte jeg også: ’Hold da op, kan det være seriøst, at man skal forhandle så længe?’ Men der er mange pauser. Så skal den ene part overveje noget, så skal der beregnes, så skal der skrives formuleringer. Så ind imellem de 48 timer får du måske en halv time på øjet her og dér.”

Under nattens pauser plejede Anders Bondo at snige sig ind på et ledigt kontor for at sove på tre stole. Andre gange blev det i delegationens mødelokale, hvor der var sofaer. Men med tiden opgraderede han.

”Efterhånden blev jeg da så luksuriøs, at jeg tog et selvoppusteligt liggeunderlag med, så jeg lå lidt blødere,” siger Anders Bondo.

”Man tror måske, det er løgn. Men der ligger jo 60-årige mennesker på små liggeunderlag rundt omkring på gangene i fx Kommunernes Landsforening (KL) eller Finansministeriet,” siger han.

Stemningen giver nødvendigvis heller ikke indtryk af et uendeligt crescendo, hvor bølgerne konstant venter på at knække. Faktisk er der nogle gange plads til underholdning.

”Som sagt er der rigtig meget pausetid, så engang havde en af de andre forhandlere formuleret en quiz, der løftede stemningen lidt klokken halv tre om natten,” siger Anders Bondo.

Stemningen kan også veksle fra gang til gang alt efter persongalleriet, fortæller professor emeritus Jørgen Steen Madsen. På nogle punkter kan forhandlernes relationer uden for forhandlingerne have betydning.

”De har et hav af uformelle relationer og kontakter, både i forberedelsen og forhandlingsforløbet. Og før de går ind, har de sikret sig ved de uformelle kontakter, at der er nogle muligheder for at gøre det færdigt,” siger Jørgen Steen Madsen.

Frustrerede finansministre

Men selv om de langvarige forhandlinger kan slide på deltagerne, har Jørgen Steen Madsen ikke indtryk, at stemningen tager et dyk ud på de små timer.

”Jeg tror faktisk ikke, tonen bliver hårdere om natten. Nogle gange kan der opstå misforståelser og problemer i den aktuelle forhandling, der er så store, at folk begynder at overspille. Men jeg vil sige, jeg mest har hørt om finansministre, der kunne være lidt voldsomme,” siger han og tilføjer:

”Jeg ved ikke, hvor mange gange finansministrene har sagt, at de skal prøve at undgå for mange natteforhandlinger, men til sidst ender det tit lige sådan.”

Hvorfor om natten?

I dag er Anders Bondo Christensen ude af fagforeningspolitik, og han savner ikke de overraskelser, der til tider indtraf klokken 8 om morgenen under en forhandlingsperiode.

”Når vi fx sad i KL, begyndte medarbejderne at stemple ind. Så skulle vi til at rulle vores soveposer sammen, for at de kunne komme til deres arbejdsplads,” siger han med en lille latter.

Men hvorfor går man ikke bare hjem, når det bliver fyraften, og forhandler videre næste morgen?

Ifølge Anders Bondo skyldes det, at det simpelthen er nødvendigt for at nå en fælles aftale. Nogle gange må man bare klemme hvert et sekund ud af den kaffebitre nat.

”Man skal finde kompromiserne, så tingene hænger sammen. Hvis den ene part giver sig lidt på et felt, forventer man, at den anden part giver sig på et område. Derfor kommer man ind i et flow, hvor man holder hinanden fast. Og den dynamik risikerer man forsvinder, hvis man pludselig stopper forhandlingerne og siger: ’Vi ses igen om 48 timer,’” fortæller Anders Bondo Christensen.

Jørgen Steen Madsen er enig med Anders Bondo Christensen i, at en dynamik opstår, og at man gerne vil lande fx delaftaler for at overholde den ’beskedne tidsplan’, der er lagt, inden forhandlingerne går i gang.

Men forskeren har også en anden teori om, hvorfor man forhandler om natten. Han mener, der foregår et element af skuespil, hvor det er vigtigt for forhandlerne at signalere til omverdenen, at de har gang i en svær kamp og gør deres bedste. Samtidig viser det også, at de er stålsatte og stærke, så for dem er lidt natteforhandlinger intet problem.

”Det er et udtryk for, at man gør, hvad man kan for at holde fast så længe som muligt og skabe gode resultater,” siger Jørgen Steen Madsen.

Den forklaring afviser Anders Bondo Christensen og giver et eksempel fra sin tid som formand for Danmarks Lærerforening.

Her skulle Anders Bondo Christensen og KL lande en afgørende aftale om lærernes arbejdstid. Forhandlingerne trak ud, og KL-topforhandlerens skægstubbe blev længere og længere.

“På et tidspunkt siger han til mig: ’Jamen, Anders. Jeg får internationale gæster, jeg bliver nødt til at tage hjem.’ Så måtte jeg sige: ’Du tager ikke hjem, nu skal vi have det her gjort færdigt.’ Det var bestemt ikke et skuespil. Klokken var omkring 10 om formiddagen, men vi vidste, at vi kunne lukke en aftale. Og man risikerer altid, at aftalen kan falde fra hinanden, hvis ikke man gør det færdigt,” siger Anders Bondo Christensen.

Og aftalen med KL blev færdig.

Baglandet lurer

Både Anders Bondo Christensen og Jørgen Steen Madsen peger på, at forhandlernes bagland er en del af regnestykket, når man vurderer, hvorvidt man skal forhandle natten over. Det kan simpelthen være risikabelt at tage sig et halvt døgns pause.

”Man skal huske, at der er tale om modparter, der har divergerende interesser. Resultaterne skal jo godkendes i baglandet. Og hvis man først går fra hinanden, opstår der for mange muligheder for, at reaktioner i baglandet kan spærre den vej, der ellers ville føre til målet,” siger Jørgen Steen Madsen.

Nattens konsekvenser

Mørkets frembrud kan alligevel få parterne til at trække paraderne op. Især hvis sol og måne når at bytte plads flere gange.

”Nogle gange bliver man så træt, at man risikerer, at kreativiteten ryger,” siger Anders Bondo.

Og når forhandlerne er udmattede, og meget er på spil, risikerer de at afvise ethvert forslag fra modparten.

”Dermed bliver det ’nej, nej, nej’, bare for en sikkerheds skyld, i stedet for man prøver at gå ind i forhandlingerne. Det er klart ulempen ved at sidde og forhandle på et tidspunkt, hvor en eller begge er ved at gå døde. Det kender jeg også fra mig selv,” siger Anders Bondo Christensen.

Forhandlingerne kan også slide på hjemmefronten. Anders Bondo Christensen husker en situation fra OK-forhandlingerne i 2018. Han havde foræret sin kone en fødselsdagstur til Rom, og flyet skulle lette en forårsweekend. Men den weekend var der forhandlinger i Forligsinstitutionen.