NYT JOB

"Det er på en måde en vanvidsbeslutning"

5.2.2026

af

Nina Palesa Bonde, der tidligere har været dommerfuldmægtig og formand for Dommerfuldmægtigforeningen, tiltræder et nyt job som programchef i tænketanke Justitia.

Pr-foto/Justitia

Nina Palesa Bonde, kendt jurist, debattør og mangeårig formand for Dommerfuldmægtigforeningen, tager nu kappen af og skifter til tænketanken Justitia for at beskæftige sig med ytringsfrihed på fuld tid.

Er der én, som har brugt sin ytringsfrihed som offentligt ansat – som privat debattør, ja, men med ’dommerfuldmægtig i Københavns Byret’ og ’formand for Dommerfuldmægtigforeningen’ på cv'et – er det juristen Nina Palesa Bonde.

Hun har stået fanevagt i sin dommerkappe på fortovet foran Forligsinstitutionen under det store slag i 2018 om de offentligt ansattes betalte spisepause; hun havde spurgt sin administrationschef først. Hun blev også nærmest landskendt fra samme fortov som ’kvinden med megafonen’. I kontorerne hos statens arbejdsgivere havde de væddet på, hvornår hun mistede stemmen, fortalte nogen hende. Medierne elskede billederne af hende.

Siden er hun blevet kendt som en aktiv og skarp debattør. Hun har kritiseret ’koranloven’ – "et krumsabelhug i ytringsfriheden," som hun skrev. Hun er gået op imod fundamentalistiske, religiøse miljøer i ligestillingens, feminismens og frihedsrettighedernes navn, som hun har udtrykt det. Hun er blevet truet med klager til Domstolsstyrelsen for inhabilitet. Og meget mere.

I 2025 blev hun konstitueret som landsdommer i Østre Landsret. Men nu har hun lagt kappen. Fra 1. februar er hun ny programchef for ytringsfrihed i tænketanken Justitia. Hun skal lede Justitias arbejde med analyser, forskning og politisk dialog om ytringsfrihed.

Nu kan hun bruge al sin tid på det

Det er ikke så tit, vi ser sådant et skifte fra den dømmende magt til det private.

Så hvorfor?

”Justitia og jeg er et utrolig godt match. Det er den primære forklaring. Jeg har en stærk profil i debatten. Jeg har på hobbyplan kæmpet for mange af de samme sager som Justitia gennem tiden.”

Om rollen som debattør sagde hun i et portrætinterview i Djøfbladet, at kunsten for hende har været at vise, "at man både kan være en 100 procent professionel dommerfuldmægtig og deltage i en offentlig debat".

Men arbejdet ved domstolene havde den begrænsning, at hun hverken som domstolsjurist eller fagforeningsformand havde en faglig anledning til at kæmpe målrettet for ytringsfriheden, forklarer hun.

”Nu kan jeg både forske i emnet, afgive høringssvar og debattere – alt sammen for at styrke ytringsfriheden, lovkvalitet og de øvrige frihedsrettigheder.”

Hvad vil være en succes for dig i dit nye job?

”En ret håndgribelig og målbar succes vil være, hvis jeg kan styrke Justitias uafhængighed ved at finde funding til flere og større forskningsprojekter,” siger hun.

ANNONCE

”Noget større end mig selv”

Hvad kommer du til at savne fra dine mange år som domstolsjurist?

”Jeg har altid elsket at gå i retten. Det gør jeg stadig, så den del er sørgmodig. Og alle mine medlemmer i fagforeningen føler jeg er netop det – mine! Så dem og arbejdet for dem vil jeg savne.”

Det var nok hendes retspræsident i Københavns Byret, der sagde det bedst til hende, fortæller hun. ’På den her måde kan du gøre større gavn for flere’, sagde han.

”Det kunne jeg ikke have sagt bedre selv. Det er på en måde også en vanvidsbeslutning at stå med et bedømmelsespapir i hånden, som kan give mig en udnævnelse som dommer for så at sadle om. Men den røde tråd er nok, at jeg kommer til at arbejde med noget større end mig selv, som jeg også føler, at jeg på min egen måde har gjort i min tid i domstolene.”

Hun vil allerhelst være en stemme, som både det politiske system og befolkningen lytter til.

Når hun har holdt foredrag for højskoler, har hun fortalt de unge, at de ikke kan tage på Roskilde Festival uden foreningsfrihed, forsamlingsfrihed og vigtigst af alt ytringsfrihed.

”Og så plejer de selv at tilføje fadøllen. Dén erkendelse af, hvor vigtig ytringsfriheden er, vil jeg gerne udbrede. Politikerne ved det godt, men de kan glemme det i den velmenende lyst til at vise handlekraft over for dagligdagens farer og problemer, og så må jeg minde dem om, at det er en fare i sig selv at file i ytringsfriheden.”

Vil honorere tillid med hårdt arbejde

Hvad glæder du dig særligt til i dit nye og meget anderledes arbejdsliv?

”Jeg ser Justitias beslutning om at tage mig ind på holdet som en absolut tillidserklæring. Bare dét at være en del af et tværfagligt hold, som trækker samme vej, glæder jeg mig meget til. I al beskedenhed ved jeg udmærket, hvad jeg er i stand til, men jeg glæder mig over, at andre også kan se det. Det er den form for tillid, der bedst honoreres med hårdt arbejde.”

Hendes første opgave bliver – sammen med Justitias direktør, Jacob Mchangama – at stå for en samlet kortlægning af den danske udvikling i ytringsfrihedens vilkår i nyere tid.

På LinkedIn slutter hun sit korte opslag om jobskiftet med et:

"Som vanligt er min dør åben for kaffe – også og især med dem, jeg ikke er enige med."

Nina Palesa Bonde

  • 43 år
  • Cand.jur. fra Aarhus Universitet 2008
  • Dommerfuldmægtig først ved Retten i Roskilde og Sø- og Handelsretten og siden 2013 ved Københavns Byret
  • Formand for Dommerfuldmægtigforeningen under Djøf fra oktober 2012 til nu
  • Diplom som fagjournalist fra DJMX 2020
  • Modtog i 2024 Ebba Strange-prisen for sin indsats som debattør og blev nomineret til Fonsmarksprisen
  • Konstitueret landsdommer i Østre Landsret
  • Vokset op i Vester Sottrup med en ofte arbejdsløs bibliotekarfar og en mor, der var født i Lesotho, og som arbejdede på systuerne i Herning og senere blev sosu-assistent
  • Gift og har to børn

Kommentarer