En dommerfuldmægtig, der blev megafon-ikon

En dommers vigtigste opgave er at lytte. Om nødvendigt spørge. Men under forårets lange overenskomstslag så vi en dommerfuldmægtig fra Københavns Byret – oven i købet formanden for Dommerfuldmægtigforeningen – råbe ’nok er nok’ i en megafon foran Forligsinstitutionen i dagevis.

Nina Palesa Bonde blev et af de faste dækbilleder til alle nyhedsindslagene og et ikon foran bygningen, mens forhandlerne indenfor blev ved og ved.

Kameraerne fangede hende igen og igen med megafonen, med stemmen, med den løftede hånd og den gule vest, med den rå energi, med den kvindelige sødme. Hun brugte hånden for at samle folks fokus. Hun var i Radio 24/7 og give en optræden med at råbe for. På et tidspunkt fortalte en eller anden hende, at folk i Moderniseringsstyrelsen havde sat penge på, hvornår hun mistede stemmen.

Mens det stod på, gik det aldrig helt op for hende, hvor meget vi andre så hende på alle kanaler. Nu hvor det hele er slut, er der folk på gaden, som har bedt om en selfie med hende.

“Det går ud over min fatteevne, men det går sikkert snart over,” siger hun.

Lys på et fortov

Det hele begyndte i de første dage af april på Dronning Louises Bro i København, tæt på hvor hun selv bor. Her holdt ’aktivister’ fra de offentligt ansattes fagforbund ’morgen-demoer’ kl. 7.45. Der havde Sara Vergo, formanden for Djøf Offentlig, stået i neongul vest med Djøf-logo på og et papskilt med ’Pas på mig – jeg er ny i konflikten’.

“Uden Sara var jeg ikke endt i sovepose foran Forligsinstitutionen. Hun gik forrest og var synlig. Derfor kunne vi andre også være det. Det gjaldt vores spisepause, det gjaldt anerkendelsen af os medarbejdere. Hvis vi ikke turde være synlige nu, hvornår så?”

Nina tog forbi Dronning Louises Bro, hvor de andre opdagede, hvad hun kunne med en megafon og fik hende med for alvor.

17. april om aftenen – da alle sagde ’nu bryder det sammen, nu smider Mette Christensen håndklædet i ringen’ – tog hun ind til Forligsinstitutionen med en pose fyrfadslys og noget til at stille dem i. Der stod ikke ret mange foran bygningen.

“Vores forhandlere skulle kunne se, at vi var dernede. Derfor tog jeg lys med.”

De sitrede af kulde. TV2 News kom forbi. Hun sagde til kameraet, at de savnede noget varm the. Snart efter dukkede der ud af nattens mulm termokander med varm the op.

Klokken blev midnat, den blev to, forhandlerne gik alligevel ikke hjem. Så blev Nina også. Fra 17. april til 28. april, hvor forliget kom i hus, tog hun kun hjem at sove én nat. De andre ni nætter sov hun på fortovet. Al fritid, flekstimer og ’dommerfuldmægtigformandstid’ blev brugt på det. Men hun stod også i retten.

Hun var taknemmelig, hver gang et medie bad om et interview.

“Så fik jeg taletid på Djøfs og mine kollegers vegne til at give den nuancerede version, som er lidt svær i en megafon.”

Fanevagt i dommerkappe

Hun har stået fanevagt foran Forligsinstitutionen i sin dommerkappe. Lægerne stod der i deres kitler og 3F’erne i deres arbejdstøj, og dommerkappen hørte lige så meget til, mente hun.

“Men jeg fortalte vores administration det, før jeg gjorde det. Som dommere og dommerfuldmægtige har vi et decorum-krav. Vi skal optræde værdigt i forhold til vores embede. Det efterlever vi på strengeste vis i Danske Domstole. Der, hvor decorum-kravet er på spil, er, når du gør noget nyt og synligt. Så skal du vise respekt for den fælles kultur ved, at vi taler om det først.”

Administrationen nikkede ja. Men hvad mon dommer-kollegerne tænkte?

“Hvis du spørger hele flokken, kan du finde et bredt udsnit, som vil synes, at det, jeg gjorde, var for meget. At vi ikke skal stå på barrikader under paroler. Og så kan du finde et lige så bredt udsnit, som synes, det var inden for rammerne. De mails, jeg har fået fra dommere – og jeg har fået adskillige – har været positive med ’flot deltagelse i debatten’ eller ’godt interview i Jyllands-Posten’. Rigtig søde mails.”

“Kunsten for mig har været at vise, at man både kan være en 100 procent professionel dommerfuldmægtig og deltage i en offentlig debat. Kontrasten mellem mig med megafonen og mig i Københavns Byret viser jo netop, hvad vi dommere kan med at skille tingene ad. Mine venner siger, jeg er ekstrovert. Dommerembedet er introvert, men jeg har intet behov for at være synlig i retssalen. Jeg nyder den lyttende rolle.” 

What, er en dommer en djøfer?

På Ninas neongule vest stod der Djøf. Ikke verdens bedste brand hos alle. Men det ændrede sig.

“I starten var der nogle fra de andre faggrupper, som spurgte: ’Hvad laver du her?’ Men alle de djøfere, der var med, var gode til at fortælle: ’Hør, vi står her af samme grund som jer.’ At vi også arbejder i en pres-kultur. At vores unge fuldmægtige også går ned med stress. At vi tjekker arbejdsmails, mens vi spiser vores frokost. Til sidst blev det sådan, at de andre sagde: ’Nå, der er I.’ Man regnede med os.”

I Debatten på DR2 afbrød hun Clement Kjersgaard: ’Der er en grund til, at vi djøfere har smidt stiletterne! Vi har lige så meget at kæmpe for som alle andre offentligt ansatte!’

Hun talte med mennesker fra mange faggrupper om dét at være djøfer – og mødte mange fordomme.

“Så spurgte jeg: ’Hvad ved du helt konkret om, hvad en djøfer laver?’ Så tøvede de lidt mere. Vi djøfere stod og fortalte hver vores historie om vores arbejde. Vi så, at folk blev overraskede over, at det ikke kun var regneark og besparelser,” siger hun og tilføjer:

“Nogle vidste slet ikke, at en dommerfuldmægtig er en djøfer. Jeg sagde, at vi hører til dem, som møder flest menneskeskæbner i vores arbejde.”

Men hun lyttede også, som kun en dommer kan lytte.

“Kameraerne filmede os kun, når vi råbte. Men det meste af tiden gik med at vente. Og mens vi ventede, talte vi sammen: ’Hvad går dit arbejde ud på?’ Jeg har fået alle livshistorierne fra alle dele af den offentlige sektor – om alt dét, der måske i virkeligheden mest af alt var grunden til, at vi stod der.”

På den bare asfalt

Men hvor kommer hendes engagement fra?

Ikke fra et aktivt medlemskab af et politisk parti, for det har hun aldrig givet sig af med. Der var ingen plan, siger hun selv. Det skete bare. Folk, som kender hende, siger, det kommer fra et enormt frivillighedsgen. Elevråd, Stop Madspild, 12 år med sommerlejre for børn i Ungdommens Røde Kors og så videre.

Men også fra livets erfaringer: Fra da ham, hun skulle giftes med, døde af cancer for fem år siden. Fra opvæksten i Sønderjylland med en bibliotekarfar, som længe var arbejdsløs, og en mor indvandret fra Lesotho i Afrika, der arbejdede som ufaglært på de hedengangne systuer i Herning, og som i dag er sosu-assistent.

“Det giver virkelig meget energi at bruge energi på andre. For mig blev overenskomstforhandlingerne 2018 en samklang af det rationelle, det indigneret-emotionelle og mavefornemmelsen af, at noget var helt galt,” siger hun selv.

Men derfra til at sove ni nætter på den bare asfalt i april måned?

“Det var da det mindste. Det var ikke hårdere end noget, jeg har prøvet som spejder under tropsfører Anders. Han kom i øvrigt forbi en nat, gående fra Amager, for at bakke mig op. Lige da det var mest koldt.”

De var 15-20 stykker, der lå dér og passede på hinanden. Dansk hygge helt uden alkohol, som hun siger. Ingen sneg sig ind på dem og sagde ’buuh’. Til sidst kom nogen med en party-pavillon til dem. Det regnede en del sidst i april.

Så var det meget værre med spændingen om, hvornår der skete noget, mener hun.

“Når Ole Krohn (TV2-reporter, red.) tog sit slips på, vidste vi, at nu sker der noget lige om lidt.”

Aktindsigt i lønseddel

Nina er ingen stor bruger af de sociale medier, men når man pludselig bliver medie-kendt, følger Facebook trop. Mange skrev: ’Du er en helt.’ Andre skrev: ’Du er ikke en helt. Skrid hjem, din privilegerede djøfer.’ Den sidste slags indlæg svarede hun helt roligt på.

“Folk må godt skælde mig ud. Men de skal gøre det på et faktuelt rigtigt grundlag. Min løn og min titel er ikke afgørende for, om jeg må stå foran Forligsinstitutionen. Man skal heller ikke klandre mig for at være overklasse. Jeg har arbejdet på fuld tid i Netto og Jysk for at spare sammen til at få råd til at bo i København og læse jura.”

“Jeg var nødt til at være transparent om mig selv, for hvis jeg skal fortælle om, hvad en djøfer er, er jeg nødt til at give noget af mig selv. Så møder de et menneske og et hjerte, som de måske husker, før de næste gang siger ’kolde hjerner’.”

Én søgte aktindsigt i Danske Domstole om hendes løn. En anden skrev en undskyldning, da han så hendes svar på Facebook.

’Mor, tag det ikke personligt’

På et tidspunkt holdt hun sig vågen i 36 timer i træk foran Forligsinstitutionen.

“Det gør man ved hjælp af kaffe, dårlige vittigheder og dybe samtaler med skraldemænd, portører og pædagoger. De samtaler drev mig frem.”

Klokken to om natten den næstsidste nat ringede hendes mor efter en sen aftenvagt på plejehjemmet. Hun – som ellers aldrig bliver vred – var rasende og ville melde sig ud af FOA. Her havde hendes datter stået og råbt ’en fælles løsning for alle’, og nu så hun på News, at Dennis Kristensen løb fra musketér-eden og sagde, at akademikerne ville have for meget. Nina gydede olie på vandene: ’Mor, tag det ikke personligt.’

Knap to døgn senere kom Sophie Løhde og Flemming Vinther ud på trappen. Et forlig i staten var indgået. Det var slut. Det var godt.

Nina klatrede op på et lille stillads og råbte: ’Gå nu hjem og læs resultatet, før I farer på Facebook. Det, vi fejrer lige nu, er, at vi stod her sammen, og at vi skal hjem. Vi skal ikke sove her i nat.’