Det, ledere ikke kan tale om

”Det varer længe, før vi kommer os over den dag.”

Sådan lød det fra en Djøf-tillidsrepræsentant dagen efter den store fyringsrunde i Skatteforvaltningens styrelser lige før jul. På én morgen blev der uddelt fyringsvarsler til 640 mennesker, flest medarbejdere, men også nogle chefer. Grunden var regeringens program for administrative besparelser i staten.

”Du er den, vi bedst kan undvære,” lød beskeden, de fik. Grædende, forstenede eller tavse mennesker, som kom ud fra en kort samtale med en mellemleder, som læste formalia op for dem.

Men hvad med de chefer og mellemledere, som skulle eksekvere det? Hvad med deres følelser?

Det er et af de spørgsmål, som optager ledelsesforsker og lektor på CBS, Camilla Sløk, og det var hun inviteret ind at facilitere en workshop om på Djøfs nylige lederdag for offentlige ledere.

Det hører med til lederrollen at føre beslutninger ud i livet, som rammer andre hårdt, siger hun. Men det rammer også lederen selv på følelseslivet, typisk i det skjulte. Ofte med voldsomme følelser som skyld, skam og tvivl.

”Det taler vi bare ikke om, for det kan vi ikke. Det er et tabu. Men det er en del af jobbet, som ingen kan fikse.”

Risikerer at blive set som hykler

Men er det ikke vigtigere at forholde sig til, hvad de 640 fyrede medarbejdere føler?

”Jo, men nu spørger du om, hvad lederne føler. Dét, min forskning peger på, er, at det også er vigtigt, at vi tør tale om lederes følelser, når de gennemfører egne eller andres beslutninger, som går ud over andre. Hvis vi tør tale om det, får vi bedre ledelse, og god ledelse er godt for alle.”

Hvorfor er det tabu?

”Fordi lederrollen er tosidet. Hvis du vil have folk til at følge dig, skal de opleve dig som et autentisk og fornuftigt menneske. En, der siger sandheden. Men i den situation, hvor du står overfor at skulle afskedige nogle af dine medarbejdere eller ved, at I skal udflyttes, kan du ikke sige sandheden til den, der kommer og spørger: 'Har jeg et job om tre måneder?' Du kan ikke være autentisk ved at vise dine egne følelser i situationen, for så vil du blive opfattet som en hykler. Du er nødt til at forstille dig. Det er en del af vilkåret som leder, som ikke kan fikses.”

Hvad har det af konsekvenser, at man er nødt til at skjule, hvad man føler?

”Det slider. Jeg tror desværre, at det er noget af det, som gør, at flere i de yngre generationer ikke gider ledelse. Mange af de yngre er begyndt at tænke, at det bare ikke er attraktivt at skulle gøre nogle kede af det og ikke kunne vise sine følelser.”

Ledelse er en magtrelation, og det viger en del af de talentfulde yngre tilbage for i dag, pointerer Camilla Sløk.

”Så der har vi et problem i forhold til, hvem vi kan rekruttere som fremtidens ledere.”

Søg et netværk uden for din organisation

Hvordan hjælper man ledere med det her ude i organisationerne?

”Det optimale var jo, hvis der var en kollektiv debriefing i et lederkollegium efter en fyringsrunde eller noget andet voldsomt. Det er bare ikke mit indtryk, at det overhovedet er vanlig praksis. Lederne må selv håndtere det følelsesmæssigt.”

Kan lederne så ikke gå til deres egen leder med det?

”Problemet er, at dine overordnede står i samme dilemma som dig selv. De er også nødt til at forstille sig. Mit bedste råd er at melde sig til et ledernetværk, hvor man kan tale med ledere på samme niveau som én selv, men som ikke har nogen aktier i éns arbejdsplads. Det er rigtig godt.

Det er også rigtig godt, hvis man kan få lov til at tage en lederuddannelse – kort eller lang. Der har jeg mange gange set folk få en stor åbenbaring: 'Det er ikke kun mig!' Eller få gode venskaber, som de kan trække på. For det er ikke holdbart, hvis det er din ægtefælle, der hele tiden skal være dén, der må lægge øre til.”

Tilbage til medarbejderne, som fx venter på en bebudet fyringsrunde – hvordan tager ledere hånd om medarbejdere, selv om de selv står i følelser til halsen?

”Ledelse er en magtrelation. Man er ikke lige, for du har mere magt. Jeg siger altid til de ledere, jeg underviser: ’Husk nu, at I ikke bare kan forlange af folk, at de arbejder rumpen ud af bukserne, hvis I ikke har ressourcer til at redde dem, hvis det brænder på i privatlivet, eller I ligefrem skal opsige dem.’”

Camilla Sløk understreger, at man som leder har ansvar for, at der er en respekt – som også betyder afstand – mellem dem og magten, det vil sige dig som leder.

”Idéen om, at vi kan være autentiske, skaber en illusion om, at vi er lige i magt på arbejdspladsen. Det er vi ikke. Alle er vigtige, men alle har ikke lige meget magt.”