Chefer i staten skifter job i højt tempo

Der er ikke mange jubilæer med reception og guldur mere i regeringskontorerne på Slotsholmen. Embedsfolket løber stærkt, og de må også løbe stærkt for at nå at lære et ressortområde at kende, før de skifter til et nyt.

Seks ud af ti af de menige embedsfolk og i omegnen af halvdelen i ledelsen og blandt kontorcheferne har under to års anciennitet i jobbet.

I styrelserne er ancienniteten i jobbet lidt højere. Men ellers er tendensen den samme som i departementerne. Dem med under to års anciennitet i deres stilling er den procentvise største gruppe blandt både ledelse, kontorchefer og sagsbehandlere.

Det viser tal fra Magtudredningen 2.0.

Analysen bringes i magtudredningens nyeste udgivelse, 'Forvaltningen i folkestyret', som er udkommet i denne uge.

Bogen – hvis forfattere er professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen og studieleder for masteruddannelsen i offentlig ledelse (FMOL) på AU og SDU, lektor Niels Opstrup – kortlægger, hvordan centraladministrationen har udviklet sig set i et politisk-demokratisk perspektiv i de 25-30 år, der er gået siden den første magtudredning.

Et uhyre klart mønster

De to forfattere har i 2025 gennemført en omfattende spørgeskemaundersøgelse blandt embedsfolket. Med svar fra omkring 9.000 embedsfolk på tværs af alle ministerier og en svarprocent på 63 er det ifølge forfatterne den mest dækkende undersøgelse blandt embedsfolk nogensinde.

Det er derfra, tallene om embedsfolkets stillingsanciennitet er hentet.

Tallene tegner et uhyre klart mønster, fastslår de to forfattere:

Ancienniteten er gennemsnitligt lav. Knap halvdelen har arbejdet i nuværende stilling i mindre end to år. Tre fjerdedele i mindre end fem år.

Det betyder ikke, at de ikke kender til procedurerne for, hvordan ting skal køres i et ministerium, understreger forfatterne. For analysen viser samtidig, at over halvdelen har mere end fem års anciennitet i et ministerium eller en styrelse.

”Embedsfolkets baggrund er altså klart ministeriel,” siger Jørgen Grønnegård Christensen.

Bare ikke længere i det samme ministerium som i ’gamle dage’. De hopper i hurtigt tempo fra tue til tue mellem forskellige stillinger i centraladministrationen.

Ressortfaglighed under pres

Og så er vi ved noget helt afgørende, nemlig ressortfagligheden: embedsfolkenes fortrolighed med det politiske sagsområde, de arbejder med.

Det lærer man ikke på universitetet. Det opbygger man i jobbet.

”Der er i praksis ingen embedsfolk, som gennem deres grunduddannelse har erhvervet et relevant og indgående kendskab til et bestemt ressortområde. Det kræver tid og erfaring med at arbejde inden for det konkrete felt,” siger Niels Opstrup.

Det er slående, at stillingsancienniteten er lav hos cheferne på top- og mellemlederniveau, understreger de to forskere.

Tager man fx kontorcheferne i departementerne, kører den ministerielle svingdør rigtig hurtigt: Mere end 55% af dem har siddet i deres nuværende stilling i mindre end to år, og knap en tredjedel har haft jobbet i to til fem år. De flytter ganske enkelt hurtigt til et andet sted i centraladministrationen.

Den høje chefrotation tager de to forskere som en indikation af, at centraladministrationens ressortfaglighed er udfordret, selv om der er forskel på departementer og styrelser.

”Udskiftninger fører til tab af viden, erfaring og kontinuitet, og det er forbundet med omkostninger for organisationen at erstatte og oplære nye folk,” siger Jørgen Grønnegård Christensen.

Eller som en ung embedsmand – der dengang var i sit tredje job i centraladministrationen – sagde for to år siden til Djøfbladet: ”Systemet kan ikke fungere, hvis alle gør som mig.” I dag er han i sit fjerde ministerium, nu som souschef og konstitueret kontorchef.

Det er dog ikke sådan, at ingen udskiftning er ønsket, understreger Jørgen Grønnegård Christensen. Nye ansigter kan give nye perspektiver og muligvis andre kompetencer, som han siger. 

Embedsfolket selv: Det går for hurtigt

Hvad siger embedsfolket selv?

I de to forskeres omfattende spørgeskemaundersøgelse er de bl.a. blevet spurgt om, hvad de mener om beslutningskvaliteten i ministerier og styrelser.

69% mener, at ’de politiske processer går så hurtigt, at det påvirker kvaliteten i lovgivningen’. En stor del mener, at ’mange politiske beslutninger træffes uden et ordentligt fagligt grundlag’. Kun 27% er uenige i det udsagn.

Hvis vi kobler det sammen med den generelt lave ressortfaglighed, hvilket billede tegner der sig så af regeringskontorerne og centraladministrationen anno 2025?

”Det tegner et billede af en centraladministration under pres, hvor arbejdet og beslutningsprocesserne går hurtigt,” siger Niels Opstrup.

Og et billede af, at procesfagligheden – altså dét, at embedsfolket forstår og har indsigt i de politisk-administrative processer mere generelt – prioriteres højere end den dybe ressortfaglighed i karrieresystemet, siger han.

Dog med den tilføjelse, at der ingen simpel en-til-en-sammenhæng er mellem tallene.

De to forskere understreger samtidig, at spørgeskemaundersøgelsen viser, at embedsfolket generelt er opmærksomme på balancen mellem politisk lydhørhed og faglig rådgivning.

Altså at de hjælper ministeren med at gennemføre regeringens politik, men at det sker inden for embedskodekset – lovlighed, sandhed og lødig faglighed.

Bør mane til eftertanke

Djøfere af i dag gør jo karriere og får lønstigninger ved at skifte stilling, så har I nogle bud på, hvordan ministerierne kan øge ressortfagligheden?

”Det er i udgangspunktet ligetil, for det er et spørgsmål om, hvad der lægges vægt på i karrieresystemet og personalepolitikken,” siger Jørgen Grønnegård Christensen.

Men så er det alligevel sværere end som så.

”Det er det, fordi det i sidste ende også er et spørgsmål om, hvilke kompetencer der efterspørges også fra politisk hold.”

Hvilken lære bør politikerne drage af jeres kortlægning af den høje mobilitet og dermed tilsvarende svagere ressortfaglighed?

”De bør generelt nok blande sig udenom, og det gør de formentlig også i praksis. Men de er jo selv afhængige af kvalificeret rådgivning, så de kunne mane deres departementschefer til at holde igen på dette punkt,” siger han.

”De kunne også tænke i tilpasning af løn- og arbejdsvilkår, som holder lidt bedre på de yngre og ambitiøse embedsfolk, men det er altså et spørgsmål om balance. Det viser den litteratur, der er, også.”

Djøf-formand: Fyringsrunder gør det værre

Djøf-formand Sara Vergo hilser budskabet om, at ministerierne bør tænke i at holde længere på de yngre embedsfolk, velkomment.

”Det er sundt for en organisation at få nye medarbejdere. Men ikke hele tiden,” siger hun.

Djøfs egne tal viser, at personaleomsætningen i centraladministrationen ligger på omkring 25%. Andre tal viser, at private arbejdspladser med mange vidensmedarbejdere typisk ligger nede på 15%, pointerer hun.

”Og når uvildige eksperter anbefaler cirka 10%, er der grund til at advare om, at der er risiko for, at der går alt for megen viden tabt, og at embedsfolk er nødt til at bruge alt for meget tid på at lære nye kolleger op.”

Dén risiko bliver kun større af, at der nu kører store sparerunder i statsadministrationen, advarer hun.

Løber rigtig stærkt

Advarselsflaget skal ikke kun hæves på vegne af embedsværkets arbejdsvilkår, understreger Sara Vergo.

Men også på vegne af kvaliteten i det lovforberedende og politikforberedende arbejde.

Beslutningskvaliteten i Danmark er høj, understreger hun, men når 69% af embedsfolket i den nye udgivelse fra Magtudredningen 2.0 er bekymrede for kvaliteten, skal det tages alvorligt, om der er tilstrækkelig tid og faglighed til stede.

”Embedsfolkene løber rigtig stærkt. Hvis vi vil have embedsfolk, der både kan oversætte politik og stå fast på juridisk og faglig holdbarhed, skal vi give dem bedre arbejdsvilkår, stærkere karriereveje for faglighed og mere stabilitet i opgaveløsningen.”