3 job på 7 år: Hans ved godt, at det er et problem

Hans Prytz Henriksen er en af dem, der bidrager i statistikken over den hastige udskiftning i embedsværket i ministerierne. Han er 33, blev kandidat for syv år siden og er nu på sit tredje job på Slotsholmen. Først i Digitaliseringsstyrelsen, så i Finansministeriets departement og nu i Fødevareministeriets departement. To et halvt år i hvert job, hvor det første halve år går med at blive lært op, som han siger.

Hans Prytz Henriksen skiller sig ikke voldsomt ud på Slotsholmen. Sidste år skiftede i gennemsnit mere end hver fjerde ansatte i departementerne job. I 2021 havde syv ud af ti embedsmænd på Slotsholmen under syv års anciennitet.

Så godt nok er der blevet flere embedsmænd i ministerierne – i departementerne er antallet vokset med 28% de seneste fem år – men de er blevet yngre og mindre erfarne.

I Finansministeriet blev Hans Prytz Henriksen hurtigt en af de erfarne paragraf-redaktører. Det er dem, som sidder med fagministeriernes afsnit på finansloven.

”Jeg sad bl.a. med Transportministeriets paragraf i to år. Da jeg fortalte min kontakt derovre, at jeg rykkede videre, konstaterede han tørt, at det ville være rart, hvis jeg blev lidt længere. Nu skulle han i gang med en ny, grøn. Igen.”

Kongevejen er at skifte job

Når unge embedsfolk skifter tit, er det ikke kun, fordi de kører trætte i uforudsigelige arbejdstider, siger han. At skifte er også måden, man gør karriere og stiger i løn på.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som er i gang med en nærmere analyse af medarbejderomsætningen i ministerierne, oplyser til Djøfbladet, at de foreløbige data indikerer, at mange af dem i departementerne, der skifter job, skifter til andre departementer eller andre dele af staten. Tallene tyder ifølge styrelsen til gengæld ikke på en stor flugt til det private.

Da Hans Prytz Henriksen skiftede job første gang – fra Digitaliseringsstyrelsen til Finansministeriet – var det for at komme tættere på det politiske. Da han stemplede ud af Finansministeriet og ind i Fødevareministeriet, tænkte han ikke så meget i karriere, men i at blive herre over sin egen fritid.

”Finansministeriet bliver aldrig et 8-16-job. Det ved alle. Problemet er måske ikke så meget de timer, man lægger. Det er uforudsigeligheden. At man aldrig ved, hvornår der popper en sag op, som man skal bruge fredag aften og det halve af weekenden på. Det er ekstremt lærerigt og sjovt i en periode, for det er jo også action og spænding. Indtil det ikke er sjovt længere.”

Blev du udmattet?

”Mere mæt, vil jeg sige. Men jeg har hørt mange kolleger på Slotsholmen sige, at de er udmattede.”

Interesseorganisationer får mere magt

Hans Prytz Henriksen er fra International Business and Politics på Copenhagen Business School og skrev speciale om grønne investeringer, men kan opliste embedsværkets rolle i demokratiet i søvne.

Hæver man det op til makroperspektiv, kan det ikke fungere, hvis alle er som ham, siger han.

”Systemet kan simpelthen ikke fungere, hvis der er ikke nok, som ved tilpas meget om fagområderne. Der har været erfarne kræfter på de arbejdspladser, jeg har været på. Men min fornemmelse er, at der bliver færre af dem i departementerne, selv om jeg ikke kan dokumentere det.”

Hvis det bliver værre, får det demokratiske konsekvenser, mener han.

”Jeg er en generalist, som er god til at tænke i politisk-administrative processer. Men jeg har haft en begrænset faglig viden på de områder, jeg har siddet med. Jeg har været dybt afhængig af erfarne kolleger.”

Tag dem ovre i Transportministeriet, siger han. Der sidder én, som kan det danske statsvejnet udenad. En anden er ekspert i reglerne for flyvning i luftrummet over Grønland og EU. Han kunne blive ved.

”Det er viden og erfaring, du ikke kan opbygge over et par år. Derfor er de helt uvurderlige at få input fra.”

Hvis de erfarne ikke er der mere, bliver Slotsholmen for afhængig af interesseorganisationerne, pointerer han. Skrækeksemplet er USA, hvor de skriver lovforslagene for politikerne.

”Det er ikke fair, at jeg maner det skræmmebillede frem, for dér er vi slet ikke. Men vi er nødt til at have dybe kompetencer i ministerierne. Vi skal kunne udfordre de faglige input, som interesseorganisationerne kommer med.”

Ansætter ingen over 50

Men hvad er løsningen på, at gennemsnitsancienniteten falder på Slotsholmen?

”Nu kan man ikke sætte 1:1 lighedstegn mellem alder og faglig viden, men det hører til sjældenhederne, at man ansætter folk over 50 på Slotsholmen, særligt ikke i departementerne. Erfarne kræfter erstattes af de uerfarne. Det bør man se nærmere på.”

Man skal også gøre noget for at holde på de erfarne, man har, siger han.

”Seniorordninger og så videre. Jeg vil hellere have en erfaren kollega på 80% end ingen erfaren kollega.”

Hvad man skal gøre for alle de yngre – som der er flest af – er til gengæld en svær sag, mener han.

”Der skal vi op på den helt store klinge. Sara Vergo (Djøfs formand, red.) har sagt, at politikere, embedsværk og medier må ryge en fredspibe og indgå en musketer-ed om, at politik godt må gå lidt langsommere. Det er et godt sted at starte. Det er en kultur, man har udviklet – og en kultur, der skal afvikles. Og det tager tid.”

På den mindre lavpraktiske klinge bør departementscheferne erkende, at ministeriernes regler for hjemmearbejde ikke er tidssvarende.

”Det er ikke mindst et problem for dem med børn. Men her halter ministerierne altså langt efter det private.”

Dumper chefers ønske om oprør fra bunden

Til gengæld giver Hans Prytz Henriksen ikke meget for, at departementscheferne Jacob Heinsen og Sophus Garfiel har sagt til Zetland, at de menige embedsmænd må gøre oprør mod alt for korte tidsfrister.

”Septemberforliget har i mere end 120 år slået fast, at arbejdsgiverne leder og fordeler arbejdet. Og i Kodeks VII er det udkrystalliseret, at vi medarbejdere skal efterleve ordrer fra vores overordnede. Dermed er det også en ledelsesopgave at stoppe hastekulturen. Det er departementscheferne, der skal skærme systemet af og fortælle ministeren, at alt ikke kan ske på samme tid, og at risikoen for fejl stiger, jo stærkere det skal gå,” fastslår han.

”Jeg har haft stor respekt for de departementschefer, jeg har mødt. De er ikke viceministre. De går også højt op i jura og faglighed. De går ikke kun op i ’politik, politik, politik’, som én sagde anonymt i Dybvad-rapporten. Men døgnet har kun 24 timer, og når de bruger de 14 på at hjælpe ministeren, er der ikke meget tid tilbage til at være personaleleder og forvaltningschef. Den rolle fylder i dag ikke nok i departementschefgerningen.”

Og ja, tallene viser, at der er blevet flere embedsmænd på Slotsholmen, men verden er også blevet mere kompliceret, understreger han.

Klima og sikkerhed skal tænkes ind i alt i dag. Tit skal otte-ti ministerier ind over en beslutning. Koordinering tager tid. Det giver flere røde 'haster'-stempler på sagernes forside, siger han.

Mange har også været inde på, at Statsministeriets rolle er blevet styrket.

”Det har jeg sådan set respekt for. Koordinering er ikke skidt,” siger han og tilføjer, at i embedsværket forkortes Statsministeriet til Stat, mens ordet ’stat’ på engelsk bruges, når man vil have noget med det samme.

”Og det er meget dækkende for de processer, Statsministeriet sætter i gang. Det kunne departementscheferne godt sætte sig sammen og tage en runde om.”

Langt ude

”Søren Pind sagde ’hold helligdagen i hu’, da han var forskningsminister og forbød, at hans ansatte mailede og sms'ede til hinanden om søndagen. Det var et godt signal, men det er vildt, at vi har været så langt ude så længe,” siger Hans Prytz Henriksen – det er mere end fem år siden, Søren Pind indførte sine søndagsregler.

”Jeg har selv sådan en tanke om, at alle departementschefer skulle have en assistent, hvis job udelukkende var at holde øje med, hvor meget og hvornår der blev arbejdet. Som kunne sige til departementschefen: ’Nu har kontor X igen været på akut weekendarbejde i en hel måned! Det bliver du nødt til at gøre noget ved.’”

I Finansministeriet havde han på et tidspunkt en meget dygtig kontorchef.

”Hver fredag holdt hun tavlemøde, hvor vi hver især sagde, hvordan ugen var gået, og om man regnede med at skulle arbejde i weekenden. Hvis man sagde ja, trak hun én til side og spurgte, hvorfor den sag hastede så meget. Langt de fleste gange sagde hun, at det godt kunne vente til mandag. Hun var god til at vise, at weekendarbejde oftest var unødvendigt – også i Finansministeriet.”

Men så er det også sådan med svingdøren på Slotsholmen, at hvis du vil have mere i løn, skal du skifte job, lyder Hans Prytz Henriksens sidste pointe.

”Det er klokkeklart dokumenteret i både privat og offentlig sektor. Det gælder også ved skifte på tværs af ministerierne. Det har jeg jo selv oplevet. Dén, der har en karrierestige i det samme ministerium og får en dyb faglig viden, får mindre i løn end dén, der har været en tur om andre ministerier og vender retur. Det kunne vi jo godt diskutere rationalet bag.”