Hvorfor vil danskere ikke arbejde i EU's institutioner?

Da Frederik Vahlgren afsluttede sit traineeship i Europa-Kommissionen, fik han tilbudt en midlertidig stilling.

På papiret var mulighederne i Bruxelles attraktive: Internationale arbejdsopgaver, indflydelse og muligheden for at arbejde i hjertet af Europa og de store beslutningsprocesser.

Omvendt var jobmulighederne i Danmark mere sikre.

”Jeg kunne mærke, at det ville kræve for mange kompromiser. Jeg stod med gode muligheder og øget tryghed hjemme i Danmark, mens vejen i EU-systemet var præget af midlertidighed og usikkerhed.”

Han endte derfor med at tage imod en fast stilling med en god løn i Danmark.

Og Frederik Vahlgren er langtfra den eneste, der har valgt EU-karrieren fra. Danmark er blandt de EU-lande, der har færrest embedsmænd i EU-institutionerne pr. indbygger.

I Europa-Kommissionen arbejdede i 2023 blot 97 menige danske embedsmænd i faste stillinger mod 135 i 2016.

Hvis den danske andel af EU-embedsværket skulle svare til Danmarks andel af EU’s befolkning, skulle 1,3% af medarbejderne i EU-institutionerne være danskere. Ifølge Udenrigsministeriet udgør danske medarbejdere blot 0,6% af medarbejderne på sagsbehandlerniveau i Europa-Kommissionen.

”Det er vildt langt fra målet,” som den danske europaminister, Marie Bjerre (V), siger.

Det attraktive alternativ

Ministeren vender vi i øvrigt tilbage til. Først skal vi have fat i Henrik Mørch. Han har arbejdet 32 år i Europa-Kommissionen – senest for Margrethe Vestager som direktør i DG Konkurrence. Han forlod Kommissionen for et års tid siden for at blive partner i et amerikansk advokatfirma – stadig med adresse i Bruxelles.

Henrik Mørch har skrevet til Djøfbladet, fordi han er bekymret over, at der ikke er flere unge danskere, der vil gøre karriere i EU-systemet.

”Én forklaring er nok, at cost/benefit-analysen ikke synes så oplagt set hjemmefra,” skriver han.

”Det var ikke tilfældet tilbage i 1990’erne, hvor man i Danmark så en karriere i EU som en fordel, hvis man skulle vende næsen hjem igen efter nogle år.”

Omvendt er der bedre muligheder for at komme videre fra Europa-Kommissionen og finde andre interessante stillinger i internationale organisationer, NGO’er, advokat- eller konsulentfirmaer etc., end der var for 25-30 år siden, vurderer han. Folk ved det bare ikke.

Henrik Mørch har derfor opfordret Djøfbladet til at undersøge, hvorfor det er så svært for danskere at se en karriere i EU som attraktiv. Og hvad der skal til for at ændre udviklingen.

Den erfarne EU-embedsmand vil i første omgang gerne vide, hvad de unge tænker.

Og Frederik Vahlgren måtte altså – trods sin interesse for de store europæiske dagsordener –erkende, at han gik på kompromis med sine egne interesser.

”Alternativet hjemme var gode vilkår og fremtidsudsigter som jurist – derfor var en midlertidig stilling i Bruxelles ikke særligt attraktiv, når jeg ikke vidste, om jeg kunne få en ny midlertidig eller sågar en fast stilling.”

Han mener, at de trygge forhold, vi har i Danmark, kan være en hindring for, at flere tager til Bruxelles og får et job i en af institutionerne.

”Jeg tror, vi har en meget klar idé om, og forventninger til, hvordan et liv skal se ud – villa, Volvo, vovse. Når det danske arbejdsmarked tilbyder gode jobs og høj stabilitet, er det svært at konkurrere med.”

Vi har også talt med Frederik Waage. Han studerede for ca. 20 år siden på College of Europe i Brügge, der bl.a. retter uddannelserne mod en karriere i EU-systemet. Han valgte også EU-karrieren fra.

”Da jeg var færdig på Europakollegiet, forsøgte jeg at søge jobs i Danmark, og der var det relativt nemt. Kontrasten til EU-systemet, hvor det var væsentligt mere omstændigt og krævende, gjorde valget lettere for mig. Hvorfor gå igennem en concours-proces, når alternativerne herhjemme var så attraktive?”

Tager orlov og træner i årevis

Concoursen er optagelsesprøven til job i EU’s institutioner. Den består af en lang række prøverunder, der samlet kan tage mere end et år. Forud går desuden et stort forberedelsesarbejde.

”Vi har slet ikke tradition for optagelsesprøver i Danmark, og kombineret med, at vi har et lukrativt jobmarked herhjemme, har danskerne simpelthen ikke tålmodighed til at bruge halve og hele år på at forberede sig til concourser i EU-systemet,” siger Frederik Waage, der i dag er juraprofessor ved Syddansk Universitet.

Begge Frederik’er er enige om, at det for en syd- eller østeuropæer simpelthen er langt mere attraktivt at få en fast ansættelse i Europa-Kommissionen med god løn, lav skat og med god chance for at bo i et mere udviklet land.

”Man hører anekdoter fra Østeuropa om folk, der flytter hjem til deres forældre bare for i årevis at læse op til en concours. Og det er jo ikke noget, danske studerende ville være villige til,” fortæller Frederik Waage.

Den danske europaminister, Marie Bjerre, vil benytte det danske EU-formandskab til efteråret til at sætte mere fokus på mulighederne for danskere i EU-systemet.

”I Sydeuropa er optagelsesprøver en naturlig del af at få et job, men sådan er det ikke i Danmark. Vi har en anden tradition for rekruttering, og derfor virker det fremmed for os,” siger hun.

Gode vilkår er en barriere

Tilbage i 2018 forsøgte man sig med en ordning, hvor danske embedsmænd fik fri til at læse op til prøven. Og i 2023 udarbejdede Finansministeriet og Europa-Kommissionen i fællesskab en handlingsplan, der skal hjælpe flere danskere ind i systemet. Man vil bl.a. forsøge at gøre optagelsesprocesserne kortere og mere simple.

Jens Blom-Hansen er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, og ud over bl.a. at undervise i EU-politik arrangerer han kurser om mulighederne og concoursen.

”Hvis man sammenligner den danske situation med fx en ung polak eller en ung bulgarer, er lønforskellen mellem et nationalt job og et job i Bruxelles meget større, end den er i den danske situation.”

Derfor er det også lettere for en dansker at lade hensynet til ægtefælle og nærhed til familien fylde ekstra, når beslutningen skal tages.

”Konkurrencen fra det danske arbejdsmarked med gode lønninger og tryghed er bare en betydelig barriere, hvis alternativet er måske at komme på en venteliste og i øvrigt bruge lang tid på at læse op til prøven,” siger han.

Gevinsten for arbejdsgiveren

Både Frederik Waage og Frederik Vahlgren peger desuden på, at EU-erfaring ikke bliver værdsat i den danske centraladministration, hvis man en dag vil vende hjem.

”Selv om det alene var et traineeship, har jeg uden tvivl fået et helt andet perspektiv på, hvordan institutionerne fungerer. Derudover har jeg helt automatisk fået en masse med i bagagen af at bo og arbejde i udlandet og af at være en del af et internationalt miljø,” forklarer Frederik Vahlgren. 

Men EU-erfaring kan være svær for en dansk arbejdsgiver at vurdere sammenlignet med erfaring fra en stilling i en dansk myndighed, tror han.

”Et ophold som mit er jo relevant erhvervserfaring på lige fod med andre stillinger for nyuddannede. Da jeg vendte tilbage til Danmark og begyndte at arbejde, var der stor nysgerrighed omkring min oplevelse, og det blev positivt modtaget. Men jeg oplevede også, at jeg selv skulle gøre opmærksom på at få merit eller anciennitet for de fem måneder, jeg tilbragte i Europa-Kommissionen. Det er ikke mit indtryk, at det var af ond vilje, men mest af alt fordi de ikke havde oplevet det før.”

”Danskere, der vendte tilbage fra Bruxelles, stod ofte samme sted, som før de tog af sted, mens deres kolleger herhjemme havde fået nye og højere stillinger. Det var min opfattelse, at det ikke var givet, at EU-erfaring blev tillagt særligt stor vægt på chefgangene i Danmark,” tilføjer han.

Europaminister Marie Bjerre kan fra sine samtaler med de unge i Bruxelles godt genkende billedet af, at man fx i store dele af centraladministrationen ikke tillægger EU-erfaring særligt stor vægt.

”Det er paradoksalt, for EU-politik fylder enormt meget i tilblivelsen af dansk lovgivning. Det burde være en stor fordel at have den viden,” siger hun.

Spørger man arbejdsgiverne på det private arbejdsmarked, er der da også entydigt tale om en gevinst for en virksomhed, hvis medarbejderen har EU-erfaring. Især de lidt større virksomheder med egen public affairs-afdeling, siger Rikke Wetendorff Nørgaard, der er underdirektør for europapolitik hos Dansk Industri.

”Meget af den lovgivning, der påvirker danske virksomheder, stammer fra EU, og medarbejdere med EU-erfaring bibringer en dybdegående forståelse af lovgivningsprocessen og beslutningsstrukturerne i EU. Deres netværk og ekspertise gør det muligt for virksomhederne at navigere gennem komplekse regelværk og påvirke politiske beslutninger, der har direkte betydning for erhvervslivet,” siger hun.

Hendes kollega hos Dansk Erhverv, Andreas Geertsen, der er chef for EU og europapolitik, peger på en anden konsekvens: Når der bliver færre danskere i EU-systemet, kan det betyde, at initiativer, love og regler, der bliver vedtaget i EU, i mindre grad tager højde for danske vilkår og interesser.

”Det er nu engang nemmere, hvis man kan gribe knoglen og ringe til en dansker frem for en italiener,” siger han.

Og det altså selv om embedsfolk i EU-institutionerne formelt skal tjene alle EU-landenes interesser.

”Vi skal bare også være klar over, at mange andre europæiske lande ikke holder sig tilbage med at gøre deres indflydelse gældende gennem deres landsmænd og -kvinder, som sidder de rigtige steder i EU-institutionerne,” pointerer han.

Manglen på information

Mere eller mindre samstemmende peger alle kilder, Djøfbladet har talt med, på, at oplysning og information er en relativt stor mangelvare i Danmark. Det er et problem, når man skal overbevise unge om at overkomme de barrierer, der altså er forbundet med at tage skridtet ud i en EU-karriere.

Det virker simpelthen, som om der er for lidt oplysning om, hvordan man søger stillinger i institutionerne, siger europaminister Marie Bjerre.

”Der var sågar én, der fortalte, at hun måtte finde information gennem et andet medlemsland.”

”I andre medlemslande rejser embedsmænd hjem og fortæller om deres erfaringer. Det gør vi ikke i samme omfang, men det er noget, vi vil arbejde på,” lyder det videre.

På Aarhus Universitet bakker man op om regeringens planer, fortæller Jens Blom-Hansen. Her gør de, hvad de kan gennem undervisning i EU-fag og altså arrangementer og kursus om concoursen.

”Der mangler overblik over, hvad det der concours-system egentlig er for noget, og hvor mange andre måder der er for at få en fod inden for døren i EU-systemet på. Der er fx mange former for midlertidige stillinger.”

”Men det, der grundlæggende skulle gøre det attraktivt at komme til Bruxelles og arbejde, er, at det er nogle virkelig spændende jobs, man kan få, i et internationalt miljø.”

Dansk øremærkning

Liselotte Kruse er ekstern lektor i fransk på Aarhus Universitet og står bag kurser, hvor sprogstuderende får indføring i EU’s systemer, terminologi og oplæg og opgaver fra danske oversættere i Bruxelles.

Hun påpeger, at der de senere år er kommet mere fokus på EU som karrieremulighed, og at ansættelseskravene er blevet slækket. Det vil, vurderer hun, få den betydning, at en karriere i EU kan føles mere opnåelig og dermed bliver betragtet som en reel mulighed for flere. Det er nemlig muligt at søge ind som oversætter i første omgang for senere at søge videre i systemet, hvis man sigter efter en mere generalistpræget stillingsbetegnelse.

”En øget tilgængelighed vil helt sikkert have en effekt, fx i form af forberedelseskurser til adgangsprøver eller samarbejde med EU’s institutioner om tilvalgsforløb specifikt rettet mod en karriere i EU,” siger hun.

Frederik Waage har noteret sig, at der i januar i år blev annonceret en optagelsesprøve for danske oversættere, hvor der ikke var krav om at have en sproglig uddannelse. Samtidig var der afsat hele 156 pladser på reservelisten kun til dansksprogede personer. Det er flere end før.

”Hvis de øremærkede stillinger havde eksisteret dengang, havde det muligvis gjort en forskel for mig. Vejen til at komme ind i systemet virker nu meget mere overskuelig, og det er vigtigt for danskere at kende til de muligheder.”