Karriere i EU

Får løn for at læse op til frygtet prøve

8.5.2018

af

Foto: Jacob Nielsen

Foto: Jacob Nielsen

Centraladministrationen sætter nu hårdt ind på at få flere til at bestå ansættelsesprøven til EU-job. Mød embedsmændene Eva Maria Gram og Bodil Keller Skousen, som har to dage fri om ugen til at træne til prøven.

Bodil Keller Skousen, 29, og Eva Maria Gram, 30, som vi møder i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets departement, er to super-europæere, der er vendt hjem til Danmark kun for at kunne vende tilbage til Bruxelles igen – og blive der.

Deres passion er at blive fastansatte EU-embedsmænd. Det kræver, at man består EU’s ansættelsesprøve, concours'en. Eva har forsøgt to gange på egen hånd. Bodil én gang. For begges vedkommende mens de arbejdede fuld tid i Bruxelles. De var begge få point fra at bestå, men kom ikke helt i mål.

Denne gang skal være lykkens gang, og det hjælper Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet dem med i de næste to år. Det vender vi tilbage til.

Ansættelsesprøven er et frygtet nåleøje. I lande som Italien og Polen sætter unge ’djøfere’ – i modsætning til danske embedsmænd – hele år af deres liv ind på at forberede sig. I gennemsnit skal man gå op til prøven 3,6 gange, før man består. I skrivende stund er kun to danskere kommet helt igennem siden 2014.

I høj kurs

Bodil Keller Skousen og Eva Maria Gram har begge en lang historik med internationalt udsyn hen over universitetstiden til praktikophold og ’rigtige’ jobs i Bruxelles både i og uden for EU-systemet. De har pakket utallige flyttekasser ned og ud igen.

De ved, hvad et EU-job går ud på, og de er fast besluttede.

Bodil Keller Skousen, der ejer en t-shirt printet med ’Jeg er super-europæer’, har som sønderjyde altid følt sig født ind i en større europæisk bevidsthed. Som 15-årig, efter et år på den europæiske efterskole i Rejsby, vidste hun, at hun ville både studere og arbejde internationalt.

“EU er det, jeg vil. Du arbejder for 500 mio. borgere. Måske kommer jeg også herhjem og arbejder i perioder, men jeg ser mit liv for mig i EU i Bruxelles.”

“Jeg vil tage min danskhed med ind i EU,” siger Eva Maria Gram, der også som barn prøvede at bo i Bruxelles og brænder for at overbevise danskerne om EU-projektet – og djøferne om karrieremulighederne i EU.

Det er jo ikke ét job, du får, fastslår hun.

“Det er adgangen til hundredevis af forskellige jobs, ikke kun i Bruxelles. Og danskere er i høj kurs i EU-institutionerne som godt uddannede, selvstændigt tænkende og dygtige til engelsk.”

Bringer dansk tankegods med til EU

I december så de i Bruxelles et opslag fra Energi-, Forsynings- og Klima-ministeriet, som søgte djøfere til to styk to-årige ’concours-stillinger’. Stillinger, hvor man arbejder som almindelig embedsmand, samtidig med at man bruger to arbejdsdage om ugen til at forberede sig til prøven.

De tænkte begge: ’Det er skrevet til mig, jeg pakker flyttekasserne og forlader min base og mit gode liv i Bruxelles, hvis de vil have mig.’

Jobopslaget var et udslag af, at skiftende regeringer i årevis har haft en kronisk hovedpine med manglende EU-interesse fra unge, danske embedsmænd og -kvinder. Danmark taber i indflydelse, viden og netværk, hvis andre landes unge snupper de jobs i EU-embedsværket, som danskere burde have besat, men ikke gør, fordi der ingen ansøgere kommer.

Søren Jacobsen, kontorchef for EU-kontoret i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, formulerer det sådan:

“Det er vigtigt, at EU får tilført dygtige danske medarbejdere. Selvom de ikke skal arbejde for danske interesser, men for europæiske, tror vi på, at man indirekte bringer dansk tankegods og danske perspektiver med sig. Ikke mindst når man som Eva og Bodil kommer med praktisk erfaring fra en dansk centraladministration.”

Prøven er svær, men du skal ikke være født geni for at bestå. Men du skal træne, træne og træne. Og det er det, vi får lov til nu – i arbejdstiden.

Bodil Keller Skousen, fuldmægtig i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Sætter turbo på med arbejdsfri til at øve

Fordi unge djøfere ikke tænker ret meget på job i EU og er fremmede over for concoursen som prøveform, har Udenrigsministeriet og Djøf i fællesskab været på sagen i en årrække med kampagner, arrangementer og lokkende tale. Fra sidste år udbygget med et intensivt concours-træningsforløb med undervisere fløjet ind fra den anerkendte franske ENA, École Nationale d’Administration.

Det har dog ikke rykket ret meget på noget.

Fra i år har Finansministeriet så sat yderligere turbo på med et tilsvarende træningsforløb målrettet central-administrationens embedsmænd. Ministerierne er blevet bedt om at finde kandidater og give dem fri fra arbejdet til at forberede sig. Et hold på 18 embedsmænd, inklusive Eva og Bodil, er nu i gang.

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har som det eneste ministerium valgt at opfylde Finansministeriets krav ved at slå de to særlige, midlertidige stillinger op til formålet.

Søren Jacobsen forklarer:

“På den måde kunne vi få kandidater, der er stærkt motiverede både for at gå op til prøven og for at skabe sig en karriere i EU. Det er en speciel konstellation, fordi vi i virkeligheden har hyret de bedste, stærkeste kandidater for at lære dem op i to år og derefter videregive dem til EU.”

Hele pointen med projektet er jo at videregive, siger han.

“Danmark har under ét en strategisk interesse i at være velrepræsenteret på medarbejderplan i EU, også i fremtiden. Eva og Bodil er vores bidrag til den fælles interesse – og selvfølgelig også lidt til vores egen.”

Opbakning til at træne, træne og træne

Eva Maria Gram startede i ministeriet 1. februar, Bodil Keller Skousen 1. marts. De har to år og to skud i bøssen til at bestå prøven. Hvis de dumper i år, kan de prøve igen næste år.

Første store bump er til sommer: Den frygtede stopprøve, som er indgangen til resten af prøven. Det er en logisk test, der tager en halv dag. Dumpeprocenten er 90-95 pct.

“Fra Bruxelles ved vi, hvor kompetitivt det er med concours'en. De andre europæere investerer helt enormt meget i det. De giver ikke op. Og de anerkendes for at prøve på en helt anden måde end her i landet,” siger Bodil Keller Skousen.

“Det her regeringsinitiativ er overdue nødvendigt. Dét forløb, vi er i nu, er unikt. Det er ikke noget, jeg har hørt om før i noget andet EU-land. Men vi er fra dansk side også nødt til at lære at give mere merit for EU-kompetencer,” siger Eva Maria Gram.

I sidste ende afhænger det dog af dem selv, om de består, understreger de.

“Prøven er svær, men du skal ikke være født geni for at bestå. Men du skal træne, træne og træne. Og det er det, vi får lov til nu – i arbejdstiden,” siger Bodil Keller Skousen.

“Vi får al den opbakning her, vi kan drømme om,” siger Eva Maria Gram.

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet