Dynger af spørgsmål presser embedsfolk. Kan trykket fjernes?

For nylig skrev Pia til Djøfbladet. Hun havde et spørgsmål – der endda handlede om spørgsmål – som hun gerne ville have os til at undersøge. Det lød sådan her:

”Djøf bør gå i dialog med de folkevalgte og måske Folketingets administration om, hvordan man stiller ordentlige og relevante spørgsmål til embedsværket. Vi bruger oceaner af tid på at besvare dårligt formulerede detailspørgsmål. Inden et spørgsmål bliver besvaret med et non-svar, har det været gennem 3-4-5 ledelseslag og måske 4-7 medarbejdere. Det koster mange ressourcer. Kunne man finde en anden model, som kræver mindre og stadig understøtter demokratiet?”

Spørgsmålene, Pia nævner, er de såkaldte §20-spørgsmål, som folketingsmedlemmer stiller til en minister. De har deres egen paragraf – §20 – i Folketingets forretningsorden og er et led i Folketingets demokratiske kontrol med regeringen. Ministeren skal svare inden for seks hverdage.

Selv arbejder Pia – hvis efternavn, vi efter hendes ønske ikke bringer her – et sted i staten, så hun ved, at der er "absurd mange mennesker involveret i at besvare de her spørgsmål," som hun siger.

”Det kan sagtens være 30 mennesker, og et §20-spørgsmål trumfer alt andet, man sidder med.”

”Hvorfor skal vi løbe os i stykker?”

Pia er ikke alene om at mene, at det kan være belastende at kaste alt til side for at besvare spørgsmål:

”Hvorfor skal vi løbe os i stykker, fordi I stiller spørgsmål bare for at drille ministeren? Når man ser kolleger, der får 60 udvalgsspørgsmål på en måned, og som går ned med udmattelse, så forsvinder meningen for os.”

Sådan lød det i 2023 fra en tillidsrepræsentant, da Djøf, Akademikerne og Radikale Venstre holdt en høring på Christiansborg om embedsværkets arbejdsvilkår.

Kigger man i Folketingets database, er antallet af §20-spørgsmål faldet de seneste år.

I perioden 2008-12 blev der i snit stillet 3.270 af dem årligt. Siden da har snittet ligget på knap 1.600 spørgsmål pr. år.

Ikke desto mindre fylder §20-spørgsmålene meget i embedsfolkenes hverdag, fremgår det af flere store undersøgelser fra de seneste 10 år. Det gælder både Bo Smith-udvalget og Karsten Dybvad-udvalget, der begge undersøgte embedsværkets forhold.

Embedsfolk: Politikere forstår ikke, hvad de sætter i gang

Flere siddende ministre og embedsmænd fortæller Bo Smith-udvalget om ’drillespørgsmål’, om byger af spørgsmål med overlap til tidligere spørgsmål og spørgsmål med meget kort frist, som udfordrer de ministerielle systemers kapacitet.

Bo Smith-udvalget konstaterer: ”[Embedsfolket] skal kunne levere såvel et fagligt som et politisk gennemarbejdet svar ofte inden for få timer, uanset hvor kompliceret sagen måtte være.”

Har politikerne forståelse for det?

Nej, lyder det fra djøferne i ministerier og styrelser i en ny, endnu ikke offentliggjort spørgeskemaundersøgelse fra Djøf.

79% af embedsfolket i departementerne og 52% i styrelserne oplever, at folketingspolitikerne ’slet ikke’ eller ’i mindre grad’ har generel forståelse for, hvad det kræver af embedsværket at betjene ministeren med at besvare fx §20-spørgsmål.

Under 10% mener, at politikerne ’i nogen grad’ har forståelse for det.

1% mener, at de har det ’i høj grad’, og 0% mener, at de har det i ’meget høj grad’.

”Jeg tænker mig om to gange”

Men hvad siger politikerne? Stiller oppositionen for mange ’drillespørgsmål’?

Samira Nawa, næstformand i Radikale Venstre, er cand.polit. og selv embedsmand med orlov fra Finansministeriet.

Hun erkender, at hun har set eksempler på spørgsmål, som var mindre relevante, men afviser, at hun stiller drillespørgsmål.

”Ikke for at pudse min egen glorie, men jeg synes faktisk, at jeg tænker mig om to gange om, før jeg trykker på send med et §20-spørgsmål. Jeg ved, hvad det er for et apparat, jeg sætter i værk,” siger hun.

”Men hvis jeg skal have den viden, jeg behøver for at træffe oplyste beslutninger og være klædt på til mit politiske arbejde, er jeg nødt til at gå den slagne vej med at stille udvalgsspørgsmål og §20-spørgsmål – ikke mindst med en flertalsregering.”

Men hun er åben for, om man kunne gøre noget ved det.

Et alternativ ville være at give Folketinget flere muskler i forhold til den til enhver tid siddende regering, mener hun.

Det kunne ske ved, forklarer hun, at Folketinget fik sit eget hold af in-house jurister og økonomer, som de menige folketingsmedlemmer kunne trække på – og i hvert fald få svar på nogle spørgsmål.

Forsker: Opposition og medier går sammen

Som lektor på Institut for Organisation på Copenhagen Business School er Emil Husted i gang med et forskningsprojekt om arbejdskulturen på Christiansborg.

Han mener, at det helt sikkert vil være nyttigt at gå i dialog med Folketinget og MF'erne. Men det kræver mere end dialog at afhjælpe problemet, fastslår han.

For under sine feltstudier på Christiansborg har han set en voksende følelse af magtesløshed blandt de menige politikere. Det er en af forklaringerne på uigennemtænkte §20-spørgsmål, mener han.

”Enhver opposition leder med lys og lygte efter måder at opnå indflydelse. Men det er af flere årsager supersvært lige nu: Flertalsregering, topstyring i partierne, manglende rådgivningsressourcer hos små partier, forligskredskultur, hastelovgivning og meget andet.”

Så oppositionens våben lige p.t. er at bruge medierne som løftestang i forhold til at presse regeringen, og der kommer folketingsspørgsmålene ind.

”De bliver et led i en strategi om at finde historier eller pointer, der kan bruges i medierne til at presse regeringen.”

Djøf-formand: Koster administrative ressourcer

Pia – vores spørger – beder også Djøf om at komme på banen og gå i dialog med politikerne om det her.

”Selvfølgelig skal Folketinget føre kontrol med regeringen,” siger formanden for Djøf Offentlig, Johanne Nordmann.

”Men der er ingen tvivl om, at det koster administrative ressourcer at svare på de mange §20 spørgsmål fra Folketingets medlemmer.”

Derfor har hun en opfordring til politikerne:

”Jeg beder jer om at spørge ud af et dybfølt ønske om at komme til bunds i væsentlige sager – og ikke bruge spørgsmål til politisk drilleri.”

Det var Djøf, der nedsatte Dybvad-udvalget, og udvalget har båret et budskab om det her videre til politikerne, understreger Johanne Nordmann.

Dybvad-udvalget anbefaler, at ”Folketinget bruger sine grundlovssikrede parlamentariske kontrolredskaber, så det sker med større opmærksomhed på det ressourceforbrug, som det genererer i ministerierne, således at Folketingets kontrol med regeringen reelt bliver mere effektiv.”

”Jeg håber, at Folketinget selv følger op på problemstillingen,” siger Johanne Nordmann.

Men den ændring af offentlighedsloven, som regeringen har igangsat, spiller også en rolle, understreger hun.

Afhængig af, hvad der kommer ud af det, vil det også betyde noget for de redskaber, som politikerne har til at få indsigt i ministrenes og regeringens arbejde – og dermed for behovet for at stille §20-spørgmål, forklarer hun.

Søren Gade: Vi har taget initiativer

Hvad siger Folketingets formand, Søren Gade (V)?

Han understreger, at Folketinget naturligvis har et medansvar for, at embedsværkets tid og kræfter bruges på en fornuftig måde.

”Det er jeg meget opmærksom på, og vi har allerede taget forskellige initiativer,” siger han.

Et konkret tiltag er, at Folketingets udvalg for forretningsorden har ændret fristen for, hvornår MF'erne senest skal sende de § 20-spørgsmål, som de ønsker besvaret mundtligt af ministrene i spørgetiden om onsdagen, forklarer han.

Før var fristen kl. 12 fredagen før spørgetiden.

”Den frist er nu rykket til om torsdagen, så embedsmændene får en dag mere til at forberede ministerens svar, så der forhåbentlig bliver mindre behov for weekendarbejde.”

Men Søren Gade står samtidig fast på, at folkestyret er indrettet sådan, at Folketingets medlemmer skal kunne stille spørgsmål til ministrene og få et svar.

”Jeg har en forventning om, at spørgsmålene bliver besvaret seriøst og ikke i form af ikke-svar, sådan som jeres spørger beskriver det i sit spørgsmål.”

Søren Gade kan ikke forestille sig regler eller retningslinjer for, hvornår et spørgsmål fra et folketingsmedlem til regeringen er relevant eller mindre relevant.

”Hvis alle vores medlemmer mente det samme og interesserede sig for det samme, var der – lidt firkantet sagt – ingen grund til at have 179 af os.”

Pia: Søren Gade flytter fokus

Hvad siger vores spørger, Pia? Har vi svaret på hendes spørgsmål?

”Jeg er lidt usikker på, hvilke tiltag der er taget. Ud over at svarfristen er blevet længere op til en weekend. Men det afhjælper sådan set ikke den overordnede problematik,” siger hun.

Og så er hun træt af, at Søren Gade flytter fokus over på, om embedsværket svarer ordentligt.

”Det gør vi selvfølgelig. Men vi vejer vores ord for at undgå at åbne for nye flanker, der kan resultere i nye spørgsmål til ministeren,” siger hun.

”Det her må helst ikke drukne i en debat om, at nu vil embedsmænd prøve at begrænse politikernes ret til at spørge og få svar. Det var i hvert fald ikke den debat, jeg ønskede.”