"Hvorfor skal vi løbe os selv i stykker, bare fordi I vil drille ministeren?"

Hvem har skylden for, at Slotsholmens embedsfolk er tynget af højt tempo, uforudsigelige arbejdstider og stor udskiftning i egne rækker? Er skylden politikernes, departementschefernes, mediernes, verdens stigende kompleksitet eller 24/7-møllen med sms og mail? Eller er det en blanding af det hele kombineret med embedsfolkets egne karrieremønstre og tidens øgede forventninger til en ordentlig work-life-balance?

Det blev højlydt diskuteret på en høring på Christiansborg med titlen ’Flugten fra embedsværket truer ambitionerne for Danmarks fremtid’, som var arrangeret af Djøf, Akademikerne/AC og Radikale Venstre.

Theis Molin fra mediet Zetland – som har bragt serien ’Alting haster’ med beretninger fra anonyme embedsmænd i ministerierne – fortalte, at kun få embedsfolk pegede på en entydig grund til problemerne.

Hans egen konklusion var, at det måske ikke var overarbejde og højt tempo i sig selv, der var det største problem.

”Det var dét aldrig at have ægte fri, og det var tabet af mening, når alting hastede, ofte uden en forklaring.”

Sen sms: ’Stakkels embedsmænd’

Akademikerne/AC og Djøf trak nogle tal frem: Hver fjerde i departementerne skiftede job sidste år. Hver tredje i ministerierne føler sig ifølge Djøfs undersøgelser presset til at arbejde mere, end de har lyst til. Og Lønstrukturkommissionen slog fast, at embedsmænd kan få mindst 21% mere i løn i det private.

Samira Nawa, næstformand i Radikale Venstre og selv tidligere embedsmand med orlov fra Finansministeriet, tog politikernes del af skylden på sig og gav et eksempel.

Efter en sen politisk aftenforhandling sms'ede hun ved 23:30-tiden til en veninde: ’Så er vi færdige, og jeg kan gå hjem.’ Hun fik en sms tilbage: ’Stakkels embedsmænd.’ For nu var det dem, der i nattens løb skulle skrive det hele ned, så det lå klar til politikerne næste morgen.

”Vi politikere har et ansvar for embedsværkets arbejdsvilkår. Vi skal give embedsværket tid til at lave et ordentligt stykke arbejde, og vi skal prioritere i, hvad vi belaster det med. Derfor vil min partiformand, Martin Lidegaard, også samle en kritisk masse af politikere og gå til regeringen med det,” sagde hun.

Suk fra salen

Ja tak, sukkede embedsfolket højlydt på tilhørerpladserne og sendte en byge af spørgsmål af sted til Nawa.

”Hvorfor skal vi løbe os selv i stykker, fordi I stiller spørgsmål bare for at drille ministeren? Når man ser kolleger, der får 60 udvalgsspørgsmål på en måned, og som går ned med udmattelse, forsvinder meningen for os,” lød det fra en tillidsrepræsentant i et departement.

”Vi har en demokratisk rolle med at servicere Folketinget. Men tænker I over, hvad I udsætter os for, når I beslutter, at ’nu lægger vi ministeren ned med spørgsmål'?” spurgte en anden.

Christian Dons Christensen fra Kirkeministeriet var mødt op som departementschefernes repræsentant. Han slog fast, at tempoet er gået op, selvom departementerne har fået tilført flere medarbejdere.

Der er et problem, fastslog han. For rammebetingelserne har ændret sig. Han nævnte bl.a.:

Politik i dag bliver skabt i et samspil mellem politikere og medier. Koordination fylder meget mere, hvilket er noget af det, der fører til weekendarbejde. Før blev mange embedsmænd hele karrieren i ét ministerium, hvad de færreste ønsker i dag, for det at skifte er også kompetenceudvikling.

Men vi må ikke tale embedsprofessionen ned, for vi skal kunne rekruttere, understregede han.

’Der mangler noget i samtalen, departementschefer’

Men gør departementscheferne noget for at sikre arbejdsmiljøet, lød det fra salen.

”Der mangler noget i den her samtale. Vi er mennesker,” sagde én og satte det på spidsen:

”Der sidder chefer rundt omkring på Slotsholmen, som ikke har kompetencer til at lede mennesker. Som tillidsrepræsentanter ser vi folk knække, men når vi går til vores departementschef og vores chefer med det, får vi at vide, at det var synd, at vedkommende ikke kunne holde til arbejdspresset.”

Anerkend dog, at hver gang nogen går, efterlader de et fagligt hul, lød det også.

Christian Dons Christensen fastslog:

”Vi departementschefer tager arbejdspresset alvorligt! Vi prøver fx at tilrettelægge tingene, så man ikke skal arbejde om aftenen og i weekenden.”

Men, understregede han, vi er også nødt til at acceptere, at vi er sat i verden for at hjælpe ministre og politikere, og at det er dem, som bestemmer.

”Vi kan ikke gøre det her alene.”

Ja, hvad med ministrene? Der mangler én fra regeringen i dét her panel, lød det fra salen. Finansminister Nicolai Wammen var inviteret, men var taget til FN’s generalforsamling i New York uden at sende en afløser.

Har Djøf passet sit arbejde, spurgte ordstyreren og rakte mikrofonen til Djøfs formand, Sara Vergo.

”Vi har lavet den ene medlemsundersøgelse efter den anden, som alle dokumenterer problemet, og vi nedsatte Karsten Dybvad-udvalget. Vi har prøvet at gå i dialog med ministre og ministerier om det her i flere år,” sagde Sara Vergo.

Men nej, Djøf er ikke lykkedes med at få ministeriernes top og politikerne til at tage problemet alvorligt, konstaterede hun.

”Høj udskiftning er ikke kun er et spørgsmål om karriere, men også om udmattelse. Nu håber jeg, det synker ind hos departementscheferne.”