Vi hylder de rigtige ledere, men vælger de forkerte

Helt rationelt vil vi gerne sætte de mest kompetente forrest i flokken. Det er den gode nyhed.

Den dårlige er, at det sjældent er vores rationelle fornuft, der bestemmer, hvem vi vælger til at lede vores flokke. I praksis overhaler vores evolutionære arv nemlig hurtigt intellektet.

Årsagerne og konsekvenserne sætter Henrik Tingleff, der er adfærdsekspert og psykolog, fokus på i sin nye bog, ‘Egodyr’ – om flokdyrets usympatiske fætter.

En vigtig forklaring på, at vi ikke træffer rationelle valg, er, at der i langt størstedelen af menneskedyrets historie kun var én vej til magten, og det var at fylde. Ham, der havde de største overarme, den mest firkantede brystkasse, det højeste brøl og den dybeste stemme – det var også ham, der kom forrest i hierarkiet.

Men da homo sapiens for omkring 70.000 år siden indtog verden, blev de meget simple flokstrukturer erstattet af en efterspørgsel på mere komplicerede og avancerede evner end ren råstyrke. Det blev vigtigere at være dygtig end at være stærk.

”Og netop dette burde jo have været vendepunktet,” mener Henrik Tingleff.

Men det urinstinkt, der får os til at forveksle dét at fylde med at være kompetent, hænger stadig tungt efter os den dag i dag.

”Mennesket er nemlig et flokdyr – men samtidig er det hierarkisk, statussøgende og territorialt. Vi er indrettet til at søge op, lige så snart vi er kommet ind. Så lige så snart vi er accepteret og optaget i gruppen, går jagten på status ind,” siger han.

Modsætningen mellem at vægte fællesskabet og at fremme vores egen position fører til konsekvenser, som vi mærker i hverdagen. Fx når vi vælger, hvem der skal lede vores afdeling, organisation eller land, for den sags skyld.

Og det er én af pointerne i Henrik Tingleffs nye bog, hvor han holder et spejl op for vores iboende egoer for at gøre læserne opmærksom på de fælder og benspænd, der kan være i fodsporene på ’egodyret’.

Det gælder fx vores tendens til at vælge oppustede ledere frem for de mest kompetente.

Vi har talt med Henrik Tingleff for at finde ud af, hvad der sker, når vi hylder de kompetente ledere, men vælger nogle andre.

Det første parameter: At fylde

”Selv om vi har data på, at de ledere, der lykkes bedst på arbejdsmarkedet, er de dygtige, inkluderende, empatiske og lyttende – så vælger vi alligevel en anden type,” fortæller Henrik Tingleff.

Det er der to grundlæggende årsager til.

Den ene bunder i, at nutidens efterspurgte kompetencer er så komplicerede og flersidige, at vores biologi stadig ikke er bygget til at spotte dem. Vi kan simpelthen ikke skelne mellem talent og råstyrke, mener han.

Af samme grund får mennesker, som udsender status- og kompetencesignaler, nemmere både formelle og uformelle lederroller. Dem, der taler højest, taler mest, går forrest og går først.

Faktisk viser forskningen, at personer, der har et dybere stemmeleje eller er fysisk højere, generelt forbindes med mere autoritet.

”Vi bruger blot 43 millisekunder på at afgøre, hvem vi opfatter som mest kompetente og magtfulde, alene på baggrund af personens påklædning,” siger Henrik Tingleff, som peger på, at det at klæde sig dyrt i sig selv kan give status.

Generelt er det virkelig effektivt at udvise dominansadfærd, fortæller han. Både ironi, selvhævdelse eller andre former for overlegenhed kan signalere, at vi er lidt dygtigere, lidt klogere og lidt smartere end gennemsnittet.

Måske har du oplevet at vige pladsen foran kaffemaskinen til en høj herre i jakkesæt med computeren under armen? Han væltede måske hektisk ind ad døren, og du antog derfor, at han var på vej – og faktisk allerede for sent på den – til et drønalvorligt og vigtigt møde.

At gå hurtigt og virke travl kan nemlig også være en statusmarkør, og det virker, fortæller Henrik Tingleff. 

Det andet parameter: At bryde normer

Mennesker har også en svaghed for folk, der bryder normerne.

Vi antager automatisk, at folk, der bryder normerne for at fremme en fælles interesse, også er dygtige og stærke. Særligt hvis de gør op med regler eller konventioner, som flokken har været utilfreds med, bliver det hyldet – uanset om opgøret i et større perspektiv er rationelt eller ej, mener Henrik Tingleff.

”Uanset hvor stort et røvhul lederen er, vil han få anerkendelse og status, hvis han sørger for at ændre på noget til fordel for sit eget folks interesser,” fortæller Henrik Tingleff, som apropos valgte at udgive den nye bog d. 21. januar – dagen, hvor USA indsatte sin nye-gamle præsident, Donald Trump.

Henrik Tingleff lægger ikke skjul på, at vi netop nu finder et skræmmende, men lysende eksempel på hans tese, hvis vi kigger over på den anden side af Atlanten.

Ud over at være fysisk stor, ekstremt dominant, alvorligt maskulin og en taler med stort ’T’ er Donald Trump ikke mindst en eksplicit normbryder.

”Han bryder alle normer og regler og går stik imod det, vi kender som god skik. Men så længe den gennemsnitlige amerikaner får billigere benzin, slipper han jo af sted med det,” siger Henrik Tingleff.

Del scenen, lyt mere, døm mindre

Men bogen handler ikke om Donald Trump, Vladimir Putin eller Harvey Weinstein, understreger Henrik Tingleff. Det handler om dig og mig og det, der sker på helt almindelige kontorer.

”Der sidder med garanti nogen lige nu omkring et mødebord, som ikke nødvendigvis er de mest forberedte eller de mest kompetente på deres område – men som er rigtig dygtige til at tale. Tale om sig selv, deres erfaringer og hvad de har gjort, og på den måde bliver de alligevel mødets omdrejningspunkt,” siger han.

Hvis vi ikke er bevidste om ego-mekanismerne, kommer vi igen og igen til at vælge de ledere, som er dygtige til at tale om sig selv, og som på den måde sætter agendaen, får indflydelse og trækker projektet i deres retning, mener Henrik Tingleff.

Tilmed handler det ikke kun om, at de forkerte får styringen. Det handler også om den viden, det talent og de kompetencer, vi taber på jorden, hvis dygtige introverte medarbejdere aldrig bliver hørt, men altid bliver trumfet af mere ekstroverte personligheder.

Med de forkerte ledere i spidsen kommer vi i det hele taget til at bruge tid, penge og ressourcer på møder, hvor vi taler om de forkerte ting, mener Henrik Tingleff.

”Og man behøver jo ikke at have en erhvervs-ph.d. for at regne ud, at mistrivsel og dårligt arbejdsmiljø er en direkte konsekvens af dette,” fortæller han.

Henrik Tingleff tvivler på, at vi kan komme til helt at undgå, at indflydelse og beslutningskompetencer oftere ender hos dem, der udstråler mest magt og dominans.

”Vi er oppe imod en så stærk del af vores evolutionære arv, at det er svært at lave om på dynamikkerne. Men jo bedre vi kender til egoets biologiske tendenser, jo bedre kan vi blive til at spotte og kvitte dem – både hos os selv og særligt hos andre,” siger Henrik Tingleff.

Han opfordrer læserne til at starte med sig selv: 'Hvem har vi ikke hørt endnu?' frem for 'hvordan kommer jeg selv til orde?' Og 'hvordan bliver vi sammen bedre?' frem for 'hvordan kommer jeg selv til at fremstå bedst?'

'Egodyr' udkom på Gyldendal i januar. Tidligere på måneden skrev Djøfbladets faste boganmelder, Søren Ipland, om bogen.