Derfor forfremmer vi røvhuller

43 millisekunder. Så hurtigt finder et menneske sin plads i hierarkiet, når det træder ind i et nyt rum. Så hurtigt aflæser vi de ansigtsmarkører, der udtrykker dominans eller underkastelse. Helt uden at tænke over det.

Vores instinkter er nemlig kodet til at spille et spil, hvor vi konstant sammenligner os med omgivelserne. Sandsynligvis fordi det har været fordrende for overlevelsen. Mennesker er kort sagt egodyr.

Sådan lyder hovedbudskabet i psykolog og foredragsholder Henrik Tingleffs nye bog, hvor han har sat sig for at nuancere sin bestseller ‘Når flokdyret fejler’ fra 2022. For nok er vi flokdyr, men vi er egodrevne flokdyr. Vi er statussøgende, hierarkiske og territoriale.

Udstyret med et dybt arkiv af forsøg og forskningsartikler fra de sidste cirka 100 års socialpsykologi illustrerer Tingleff, hvordan egeninteressen driver os, former vores virkelighedsopfattelse og danner grundlag for samfundets indretning.

Et sjovt nedslag til de ledelsesinteresserede: To forsøgspersoner går ind i et lokale, hvor de skal deltage i et eksperiment. Forsøgslederen forlader midlertidigt lokalet, og den ene forsøgsperson (som faktisk er forsøgslederens medsammensvorne) rejser sig og stjæler en kop kaffe.

Den egentlige forsøgspersons reaktion på den medsammensvornes handlinger er det interessante.

Hvis den falske forsøgsperson drikker kaffen selv, stiger opfattelsen af hans status, men det gør mistilliden til ham også. Hvis han til gengæld deler ud af kaffen, stiger statussen markant, mistilliden er stabil, og forsøgspersonen er langt mere tilbøjelig til at udnævne ham som leder for resten af forsøget.

Vi har med andre ord en iboende tendens til at beundre og forfremme røvhuller. Så længe de altså er på vores side.

Desværre tyder forskning ifølge Tingleff på, at omgængelige ledere faktisk skaber bedre resultater. Vi går med andre ord glip af noget på grund af vores egodrevne instinkter. Egoet er benzin for vores adfærd, og det skaber uhensigtsmæssige konsekvenser for kollektivet.

På mange måder er jeg den ideelle læser til den her slags bog. Jeg er nysgerrig på stoffet, som er brugbart både i mit privatliv og i mit arbejde. Det ligger også et pænt stykke uden for min egen faglighed, så jeg har glæde af den pædagogiske formidling.

Tingleff er stærkest, når han giver sig tid til at dykke ned i de spændende socialpsykologiske eksperimenter.

I afsnittet om territorial adfærd kommer han eksempelvis ind på Dunning-Kruger-effekten, som i en populær aftapning betyder noget i stil med, at de dummeste tror, at de er de klogeste. Men det er en misforståelse, skriver Tingleff.

For nok overvurderer folk med lave kompetencer på et område sig selv, men de tror ikke, at de er bedre end specialisterne. Og for det andet gælder effekten for os alle, når vi bevæger os uden for vores kompetenceområder. Der lærte jeg noget.

Bogen er indrammet og bundet sammen af en kæk og foredragsklingende jeg-fortælling, som især bygger på Tingleffs rejser rundt i landet. Målet er at gøre stoffet populært, relaterbart og sårbart.

Det er nogenlunde her, at jeg falder uden for bogens målgruppe.

Den næsten aggressive folkelighed, de evindelige referencer til populærkultur og “du-kender-det”-situationer er distraherende i en bog, der sagtens kunne hvile mere i sin faglighed – for den er altså virkelig interessant.

Søren Ipland er adm. direktør for medievirksomheden Føljeton.