Topchefer i staten er blevet generalister – men er det godt?

Jørgen Grønnegård Christensen skriver i sin bog ’Embedsfolk’, at mange departementschefer ikke kender lovgivningen på deres ansvarsområder. De er, som Grønnegård Christensen skriver, blevet generalister i modsætning til den ’klassiske’ departementschef, der typisk var vokset op i ressortministeriet, og som kendte til lovgivningen inden for ressortområdet. Ja, de havde selv været med til at udforme den konkrete lovgivning.

Konklusionen formuleres med afsæt i en række interviews med forskellige departementschefer. Grønnegård Christensen reflekterer på den baggrund over, om det forhold, at departementscheferne er generalister, udgør et ledelsesproblem for staten og for opgavevaretagelsen i ministerierne – og dermed i sidste instans også for lovgivningsarbejdet i Folketinget.

Disse overvejelser og refleksioner er vigtige i en tid, hvor flere og flere medarbejdere og ledere i staten, kommunerne og regionerne oplever, at fagligheden har trange kår. Flere og flere oplever også, at deres egen faglighed presses til fordel for politiske og økonomiske interesser.

Konsekvensen er, at den politisk vedtagne lovgivning og de politiske beslutninger i øvrigt får mindre eller slet ingen effekt – nogle gange endda ligefrem det modsatte, nemlig en negativ effekt på udfordringen.

Sparsom erfaring, stor gennemstrømning

I vores bog ’Fornyelse eller kollaps’ (fra 2020) gennemføres der en grundigere gennemgang af anciennitetsgrundlaget for ikke bare departementschefer, men også for direktørerne i statens styrelser. De tal har vi fået opdateret i september måned i indeværende år.

De opdaterede tal bekræfter fortsat, at cirka 30% af topcheferne i statens departementer og styrelser ikke har nogen faglig erfaring fra det departement eller den styrelse, som de er sat til at lede.

De seneste tal viser også, at topchefernes tid i hhv. departementerne eller styrelserne er begrænset. Konkret er topchefernes anciennitet i staten fortsat lav – cirka 4,2 år i gennemsnit – hvilket indikerer en relativ stor gennemstrømning i både styrelserne og departementerne.

Vi har på den måde i vores bog identificeret et strukturelt karaktertræk ved topledelserne i staten, som viser, at topcheferne ikke længere er bærere af fagligheden i departementerne eller styrelserne. De står derimod i altovervejende grad på et fundament af generel ledelse, hvor fokus helt naturligt bliver på management og økonomi, når departementerne og styrelserne skal ledes og udvikles.

Den udvikling af topledelsesfundamentet er et produkt af en lang strategisk udviklingsplan for den offentlige sektor begyndende med det første moderniseringsprogram tilbage i 1983 og efterfulgt af skiftende regeringers moderniseringsprogrammer frem til i dag.

Faglighed værdsættes ikke nok

Vores påstand er på baggrund af vores og andres omfattende analysearbejde, at denne udvikling er problematisk for ledelsen og udviklingen af den offentlige sektor på den ene side, ligesom den på den anden side også svækker tilliden til det politiske arbejde. Årsagen er den, at når fagligheden er presset på bekostning af management og økonomi, bliver effekten af politikernes beslutninger svag eller ligefrem virkningsløs.

Eksemplerne står i kø, når vi fx betragter klimaindsatsen, skatteområdet, ejendomsvurderingerne, det specialiserede socialområde, sundhedsområdet osv.

Der er behov for en reel diskussion af denne udvikling. Ikke mindst fordi så mange medarbejdere og ledere oplever, at det, de værdsætter som noget af de allervigtigste i deres virke, nemlig deres faglighed, ikke bruges eller ikke i tilstrækkelig grad anerkendes af hverken topledelserne og i de politiske beslutningsprocesser.

Hertil kommer, at avancementsmulighederne er større for dem, der har eller repræsenterer en generel ledelsesbaggrund, end for dem, som har en stærk faglig ballast, der er forankret i den pågældende styrelse eller det pågældende departement.