Vi skal stoppe med at sige ”min dør står altid åben”

Djøfbladet har stolt promoveret sin undersøgelse af, hvilke ord og vendinger vi synes er de værste eller irriterende, man kan sige på arbejdet. Ikke overraskende blev vinderen det meget passivt-aggressive udtryk “Jeg hører, hvad du siger”.

Min egen sproglige ligtorn, “rejse” – som også anvendes flittigt på især LinkedIn, når man til- eller fratræder en stilling – scorede også ret højt. Et arbejde er ikke en rejse. Hvis man føler, at man har opnået en personlig udvikling eller oplevelse ved jobbet, så er det netop dét – og ikke en rejse.

Der er altid noget hyggeligt over, når vi djøfere synes, at djøfere er for meget. Det er den danske form for selvironi.

Vi forestiller os den konfliktsky firmaets M/K, Rasmus Bruun-typen, der bruger sproget og metaforer så godt, som personen har lært, for at kommunikere og netop undgå at træde nogen over tæerne. Dette emne er noget af mest læste i Djøfbladet, og det er næsten lige så populært, som da Hjemmet fandt på at kåre ’Årets sødeste kassedame’.

I virkeligheden er der faktisk udtryk og ledelsessprogbrug, der er meget, meget værre. Fx “min dør står altid åben”.

Jeg har selv brugt dette udtryk meget for at signalere åbenhed, fleksibilitet og vilje til at lytte anytime. Men siden jeg lærte udtrykket i midt-00’erne, har tiden udvandet det, og nu kan det virke totalt kontraproduktivt.

For det kræver nemlig noget særligt af personen, der siger det. Ledere har i min tid brugt det i flæng for fx at imødekomme interne kriser, der typisk handler om reorganisering, utidige fyringer såsom i MeToo-sager – og dermed for at agere en art menneskelig whistleblowerordning.

Der er også ledere, der bruger det til at facilitere fortrolighed og tryghed, selv om det kan være svært at se, hvad man ikke får talt om til obligatoriske MUS-samtaler, faste 1:1 og fælles frokoster. Man er jo ikke forpligtiget til at fortælle sin leder alt, hvad man tænker eller oplever. 

Alene dét, at vi taler om en dør, siger noget om, at lederen er i andet rum end medarbejderen eller resten af organisationen. Og i samme overførte betydning som de fleste arbejdsfloskler dermed også i en anden verden. Den de-kobling kan i sig selv være problematisk.

Samtidig skal lederen i højere grad kunne skabe et rum af tryghed. Et safe space. Det kan mange ledere desværre ikke, eller måske kender de ikke den aktuelle opfattelse af dem i organisationen, og her opstår det kontraproduktive: Udtrykket ”min dør står altid åben” kan virke som et redskab til management by fear ved at isolere medarbejderen, selv om det i mange tilfælde slet ikke er intentionen. (Der er tilfælde, hvor det er intentionen – shame on you.)

Hvis man vil skabe et rum, hvor en medarbejder kan gå ind og lette sit hjerte eller hoved, kræver det helt generelt en stor portion mod og overskud. Det er særligt svært, hvis det ikke er nærmeste leder, og medarbejdere vil sandsynligvis have det endnu sværere, hvis der er tale om en stor aldersforskel og generationskløft. Det er min erfaring, at kvinder kan have meget svært ved at træde ind i rummet, hvis der også er en stærk alfahan-energi.

Løsningen for dem, der uforvarende kommer til at sende forkerte signaler med vendinger som “lad døren stå åben” eller “har du lige fem minutter”, er simpelthen at finde nogle andre ord til at sige det samme og i øvrigt holde bedre øje med, om éns tillærte udtryk skifter konnotation – ellers gør man sig selv en bjørnetjeneste baseret på sproglig dovenskab.

Det er et klart red flag, når man slynger ”Min dør står åben” ud uden at gøre noget aktivt arbejde i sin dagligdag for at indikere troværdighed og tryghed for medarbejderen. 00’erne er forbi, autoriteten kan ikke stå alene.