Djøf: Bekymrende psykiske problemer på universiteterne

Idealbilledet af universiteterne er, at de er præget af stor diskussionslyst og en konstruktiv og kreativ dialog.

Men når man ser resultaterne af Djøf og Forskerens undersøgelse af arbejdsforholdene på universiteterne, fortoner det billede sig noget, mener Johanne Nordmann, der er formand for Djøf Offentlig.

”Hvis det her er temperaturen i maskinrummet, synes jeg ikke, det lyder sundt,” lyder hendes umiddelbare reaktion på tallene.

I undersøgelsen kan man bl.a. læse, at 13% af forskerne er uenige eller meget uenige i, at man på deres arbejdsplads taler pænt og respektfuldt til hinanden. 28% er uenige eller meget uenige i, at der på deres arbejdsplads er en kultur, hvor det er trygt at udtale sig – også om uenigheder.

”Undersøgelsen dokumenterer, at der er alvorlige problemer med det psykiske arbejdsmiljø i universitetssektoren. Bl.a. er det bekymrende, når så mange ikke oplever, at der på universitetet er en kultur, hvor man føler sig tryg ved at sige sin mening – eller at give udtryk for uenighed. Det er altså bemærkelsesværdigt,” siger Johanne Nordmann.

Frygten for talenterne

Forskerne er også blevet spurgt, om de har oplevet negativ forskelsbehandling på arbejdspladsen. Her har 29% svaret ja på baggrund af deres køn, 20% på baggrund af deres alder, og 5% på baggrund af etnicitet. Samlet set har 48% af deltagerne oplevet at blive forskelsbehandlet negativt.

Særligt og måske ikke overraskende er det kvinder, der har svaret, at de er blevet behandlet anderledes pga. deres køn. I undersøgelsens fritekstsvar er der således også en række kvinder, der beskriver en kultur, hvor mænd pr. automatik får forlommer.

”Negativ forskelsbehandling pga. køn og alder er virkelig bekymrende, når vi ved, hvor vigtig og værdifuld diversitet er på arbejdspladserne. Negativ forskelsbehandling er simpelthen bare ikke i orden,” siger Johanne Nordmann.

Undersøgelsen har spurgt forskerne, om de inden for de seneste to år har haft forskellige former for negative oplevelser. 23% har oplevet at blive holdt ude af arbejdsopgaver. 19% har følt, at der blev talt negativt om dem, når de ikke var til stede.

12% har fået grænseoverskridende eller nedværdigende kommentarer. 9% er blevet holdt udenfor socialt. 8% er decideret blevet mobbet. Og 3% har oplevet grænseoverskridende adfærd af seksuel karakter.

”Det vidner om, at der er brug for et stærkt ledelsesmæssigt fokus på at modvirke mobning og sexisme mv., da det risikerer at forringe bredden i forskningen, men også forskningskvaliteten, hvis man ikke kan rekruttere eller fastholde alle talenter pga. en usund og ensrettende kultur,” mener Johanne Nordmann.

Hun henviser også til en undersøgelse, VIVE publicerede tidligere på året, der viste, at især kvindelige ph.d.-studerende oplever sexisme, og at det har negativ betydning for deres sandsynlighed for at fortsætte en karriere som forsker.

Mette Frederiksen, CEO

For Johanne Nordmann tegner undersøgelsen et billede af en kultur, hvor konkurrencen om eksterne forskningsmidler har ført til, at man lukker sig om sig selv i modsætning til, hvad der ellers er formålet med at konkurrenceudsætte i andre brancher.

”Det er muligt, at det på et tidspunkt har været en god idé at udsætte forskere for konkurrence for at øge kvaliteten og effektiviteten, men noget kunne tyde på, at arbejdsmiljøet er prisen,” siger hun.

Djøf Offentlig-formanden mener først og fremmest, at det er universitetsledelsernes ansvar ”at fremme den psykologiske tryghed og sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø – uden sexisme, mobning osv.”

Men er der også et politisk ansvar?

”Alle led i kæden har et ansvar. I princippet ser jeg det sådan, at i det offentlige er vi alle sammen ansat i en virksomhed, hvor statsministeren er CEO, finansministeren er CFO osv. Derfor er det ultimativt et politisk ansvar, ja.”

Johanne Nordmann mener i den sammenhæng, at der er brug for, at politikerne investerer flere midler i varige basisbevillinger, der kan styrke den frie og uafhængige forskning.

”Der har i mange år har været færre basismidler til forskning med det resultat, at der er stor konkurrence om at skaffe eksterne midler til forskning. Den høje grad af konkurrence mellem kolleger om bl.a. de faste stillinger og forskningsmidler har naturligvis negativ betydning for den åbne videndeling og samarbejdskultur, som forskningen har brug for og styrkes af,” siger hun.

Sammen i bussen

Forskning er en særlig branche med mange hensyn, der skal tages, bl.a. fordi forskere har forpligtelser til at undervise, administrere og kommunikere på én gang, ud over at de skal søge om midler til at betale deres egen løn.

Derfor er der også behov for, at alle aktører ”rykker sammen i bussen” og finder løsninger sammen, mener Johanne Nordmann. Det gælder forskere, fagforeninger, ledelser og politikere.

”Vi skal bede politikerne om bedre økonomiske rammer, men mens vi venter på dem, har vi brug for, at alle forsøger at gøre, hvad vi kan. Det er noget, vi skal sætte os sammen og tale om, hvordan vi løser, i stedet for at udpege én skurk.”

”For mig er det også et samspil af mange slags beslutninger og mange forskellige aktører. På papiret er det jo i første omgang ledelsen, der har ansvaret for arbejdsmiljøet. Men det næste er så, hvilke vilkår ledelsen har for at skabe bedre arbejdsmiljø. Og hvordan hjælper vi dem som fagforening?”

Hvad gør Djøf?

”Vi laver bl.a. sådan nogle undersøgelser her, så vi har nogle fakta at tale ud fra. Der er nogle, der har fundet på et narrativ om ’de privilegerede akademikere.’ Det narrativ er sådan en undersøgelse her jo i den grad med til at nuancere. Og gennem vores hovedorganisation, Akademikerne, arbejder Djøf også for, at forskerne har attraktive arbejdspladser, et godt og sundt arbejdsmiljø og forskningsfrihed.”