Har vi teknokrati eller djøf-vælde?

Djøfbladet er interessant læsning for os, som ikke havde samfundsfag i skolen.

Bureaukratiet er vokset enormt. Jeg husker mine første selvangivelser. Når året var omme, skrev man indtægterne med pen og blæk, og de fornuftige havde lagt til side og betalte skatten, når den forfaldt. Var der problemer, kunne man spørge på rådhuset. I dag skal man have elektronik og abonnementer for flere tusind kroner og selv navigere uden om hundredvis af punkter som sømandsskat og uniformsbidrag. I dag er det så indviklet, at jeg må have hjælp af en revisor til ejendomsværdi og indefrosset grundskyld – men det skaber arbejdspladser, som er politikernes højeste ønske.

I september-udgaven af Djøfbladet stiller Jørgen Grønnegård Christensen nogle relevante spørgsmål om embedsværket: Hvem er de? Og hvem tjener de?

De er først og fremmest djøfere, og med digitaliseringen har de gjort fabrikanterne af hard- og software og EDB-firmaer ufatteligt rige. Elektronikken bliver hele tiden forbedret, og hver generation bliver kraftigt opreklameret. Som i tøjbranchen er der shows og konkurrencer, så man kommer til at følge moden og købe mere, end man egentlig har behov for.

En anden drivkraft for digitalisering er lederes ønske om at spare medarbejdere. Det skal ske straks, for bonus, resultatløn og promoveringer rulles ikke tilbage ved ”møgsager”.

Et problem for generalister er at løse konkrete problemer, de ikke har indsigt i. Grønnegård er fortrøstningsfuld og henviser til 4.600 årsværk i departementerne. Der er dog langt flere specialer. En læge i gynækologi kan få et lederjob, som kræver en epidemiolog, så evnen til at lytte og samarbejde er vigtigere end hans faglige kunnen. Der står også altid dyre konsulenter på spring for at hjælpe, men er de motiveret til lette løsninger?

Kort er ikke bare kort

Hvis opgaven er så speciel, at kun fem personer her i landet har erfaring med den, er der et andet problem. Vi skal her se et konkret eksempel:

I 1934 indførtes et kvadratnet dækkende hele landet, hvori hushjørner, skel og nedgravede ledninger blev indmålt. Koordinaterne var defineret ved retninger og afstande til Agri Bavnehøj på Djursland, men i praksis bestemt ved et stort antal fikspunkter.

Det digitale matrikelkort var baseret på 16.000 kort på papir, som i 1990-97 blev omlagt. Der var udsigt til indførelsen af GPS, som giver positioner af isolerede punkter med stor nøjagtighed, så en eller anden med betydelig indflydelse må have besluttet, at der til den tid skulle indføres nye koordinater regnet fra et punkt på ækvator 9.5° øst for Greenwich.

Der blev oprettet et råd under Kort- og Matrikelstyrelsen (KMS) med repræsentanter fra forskellige brancher, herunder ledningsejerne, som ikke var interesseret i en så radikal omlægning. Jeg havde foreslået rådet en enkel løsning, hvor ændringerne kun var omkring 20 cm. Det kom også med på dagsordenen, men man nåede desværre aldrig dette punkt – det blev flere gange udskudt til næste møde et halvt år senere.

Så lovede KMS ledningsejerne, at de selv ville udføre de komplicerede omregninger, så ledningsejerne kunne gøre, som de plejede. Herefter blev det nye system, Kp2000, enstemmigt vedtaget, og mit forslag blev aldrig behandlet. I denne sammenhæng er det af interesse, at styrelsens direktør var djøfer. Efter min vurdering et produkt af New Public Management, som havde slået tre områder med fagkyndige chefer sammen.

De tre områder var landkort, søkort og matrikelkort. Da ordet kort indgår i alle, er det fristende at tro på en rationaliseringsgevinst ved at slå dem sammen, men de er meget forskellige. Til at vejlede direktøren blev Rådet for Danmarks Geografiske Referencenet oprettet. Det fik repræsentanter fra forskellige erhverv som praktiserende landinspektører og ledningsejere samt brancher som veje, byggeri og søfart. Referaterne fra møderne blev publiceret, og det fremgår, at for nogle var det helt nyt, at balancen mellem erhvervs- og kollegiale interesser og samfundets kunne være vanskelig.

Millionomkostninger

Omkring 2008-9 var der et ønske om at erstatte Kp2000 med to nye systemer, DKTM 1 og 2. KMS indbød til en offentlig høring. Alle kunne deltage – så det gjorde jeg også – og alle indlæg blev publiceret. På nær to dissidenter var alle enige om, at DKTM skulle indføres. Den ene var Banedanmark, som fandt det upraktisk ofte at skifte system langs den Jyske Længdebane. Det er så stor en opgave, at den skal i udbud, og Kp2000 nævnes i betingelserne.

Jeg fandt det også upraktisk ofte at skulle dreje systemerne 0.83° og mindede om det alternativ til Kp2000, jeg i sin tid havde foreslået.

Til det nye ledningsregister, LER2.0, vil KMS ikke foretage omregningerne efter 2024, så ledningsejerne er nu tvunget til at lægge om. Det har kostet de mange lokale vand- og varmeværker mange millioner. Det kunne have været undgået, hvis mit tidligere forslag i fagtidsskrifterne om ændringer på kun ±20 cm var blevet accepteret.

Fra de få områder, jeg kender til, har jeg flere lignende eksempler.

To forskellige verdener

Hvis man havde offentlige høringer og tog dem alvorligt, kunne man måske udnytte hele landets ekspertviden. Jeg spurgte derfor en ledende politolog, om dette juridisk var muligt. Han gav et langt svar med referencer til noget, jeg burde vide.

Jeg fik ikke brug for det og husker det ikke, men jeg fik ingen svar på mit problem – og dette ville jeg have husket. Det er, som om vi lever i to forskellige verdener og ikke forstår hinanden.

Grønnegård siger klart: ”Djøferne har aldrig stået stærkere.” Er det mon, fordi vi har djøf-vælde?

Leif Kahl Kristensen er mag.scient. og lektor emeritus