Ny SDU-dekan: Reform behøver ikke give dårligere uddannelser

I udtrykkets mest bogstavelige forstand giver det ikke mening at tale om en rolig hånd på rattet, når man taler om den nyudnævnte leder på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på SDU.

Hanne Søndergaard Birkmose tager nemlig toget på arbejde.

Men i overført betydning og i ledelsesmæssig forstand kan forskere, medarbejdere og studerende på fakultetet se frem til at blive ledt med rolig hånd over, hvad der måtte komme af bump på vejen de kommende år.

Sådan lyder i hvert fald svaret, når den nye dekan bliver bedt om at sætte ord på, hvorfor hun tror, at det lige blev hende. Hun kan sørge for, at båden ikke bliver rokket unødigt, mener hun.

”Når vi bliver mødt udefra af rigtig mange forandringer og eksterne forhold, der påvirker os, er vi nødt til internt at have fokus på dels at skærme medarbejderne og dels at sikre, at de har nogle rammer, der gør, at de kan passe det, de betragter som deres hovedopgave, nemlig forskning, undervisning og vidensdeling.”

Og den rolige hånd kan der let blive brug for. Interviewet med Hanne Søndergaard Birkmose kommer i hvert fald hurtigt til at handle om den udfordring, der står ligefor.

Faktisk er der snarere tale om en større bakke, der skal forceres i snestorm, end det er et lille bump. Ved bakkens fod står nemlig et skilt med skriften: Kandidatreform forude!

Ud og forstå

Reformen giver fakultetsledere som hende selv flere forskellige opgaver, forklarer Hanne Søndergaard Birkmose. Dels er der brug for overordnede tanker om, hvordan de nye kandidatuddannelser skal indrettes. Dels er det vigtigt at tage vare på den uro, der måtte være hos medarbejderne og på de enkelte institutter forud for så stor en omvæltning.

”Der er en bekymring ude i miljøerne for, hvad det kommer til at betyde for uddannelserne og for fagmiljøerne. Derfor er det vigtigt at bevare roen, lytte og prøve at forstå bekymringerne,” siger hun.

På et fakultet med forskellige institutter er det forskellige ting, der fylder hos medarbejderne, fordi institutterne har forskellige rammevilkår. Så det handler for den nye dekan om at forstå, hvorfor bestemte ting er vigtige de enkelte steder.

Der skal institutlederne selvfølgelig spille en væsentlig rolle, indskyder hun, for det er dem, der kender forskningsmiljøerne. Men Hanne Søndergaard Birkmose vil gerne være en leder, der ikke overlader ansvaret til institutlederne alene.

”Det betyder noget for mig at gå niveauet længere ned og komme ud at møde fagmiljøerne, have direkte samtaler og forstå, hvad der fylder og hvorfor.”

Selv får hun øje på to overordnede problemstillinger, når hun ser på kandidatreformen fra den enkelte forskers synspunkt. Økonomien er den ene del, for universiteterne kender endnu ikke de økonomiske konsekvenser af, at man skal lægge uddannelser om.

Men Hanne Søndergaard Birkmoses største bekymring på forskerne og undervisernes vegne er en anden.

Erhvervsliv skal med

”Der er enormt meget faglig stolthed i, at man sender et produkt på gaden, som man føler, man kan stå inde for. Man har jo tilrettelagt undervisningen efter et vist niveau af faglighed og kvalitet. Og den balance bliver nu skubbet. Hvad betyder det så for det produkt, vi sender ud? Kan vi stadigvæk stå inde for det?”

”Og så er der jo selve forskningen. Der er jo en sammenhæng mellem uddannelse og forskning, så når vi skal levere et andet kandidatprodukt, er der en bekymring for, om det kan have betydning for den forskning, vi bedriver,” siger hun.

Ganske vist er kandidatudvalget ikke helt færdigt med sit arbejde endnu, men det står nu alligevel ganske klart for Hanne Søndergaard Birkmose, at en stor del af de samfundsvidenskabelige kandidatuddannelser på SDU skal ommøbleres.

Enten skal de omlægges til erhvervskandidater. Eller også skal de omlægges til såkaldte 75 ECTS-kandidater.

Erhvervskandidaten er den klart sværeste model, forklarer hun, for den er universitetet ikke selv herre over. Den kræver, at erhvervslivet er med.

”Der skal vi ud og samarbejde med enkelte virksomheder og lave aftaler om erhvervskandidater. Det vil rent praktisk virkelig kræve meget benarbejde. Og det er min fornemmelse, at virksomhederne ikke helt er dér endnu, hvor de kan se sig selv i det,” siger hun.

Den anden model, hvor de studerende optjener 75 ECTS-point i stedet for 120, er lidt mere ligetil, fordi den øvelse primært handler om at ændre indholdet på uddannelserne og finde ud af, hvad ”de gode 75 point er for nogle”.

Tillægsbevis

Selv om man ikke kan fylde samme indhold ind på 75 point som på 120, vil Hanne Søndergaard Birkmose alligevel gerne skubbe til forfaldsfortællingen om, at de nye uddannelser bliver dårligere end de gamle.

”Det er ærgerligt, at vi pr. automatik taler om, at det bliver dårligere. Det bliver noget andet, og vores opgave er at kigge på, hvordan vi får skabt indhold, som giver mening både for os og for det erhvervsliv, som vores kandidater skal ud i.”

For et ”mellemstørrelsesuniversitet” som SDU ser den nye dekan faktisk muligheder. Særligt, fordi der i kandidatreformen er lagt op til, at man som 75-pointskandidat kan komme tilbage senere og tage et tillægsbevis til en værdi af de resterende 45 ECTS-point.

”En af de ting, der karakteriserer Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, er, at institutterne er gode til at arbejde sammen og arbejde på tværs. Der ser jeg muligheder for, at vi kan lave noget unikt i forhold til efteruddannelsesmuligheden. Det kunne godt karakterisere os i fremtiden.”

Samtidig er det et kendetegn for SDU, at man er et regionalt universitet med campusser i flere syddanske byer.

”Der er jo et politisk ønske om, at vi skaber større sammenhæng mellem universiteterne og erhvervslivet. Vi er allerede godt forankret i lokalmiljøerne, og det skal vi udnytte på en god måde.”

Hvad kunne et eksempel på det være?

”Med 75 ECTS-kandidaten kan elementer som studiejob, praktik og udlandsophold blive sværere. Men på jurauddannelsen i Esbjerg har vi fx obligatorisk praktik på bacheloren. Det viser, at der måske er nogle muligheder, hvis vi tænker anderledes, end vi plejer at gøre.”

Kort over karrierevejen

Ud over kandidatreformen er Hanne Søndergaard Birkmose bevidst om, at universitetsvejen også er hullet af andre elementer som utrygge ansættelsesforhold, uønsket adfærd og et udfordret arbejdsmiljø nogle steder.

Når hun kigger på forskeres arbejdsforhold, ikke kun på SDU, men i det hele taget, er der særligt to temaer, hun mener skal adresseres.

Det første handler om den usikkerhed, der er forbundet med éns karrierespor. 

”Da jeg startede for mange år siden, lå det lidt i kortene, at når man var inde og klarede sig godt, så var karrierevejen mere tydelig. Der var ikke den samme konkurrencementalitet,” fortæller hun.

Særligt når det kommer til at søge ekstern finansiering, bliver konkurrencen kun skærpet af, at samfundsvidenskab ikke er der, der bliver kastet flest penge hen i øjeblikket, som hun siger.

Under den tidligere dekan, Peter Mølgaard, begyndte Det Samfundsvidenskabelige Fakultet at arbejde mere struktureret med at hjælpe de enkelte forskere med at tilrettelægge deres karriereforløb.

Der blev talt om meriteringskriterier, for at forskerne kunne få et helhedsbillede af, hvad der skal til, og hvad forventningerne er til dem, forklarer Hanne Søndergaard Birkmose. Fx forventninger til undervisning, hvor meget ekstern finansiering de skal hente, og hvor meget de skal publicere.

Et godt fundament, kalder hun det.

”Det, vi mangler nu, er den videre snak med den individuelle forsker om, at ikke alle forskere forventes at være gode til alt. En stjerneforsker, der henter de fleste midler, er ikke nødvendigvis en stjerneunderviser,” siger hun.

Bl.a. ved at hjælpe forskerne til at blive dygtigere til at hente ekstern finansiering.

”For at undgå, at man som ung tænker ’det her top-grant kommer jeg aldrig til at hente,’ skal vi understøtte den enkelte med at lave en plan for, hvad vedkommende kan gøre for på et tidspunkt at kvalificere sig til det.”

Det andet vigtige tema, når man taler om forskeres arbejdsforhold, handler om, hvordan man taler til hinanden, og om krænkelsessager og lignende. Her mener Hanne Søndergaard Birkmose faktisk ikke, at man kan isolere universiteterne.

”Det handler om, hvordan vi taler til og om hinanden i samfundet som helhed,” siger hun.

Starter med tryghed

”Det er altså okay at være uenige, og vi kan godt være enige om, at vi er uenige, og stadigvæk tale pænt til hinanden. Det er en grundlæggende ting, vi som samfund kæmper en lille smule med,” siger hun.

Men det er klart, at fagligheden på universiteterne kan komme ekstra under pres, når accepten for modsatrettede synspunkter eller kritik er lav.

”At kunne ytre sig om sin faglighed er et grundvilkår for det at være på universitetet og en forudsætning for at have det universitet, vi gerne vil have. Og det skal vi holde fast i,” lyder det determineret.

Sidste år endte uenigheder blandt studerende om konflikten i Mellemøsten næsten i håndgemæng på SDU i Odense.

”Det bliver altid en tand sværere, når der er rigtig mange følelser involveret i det, og det er der jo i en sag som denne. Men jeg tror, at hvis vi i undervisningen kan sætte rammerne for, hvordan vi kan diskutere ting – også når det bliver svært og kommer tæt på – kan det have en konfliktnedtrappende effekt. Også uden for undervisningslokalet.”

Det samme gælder for tonen blandt forskere og medarbejdere, mener hun.

”Jeg synes, at det starter ude i fagmiljøerne. Det er derude, vi skal have de faglige drøftelser og kunne være fagligt uenige. Det er en opgave, der ligger hos institutlederen, forskningsgruppelederne, sektionslederne osv., at sikre, at vi kan have den snak,” siger Hanne Søndergaard Birkmose.

Det er allerede noget, som institutterne arbejder med, og de faglige miljøer har fokus på at skabe miljøer, hvor man kvalificerer feedback, så den bliver givet på en ordentlig måde. Og på, at ældre forskere skal være gode forbilleder for de yngre, så de yngre tør stille sig frem.

”Det er et vilkår, at man tør stille sig frem og præsentere sin forskning, hvad enten det er på en konference, i en kronik, eller som ekspert i et tv-indslag. Det starter med tryghed, og der spiller de faglige miljøer selv en stor rolle.”