Arbejdsmiljø
Sådan blev tidsregistrering et plus for Sidsel og kollegerne
20.8.2024
af
Eva Bøgelund
Det gode ved at skrive sine timer op er, at folk opdager, hvor meget de faktisk arbejder, fortæller jurist og tillidsrepræsentant Sidsel Boertmann Brüel. Men det kan også gå ud over frihed og fleksibilitet, lyder det fra Anders Raastrup Kristensen, som forsker i det grænseløse arbejdsliv.
Arbejdsmiljø
20.8.2024
af
Eva Bøgelund
Da Djøfbladet før sommerferien skrev om det nye lovkrav om tidsregistrering på alle arbejdspladser, kom en skeptisk læser med nogle kritiske bemærkninger – med afsæt i et helt fundamentalt spørgsmål: "Hvordan defineres arbejde?"
Det er hovedproblemet med tidsregistrering for videnarbejdere, pointerede læseren og gav et eksempel: Når vi går en tur eller sidder på lægterne til sønnens fodboldkamp, kan vi godt samtidig knuse problemer på jobbet eller få en god idé. Er vi så på arbejde?
"Tidsregistrering hører til i en fysisk produktion, hvor medarbejdere stempler ind og ud. Det gør videnarbejdere ikke. Det er det rene nonsens. Men intentionen er måske god nok – djøfere skal ikke arbejde døgnet rundt, som mange har gjort i lang tid. Tidsregistrering er bare ikke løsningen," fastslog læseren i kommentarfeltet.
Men også fortalere for tidsregistrering sprang til tasterne. Det gjorde bl.a. Sidsel Boertmann Brüel, som er jurist og tillidsrepræsentant for akademikerne, der er ansat i fagforbundet FOA.
Vi tog fat i hende for at høre om de erfaringer, der gør, at hun ser tidsregistrering som et godt redskab til at skabe bedre arbejdsmiljø.
Ledige stillinger
I FOA har de erfaring med tidsregistrering gennem flere årtier. Indtil 1. januar i år var det frivilligt, men typisk mellem en tredjedel og halvdelen valgte til sidst at gøre det.
1. januar tog FOA forskud på den nye lov og gjorde tidsregistreringen obligatorisk.
Man kan selv vælge, om man vil skrive et dagligt timetal ind med et enkelt tal, som ’komme-og-gå-tider’ eller som perioder – fx når man en dag går kl. 15, men så tager to timer ekstra på et andet tidspunkt.
”At det nu blev obligatorisk, gjorde selvfølgelig, at vi fik taget nogle snakke medarbejderne imellem om, hvad vi skriver på og ikke skriver på som arbejde,” fortæller Sidsel Boertmann Brüel.
Det var helt nede i detaljen, de talte. Som fx: Er det arbejdstid, når man er til en-dages-konference med efterfølgende middag med frivillig deltagelse, hvis man synes, man bør deltage og vise flaget? Hvornår er transporttid arbejdstid? Alle grænsetilfældene, hvor man kan være i tvivl.
”Nu er jeg selv tillidsrepræsentant og har været her i snart to årtier, så jeg er ikke så meget i tvivl. Men særligt for mine nyansatte kolleger er de her samtaler guld værd, for hvad er lige kulturen om arbejdstid her? Nogle kommer måske fra det offentlige og medbringer nogle dårlige erfaringer med rådighedsforpligtelsen dér.”
Men der har også været forskellige normer for tidsregistrering blandt dem, der har været ansat i længere tid.
”Nu er det blevet noget, vi taler om, og så bliver det også mere ensartet, hvad vi hver især gør, når vi skal skrive vores timer på.”
"Vi er så bange for ikke at levere nok, at vi hellere lægger mere, end vi skal. Nu bliver det mere synligt, og så bliver det nemmere at få balance i tingene med god samvittighed."
Sidsel Boertmann Brüel, tillidsrepræsentant, FOA
Fremover får Sidsel Boertmann Brüel som tillidsrepræsentant tre gange om året en oversigt over, hvor mange timer hendes kolleger har registreret. Det er med navn og det hele. Det har de aftalt i FOA.
Der er selvklart fortrolighed om oversigten, men hun kan bruge den til at spotte, om timetallet er ved at stikke af for nogen.
Også selvom de ikke er nærheden af at overtræde EU's regel om, at man hen over en periode på fire måneder højst må arbejde 48 timer i gennemsnit om ugen – hvilket er begrundelsen for EU-kravet om obligatorisk tidsregistrering.
”Som det første kan jeg tage fat i dem, så vi kan få talt om, hvorfor de har alle de timer. Og som det næste skal der tales med ledelsen, hvis problemet ikke løses.”
For det er naturligvis i sidste ende ledelsens ansvar, at der er balance i arbejdstiden, fastslår hun.
”Jeg ser synligheden om arbejdstid som et vigtigt, nyt redskab, når vi skal forebygge stress og trivselsproblemer blandt en medarbejdergruppe som djøferne.”
Sidsel Boertmann Brüel er varm fortaler for tidsregistrering, også selvom nogle af hendes kolleger var skeptiske, da det blev obligatorisk: Passer det her til sådan nogle selvansvarlige konsulenttyper som os?
Det gode ved tidsregistrering er, at folk opdager, hvor meget de rent faktisk arbejder, siger hun. Hendes erfaring som tillidsrepræsentant er, at det ved folk ikke nødvendigvis selv.
”Når folk så ser deres timetal, kommer de til mig og siger: 'Hold da op, jeg vidste ikke, jeg arbejdede så meget.' Og så ser jeg nogle gange nogle lyse op og sige: 'Jamen, så kan jeg med god samvittighed tage en fridag.'”
Det er typisk for os djøfere, siger hun.
”Vi er så bange for ikke at levere nok, at vi hellere lægger mere, end vi skal. Nu bliver det mere synligt, og så bliver det nemmere at få balance i tingene med god samvittighed.”
Men der er også dilemmaer ved at tvinge tidsregistrering igennem.
Anders Raastrup Kristensen fra Københavns Universitet forsker i udfordringerne ved det grænseløse arbejdsliv. Han er spændt på at se, hvad der sker, når vi for alvor får kørt den obligatoriske tidsregistrering ind.
”For alle dem, som ikke gør det i dag, er det et stort eksperiment, der kan ændre på ledelse, kultur og normer på arbejdet. Mange djøferes arbejde er i udgangspunktet opgavestyret, men vil nu måske blive mere tidsstyret.”
Vi kan godt tro på, at så kommer de skjulte arbejdstimer i form af ’interessetimer’ eller ’gratis arbejde’ frem i lyset på alle arbejdspladser, siger han.
Men han tvivler på det. For man kan stadig vælge at lade være med at registrere alle de timer, man rent faktisk har arbejdet. Det er en praksis, som er udbredt hos sådan nogle som djøferne. Også dér – fx i ministerierne – hvor man allerede skal føre timeregnskab, siger han.
”Så det er et stort spørgsmål, om det kommer til at ske.”
Anders Raastrup Kristensen forudser til gengæld ledere, der begynder at styre videnmedarbejderne hårdere på prioriteringer, hvis folk ikke når deres opgaver på den tid, lederen havde forestillet sig. Fordi nu står timerne og blinker i et system.
Det kan så blive til et spørgsmål om, hvem der er effektive, og hvem der ikke er?
”Ja. Samtidig med at det kan give sådan nogle som djøferne mindre frihed.”
Mange djøfere løser dilemmaet mellem tid og dén kvalitet, man selv synes er nødvendig, ved at lægge nogle ekstra timer mod at få en større frihed fra ledelse. Det kan blive vanskeligere nu.
Kort sagt: Du mener, at vi mister noget frihed til selv at styre tingene?
”Ja.”
Og så er der fleksibiliteten, som er så vigtig for djøferne, påpeger han.
Den nye lov kræver godt nok kun, at man registrerer, hvor mange timer man har lagt. Ikke hvor eller hvornår.
”Men hvis arbejdsgivere bruger det her til at bede om en minutiøs nedskrivning også af hjemmearbejde, bliver oplevelsen af fleksibilitet mindre.”
Så alt i alt: Er den nye tidsregistrering godt eller skidt for dem med det grænseløse videnarbejde?
”Det har vi til gode at se. Det bliver spændende, om det kan være med til at afhjælpe nogle af udfordringerne ved, at grænserne mellem arbejdsliv og fritid er blevet flydende.”
Men spørgsmålet er, om det er den rigtige medicin. Eller om bivirkningerne er værre for mange videnarbejdere end den sygdom, den er tiltænkt at kurere, siger han.
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER
