Psykisk arbejdsmiljø

Stress sænker arbejdstiden i mindst fire år

Illustration, der viser et ansigt og en overkrop, som er ved at gå i en form for flimrende opløsning

20.6.2024

af

Arbejdsrelateret stress kan trække lange spor gennem karrieren, viser ny analyse. Mød Sanne, der står midt i det – og Torben, der efter fire år stadig ikke kan arbejde fuld tid.

Først var Sanne svimmel i nogle måneder. Hun tænkte: 'Overgangsalder.'

Men så en nat kørte kroppen i fuldt alarmberedskab, og hun kunne ikke sove. Hovedet fungerede heller ikke. Overblikket var væk, og hun kunne ikke samle tankerne. Så gik der en uges tid, hvor hun forsøgte at få flyttet nogle opgaver, og hun fik også involveret sin leder.

”Men når jeg mærker overbelastningen, er det for sent.”

Det var stress, og det er ikke første gang, Sanne måtte sygemelde sig fra sit job som ledelseskonsulent. Hun er stadig sygemeldt på deltid.

Hun lagde ud med tre uger, hvor hun var fuldtidssygemeldt. Så startede hun nogle få timer nogle dage om ugen. Skyld og skam over, at hun igen var kommet for langt ud, fik hende til at bruge alt overskud på arbejdet, og da hun prøvede at komme op på 20 timer, tiltede det hele igen.

”Jeg har bare så svært ved at rumme min egen begrænsning,” som hun siger.

I skrivende stund arbejder hun tre timer fire dage om ugen. Hun skal nok komme op på fuld skrue igen, er hun sikker på. Det har hun nemlig gjort efter sine andre stressnedbrud.

Langvarig effekt

Mange stressramte som Sanne bliver sygemeldt eller arbejder mindre efter at være ramt af arbejdsrelateret stress. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Efter at en lønmodtager oplever arbejdsrelateret stress, sænkes den gennemsnitlige betalte arbejdstid med seks timer pr. måned. Effekten aftager kun langsomt og er signifikant i mindst fire år.

At have arbejdsrelateret stress betyder i analysen, at man både har symptomer på stress og har arbejdsvilkår, der kan udløse stress.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Den arbejdsrelaterede stress rammer bredt på tværs af køn, alder og sektor, viser analysen.

Det er ikke alle stressede, der går seks timer ned i månedlig arbejdstid. Der er tale om et gennemsnit. Nogle bliver ved med at arbejde i uændret omfang på trods af deres stress, mens andre omvendt stopper helt med at arbejde.

De stressramte i analysen er blevet fulgt i fire år, men ifølge analysen har stressen formentlig en negativ effekt på arbejdstiden i endnu længere tid.

Gråd i telefonen

Faktisk vil arbejdstiden falde endnu mere, end det fremgår af analysen, hvis den stressramte har arbejdet over 37 timer om ugen. Hvilket mange Djøf-medlemmer gør ifølge Jakob Sloth Petersen.

Han er chefkonsulent i Djøf og tovholder på Djøfs stresslinje, hvor medlemmer kan ringe og få rådgivning. Han taler med en del, der må skrue ned for arbejdstiden eller helt trække sig i en periode. Og han taler med dem, der bare græder i telefonen. Dem, der næsten ikke kan få et ord frem. Og dem, der bare vil sige op nu, fordi de kan slet ikke forestille sig at vende tilbage til det job, der er skyld i, at de er havnet, hvor de er.

"Stress er ikke blot en 6- eller 12-måneders sygemelding, og så er alt som før. Der er ikke et kvik-fix, der læger såret."

Torben Aasborg, chefkonsulent og tidligere stresssygemeldt

Længerevarende stress kan virkelig sende et medlem til tælling, er Jakob Sloth Petersens erfaring.

Der er selvfølgelig også forskel på, hvor hårdt den enkelte er ramt, siger han. Nogle tager det i opløbet og bliver ved med at arbejde, mens andre hænger i med neglene i meget lang tid for til sidst helt at slippe taget og sygemelde sig.

Men de har stort set alle et fællestræk – de havde ikke set det komme, at det ligefrem skulle ende med en sygemelding, og er rystede over, at det har ramt dem, fortæller Jakob Sloth Petersen.

”Efter sygemeldingen er de typisk først i en chok- og frustrationsfase. De har en rodebunke af tanker og følelser. Det kan være skyld, skam, vrede – men også lettelse over endelig at være kommet så langt væk fra det, der stressede.”

De sidste kan være meget medtagede, fortæller Jakob Sloth Petersen.

Efter fire år arbejder Torben fire dage om ugen

Torben Aasborg er én af dem, der har været hårdt ramt af stress – og stadig døjer med eftervirkningerne fire år senere. Vi har tidligere skrevet om ham i Djøfbladet.

Dengang fortalte han, at han måtte kaste håndklædet i ringen efter at have været vågen i tre nætter uden søvn overhovedet, fordi tankerne myldrede rundt i hans hoved. Han var den sidste, der selv erkendte, at det var stress, for han elskede jo sit arbejde som juridisk chefkonsulent i Midt- og Vestjyllands Politi.

Torben Aasborg fik stor støtte fra sin chef og sin arbejdsplads i det hele taget, og efter sygemeldingen trappede han meget langsomt op over syv måneder. Han er stadig på samme arbejdsplads, men han er gået ned i tid og arbejder ikke om onsdagen.

Langtidsvirkningerne har overrasket ham.

”Stress er ikke blot en 6- eller 12-måneders sygemelding, og så er alt som før. Der er ikke et kvik-fix, der læger såret. Mine kognitive funktioner – særligt hukommelsen – fungerer, men på et lavere niveau end tidligere.”

Massive eftervirkninger

Torben Aasborg er langtfra den eneste, der døjer med langtidsskader efter stress.

Djøfbladet har tidligere skrevet om svensk forskning, der viser, at 60% af de hårdt stressramte stadig er sygemeldt efter et år. Mange har eftervirkninger længe. Efter 7-10 år er langt de fleste i arbejde igen – men ofte har de skiftet job eller er gået ned i tid.

Jakob Sloth Petersen taler også med medlemmer, der er helt nedbrudte af stress. De er sygemeldte – ofte i længere tid og har mange tanker og bekymringer om at vende tilbage til arbejdet, forklarer han.

"'Kan jeg overhovedet håndtere det? Hvordan kan jeg snakke med min arbejdsgiver om en gradvis tilbagevenden, som er realistisk? Hvad tænker de om mig, når jeg vender tilbage – bliver jeg kørt ud på et sidespor?'"

Nogle arbejdsgivere er utrolig rummelige og fleksible, fortæller Jakob Sloth Petersen.

”Andre har den politik, at når du er tilbage, er du 100% tilbage. De fleste arbejdsgivere ligger et sted midt imellem.”

Men arbejdsgiverens indstilling og håndtering af en stresssygemeldt er afgørende, siger Jakob Sloth Petersen. Det er hans erfaring, at langt de fleste kan vende tilbage uden mén, hvis det bliver håndteret på den rigtige måde.

Det er Malene Friis Andersen, erhvervspsykolog, ph.d. og tidligere arbejdsmiljøforsker, helt enig i.

Om undersøgelsen

Analysen er baseret på svar fra 37.700 lønmodtagere, der i 2018 deltog i spørgeskemaundersøgelsen ’Arbejdsmiljø og Helbred’, som blev gennemført af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Svarene er koblet med data fra Danmarks Statistik.

Analysen fokuserer på arbejdsrelateret stress. Det vil sige, at man både har stresssymptomer og er eksponeret for arbejdsvilkår, der kan udløse stress.

10,3% af lønmodtagerne havde i 2018 arbejdsrelateret stress, hvilket svarer til 232.000 personer.

For at undersøge konsekvenserne af at have arbejdsrelateret stress sammenligner analysen lønmodtagere, der havde arbejdsrelateret stress, og lønmodtagere, der ikke havde stress i starten af 2018. Alle deltagere er fulgt i årene før og efter undersøgelse.

Det tager tid – og skal tage tid

Det helt særlige ved AE-analysen, er, at de stressramte og ikke-stressramte er fulgt over tid, siger Malene Friis Andersen.

Hun påpeger det metodisk vigtige i, at AE har sammenlignet to grupper, der ligner hinanden, inden den ene gruppe bliver ramt af stress.

”Undersøgelsen viser tydeligt, at de stressramte har øget risiko for sygefravær – og nogle langvarigt sygefravær.”

Det giver god mening og matcher andre studier om sammenhængen mellem mentale helbredsproblemer og éns arbejdsevne, siger hun.

”For når stress sætter ind, sætter arbejdsevnen ud – eller bliver i hvert fald reduceret.”

Koncentrationen falder. Det kniber med hukommelsen, og det kan også gå ud over evnen til at prioritere og tidsstyre – altså de kognitive funktioner.

”Rigtig mange, der har været sygemeldt med stress, genvinder deres fulde arbejdsevne og fulde funktionsniveau – men det kan sagtens tage meget længere tid, end vi er opmærksomme på,” siger hun.

”Det handler ikke om, at folk skal være sygemeldt i evigheder, før de kommer tilbage. Men den gradvise tilbagevenden er central – og det tager tid. Hvordan det gøres bæredygtigt, er et forskningsområde, der bliver større og større,” siger Malene Friis Andersen.

For det er enormt vigtigt at undgå en ny sygemelding, fordi det gik for hurtigt med optrapningen af timer, eller fordi opgaverne var for overvældende for éns arbejdsevne på det pågældende tidspunkt.

Malene Friis Andersens råd er:

”Kom hellere hurtigt tilbage med en langsom gradvis optrapning end at være fuldtidssygemeldt i lang tid for så at have en meget hurtig genoptrapning,”

Sanne har som nævnt været stressramt flere gange. Men det er første gang i det job, hun har nu og har haft i lidt over tre år.

Hun ønsker ikke at have sit efternavn med i artiklen af hensyn til sin fremtidige karriere.

Denne gang har hun kun været fuldtidssygemeldt i tre uger, for hendes chef foreslog hende at komme tilbage hurtigt – bare en smule, for at det ikke skulle være for svært at vende tilbage igen.

”Jeg ved ikke helt, om det er det bedste for mig. Når jeg er på arbejde, skal jeg hele tiden tage stilling til, hvor meget jeg skal lave, hvad jeg skal sige ja til, og hvad jeg skal sige nej til.”

Det er ikke Sannes chef, der presser hende – tværtimod. Det understreger hun. Det er hende selv.

ANNONCE

Et svagt punkt

Sanne troede egentlig, at hun havde lært det, for hun har gået til psykolog længe.

Men hun er vokset op under nogle vilkår, hvor hun har lært at slukke for sig selv, som hun siger.

”Når jeg bliver presset, slukker jeg også for alle de signaler, der fortæller mig, at jeg er på vej ud på et skråplan.”

Denne gang skyldtes stressen, at hun var blevet projektleder på et projekt, der ikke var skarpt defineret.

”Når der ikke er styr på rollefordelingen, og der er uklarhed, bliver jeg overansvarlig og tænker, at så må jeg bare stramme mig mere an – få styr på det. Så er min reaktion, at jeg bare må læse mere, skrive mere – i det hele taget prøve at arbejde hårdere.”

Sannes chef kendte ikke til hendes ’svage’ punkt og lagde heller ikke mærke til, at hun var ved at køre ud over kanten. Men Sanne har chefens fulde støtte nu.

”Jeg har kun mødt opbakning: 'Vi er glade for dig og vil meget gerne have dig tilbage.' Selvfølgelig handler det også om opgaverne og om arbejdspladsen, men det handler jo også om, at jeg får fortalt, hvordan jeg har det.”

Det er åbenlyst, at det gælder om at reagere så hurtigt som muligt, hvis en medarbejder oplever længerevarende stress, så det ikke resulterer i en langvarig sygemelding, siger Malene Friis Andersen. Men selvfølgelig er det allervigtigst at forebygge, så man ikke når dertil, hvor stressen er usund.

Hun siger igen og igen, at vi altså for alvor skal kigge på, hvad der forårsagede den arbejdsrelaterede stress.

”Hvad er der med arbejdsrammerne, arbejdsbetingelserne, arbejdsmængde eller relationerne, der udgør en risiko for vores mentale helbred?”

Vi bliver nødt til at løse det for at knække stresskurven. Nu, siger hun.

Det nytter heller ikke noget at vende tilbage til den samme eksponering. Den logik kan vi sagtens forstå, når det handler om tunge løft, kemi eller arbejde med asbest, som hun siger.

”Men det er vanskeligere for os at lave den oversættelse, når det handler om stress. Men tit er det jo ikke bare Dorthe, der er blevet sygemeldt med stress i en organisation. For Niels og Emil blev vist også sygemeldt sidste år.”

Et livsvilkår?

AE-analysen understreger vigtigheden af, at der bliver gjort noget – både i forhold til forebyggelse og håndtering, siger Malene Friis Andersen.

Der er nemlig ikke kun personlige omkostninger ved arbejdsrelateret stress. Ifølge AE-analysen sænker stressen det "effektive arbejdsudbud" med 55.600 fuldtidsbeskæftigede om året svarende til et negativt aftryk på næsten 55 milliarder kroner på BNP. Dels arbejder de stressede lønmodtagere færre timer, og dels er stressede lønmodtagere oftere syge.

Sanne håber selvfølgelig, at hun endelig har lært sine egne grænser at kende.

”Men jeg tror faktisk, at jeg kommer til at skulle leve med, at det kan ske igen.”

Hun er dog ret sikker på, at chefen er mere observant nu.

”Hun er jo også ked at, at det skete, og tænker: 'Hvad var det, jeg missede?'”

Men nu ved chefen, at Sanne har en tendens til at køre ud over grænsen, før hun mærker, at den er gal.

Tip - tilbage efter stress

En tilbagevenden fra en stresssygemelding skal være dynamisk, understreger Jakob Sloth Petersen.

Ingen kan gå fra nul til 100 på én gang. Og som han siger, er den langsomme vej tilbage ofte den hurtigste, fordi sandsynligheden for tilbagefald minimeres.

Men det er meget forskelligt, hvor hurtigt en stressramt kan vende tilbage til fuld tid. Det kommer fx an på, hvor stor belastningen har været, og hvad der udløste stressen, siger han.

En tommelfingerregel er dog, at intet skal forceres – men at der samtidig skal være en progression. Omvendt skal det også være muligt at skrue ned igen, hvis det er gået for hurtigt.

”Det er vigtigt, at arbejdsgiveren tydeligt signalerer, at I prøver jer frem. At det ikke er noget problem, hvis det er gået for hurtigt. Det er sjældent et snorlige forløb.”

Her har han et par råd til dig, der er ved at være parat til så småt at vende tilbage til arbejdet.

Inden samtalen med din leder:

  • Hvilke stressorer udløste i sin tid din stress?
  • Kan nogle af stressorerne fjernes?
  • Hvad er ’røde’, ’gule’ og ’grønne’ opgaver for dig?

Handleplan med din leder:

  • Hvornår skal du tilbage?
  • Hvor mange timer skal du arbejde i den første tid?
  • Hvilke opgaver skal du varetage?
  • Hvornår følger I op?

Et eksempel:

Uge 1-3 er arbejdstiden onsdag 10-14. Dine opgaver er udelukkende ’grønne’. Du og lederen holder opfølgningssamtale onsdag i uge 1 og 3.

Uge 4-6 arbejder du tirsdag og torsdag fra 10-15. Opgaverne er ’grønne’. I holder opfølgningsmøde torsdag i uge 5.

Uge 7-9 møder du mandag, tirsdag og fredag fra 9-15. Opgaverne er ’grønne’ og ’gule’. I mødes torsdag i uge 8.

Uge 10-12 arbejder du alle dag 9-15. Dine opgaver er ’grønne’ og ’gule’. I følger op torsdag i uge 11.

Herefter arbejder du fuld tid. Opgaver i alle tre farver. Du og din leder følger op en gang om måneden.

Jakob Sloth Petersen understreger, at det udelukkende er et eksempel. Men det er vigtigt, at du og chefen får sat opfølgningssamtaler i kalenderen – også efter at du er tilbage på fuld tid.  

Kilde: Jakob Sloth Petersen, chefkonsulent og tovholder på Djøfs stresslinje – bl.a. med inspiration fra arbejdsmedicinske klinikker og psykolog og stressekspert Marie Kingston.

Djøfs stresslinje

Er du stresset mere end godt er, eller er du bekymret for en kollega, kan du ringe og får rådgivning hos Djøfs stresslinje på 33 95 97 00, der har åbent i hverdagene fra klokken 9.00 til 12.30.

Alternativt kan du skrive til stresslinjen på djoef@djoef.dk.

Kommentarer

Rolf
14 dage siden
Tager undersøgelsen i betragtning at der findes ansatte der går ned med stress pga. Dårlig ledelse/kollegaer og ikke pga. Opgaver? Hvis man kommer ind i et miljø, hvor der er dårlig psykisk arbejdsmiljø bliver man jo ikke rask. Det svarer til at man stopper med at ryge men forbliver i et rum fyldt med andre rygere. Også er man bare psssiv ryger. Så selv om man måske ikke bliver mobbet direkte kan man godt mærke det på andre måder.
Taylor Jeppe
25 dage siden
Hvis vi skal følge et godt forbillede på en virksomhed, er "GladTeknik," vinderen af årets Danish Diversity Award 2024, et fantastisk bud. De viser, hvordan arbejdsgiverne baner vejen for åbenhed og inklusion af forskellighed, hvor der er plads til alle. Der er flere problemer i spil: 1) Arbejdsgiverne er ikke klædt på til at håndtere det psykiske arbejdsmiljø på linje med det fysiske. Det betyder, at de ikke kan tilrettelægge det fysiske og psykiske arbejdsmiljø og lede mennesker, således at medarbejder ikke bliver syge. 2) Lederne er ikke uddannet i at lede mennesker, der skal udfører komplicerede processer; de er uddannet til at administrere strategier. 3) Lederne ansættes ikke på baggrund af empatiske kompetencer, men alene faglige. 4) Hvis du får en fysisk arbejdsskade, koster det arbejdsgiverne; det gør det ikke, når det er en psykisk. Løsninger: 1) Arbejdsgiverne skal håndtere det psykiske arbejdsmiljø på linje med det fysiske. 2) Lederne skal uddannes til at lede mennesker, der udfører komplicerede processer. 3) Lederne skal ansættes på baggrund af deres empatiske kompetencer. 4) Arbejdsgiverne skal betale for stress på linje med en fysisk arbejdsskade.