Frigjort Gen Y Tænker
6 mdr. siden
Ja, nogle mødre fortæller deres børn, at de har en værdi og at de har rettigheder og kan danne sig egne meninger ved at tænke selv. Andre mødre fortæller deres børn måske, at de bare skal lukke i og acceptere ding, som de er, og ikke stille spørgsmål. Næh, jeg gider sgu ikke at tro på, at jeg er kedelig, lige som alle andre, og fuldstændig betydningsløst for menneskeheden.
Hans, jeg har mere selvværd en bare at acceptere alt som det er. Du bør overveje, om du er slave af et samfund. Arbejder du for at leve, eller lever du for at arbejde? Og er du tilfreds med samfundet som det er indrettet i dag? For på den måde du skriver, ligner det, at du har givet op og er blevet en del af slavemoralen der hylder slaveherren. Læs noget filosofi, noget samfundshistorie, m.fl. , måske du bliver lidt frigjort af det.
I øvrigt har du fejltolket noget her. Jeg er slet ikke på sociale medier, faktisk vehement modstander, offentlig og privat. Jeg er ikke længere der, hvor man kan sige, at jeg er ung. Jeg har gennemført 2 videregående uddannelser inden for humanistisk og samfundsvidenskablige fag. Jeg er et helt menneske, frigjort af trangen at tilpasse mig en monistisk homogen kultur skabt ud fra kommercielle kapitalistiske interesser af de få rige, hvor der ikke er plads til frie tænkere eller forskelligheder. Det verdensbillede du fortaler i din kommentar, tyder på, at du har givet op og blot lever for at gøre din chef glad. Du tror måske dine kollegaer er dine venner. Du tror måske din arbejdsplads værdsætter dig. Men når du i morgen siger op, har du hverken venner, målsætninger eller et liv, når du ikke dyrker en fornuftigt sans for kritik mod det samfund, du lever i.
Jeg har ikke lyst til at blive slave for et samfund, som jeg ikke er fuldstændig enig med. Og jo, samfundet skylder mig faktisk noget. Den skylder alle mennesker noget. Ellers er der ingen værdi i samfundskontrakten.
Du har dog helt ret - vi vælger vores egen attitude. Jeg siger: tag hensyn til dem, der skal arbejde, og arbejdet bliver af bedre kvalitet, og du får en mere bæredygtig arbejder, som ikke går ned i stress eller søger andet job. Jeg har den attitude, at jeg ikke skylder samfundet noget, og derfor ikke behøver tilpasse mig, men at jeg i stedet for kan tilpasse og ændre samfundet til det bedre. Hvad du gør med dit liv, er mig ukendt. Måske du helst vil at alt bliver som det er... eller som det engang var. Sådanne reaktionistiske indstillinger er okay, men jeg vil nu hellere stræbe efter at gøre verden bedre, ikke værre.
Prøv at læse lidt op på, hvordan vi er havnet i denne arbejdskultur, som vi er i i dag. Prøv at se, om du ikke kan finde ud af, hvornår vi gik fra at passe vores egen gård, til at vi nu arbejder for en ekstrem rig person. Prøv at se, hvornår hele ideen med mellemledere blev indført og hvorfor. Prøv at se, hvordan vi blev til ansatte lønmodtagere. For så vil du kunne se, at det ikke handler om at skulle sluge hvad end der bliver serveret, så man får ret til løn (for, i dag har alle ret til løn, det er det, som kaldes kontanthjælp og sociale ydelser, som du som arbejder betaler for), men at det i stedet handler om, at finde et arbejde man er god til, fordi man kan lide det.
Men hvis du hellere vil knokle hele dit liv for noget, du ikke kan identificere dig med 100 %, så fint. Men når du når det alder, hvor du har brug for at nogle unge mennesker arbejder, for at du kan få dine sundhedsydelser, folkepension, eller i det hele taget kan overleve med dine sparsomme pensionspenge, som ikke er meget værd mere, fordi velfærden og sundhed som pensionist koster mere end du har i pensionsopsparing, så kom ikke grædende tilbage og sig, at du gerne vil, at nogen brænder for deres arbejde, så flere folk går på arbejde. For hvis du pisker og pisker og pisker, så vil den piskede på et tidspunkt lægge sig ned og sige "jeg vil hellere dø end at blive pisket mere". Eller: "jeg vil hellere være hippie-hjemløs-nomade-tigger-selvstændig end at jeg vil arbejde for et undertrykkende system af fattige der arbejder for at gøre rige rigere."
Jeg indrømmer, at jeg ikke forstår folk, der ikke kigger mod ungdommen. Det er dem, der bliver ældre og bestemmer. Det er dem, der sætter dagsordenen. Og de vil ikke interessere sig for nogen, der ikke interesserer sig for, hvad de tænker, mener, føler, gider.
Du tilhører en uddøende race af folk, der ikke kan se længere end den næste månedsløn. Du siger vitterligt, at du går på arbejde for at "kvalificere" dig til at få løn. Jeg går nu på arbejde, fordi jeg gerne vil bruge mine evner, kompetencer, interesser for at skabe værdi, som jeg kan tilføre mit liv og min familie.
Til sidst vil jeg lige vove at kaste dig ud i et tankeeksperiment: forestil dig den rigeste mand i verden. Forestil dig hans 15 venner, der er lige så lige. Prøv at gætte, hvad de har gjort, for at blive den rigeste person i verden. Tror du, de har gået hele uddannelsesvejen igennem, har været flittig til at opføre sig ordentligt og overholde reglerne og gøre deres chef glad? Tænker du, at de har fået sig et job og bare vil tjene nogle penge så de kan få den næste måned overstået? Tror du, de har været interesseret til at "kvalificere sig" eller "få lov til" at få løn? Tror du, de har tilpasset sig omverdenen og tænkt "godt, nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg kan bidrage til at alt bliver, som det er"?
Det tror jeg nu ikke. Jeg tror nærmere, at vi slet ikke opdrages til at forstå, hvordan man skaber værdi og fastholder den. Vi opdrages i stedet til, at skabe værdi FOR NOGEN ANDEN og fastholde ANDRES VÆRDIER. Og lige den del er jeg ikke interesseret i. Jeg vil skabe værdi for mig, for min familie, for det jeg står for, for den forandring, jeg vil være med til.
Hans, jeg ved godt du nok også er et helt menneske. Ovenstående er lidt sat op i sort-hvid, og er helt efter "overdrivelse styrker forståelse"-mottoet. Jeg kan godt forstå, at det kan virke underligt for nogle, at andre bare ikke accepterer status quo, så længe det kan forbedres. Men jeg mener reelt, at den måde, vi har indrettet samfundet på i dag, ikke er sundt eller bæredygtigt. Jeg frygter at vi lever i et glasbur og verden omkring os kaster med sten. Vi tror vi er sikre, men kun dem, der sidder i elfenbenstårnet er reelt deroppe, hvor disse metaforiske sten ikke længere kan ramme dem. Vi forøger klasseforskellen, og vi giver op og bliver ligeglade, og finder lykke i overspringshandlinger og distraheringer. Vi tør ikke længere drømme om en verden, hvor ting er fundamentalt anderledes. Og det gør, at vi bliver tavse, ligeglade, undertrykte, deprimerede.
Vi skal ikke være tavse. Vi skal være vrede. "I want you to get mad!". Konstruktivt vred.
