Maria er professionel popmusiker og fuldmægtig

En mørk sommeraften i juli 2022 står Maria Leeson Andersen backstage og forbereder sig på en af sit livs største oplevelser. Iklædt scenetøj træder hun sammen med bandet ud på Roskilde Festivals Orange Scene.

De første toner til sangerinden Jadas ’I’m Back’ lyder, og Maria stemmer i. Hun synger kor for Jada og har stået bag hende, længe før hun blev en af Danmarks store popstjerner. Nu står de altså på den ikoniske scene omgivet af dansere, skiftende scenografier og gæsteoptrædener fra både Noah Carter, Coco O. og MØ.

Med blikket ud over folkemængden, der strækker sig, så langt øjet rækker, finder Maria sig knibende i armen med en ’what the fuck’-følelse. For selv om det føles som det mest naturlige at stå der på scenen, nærmer det sig også en ud af kroppen-oplevelse.

”Vi skal bare gøre det, vi er gode til. Vi skal ikke gøre noget andet end det, vi gør i forvejen. Det var en rar sætning at holde fast i på scenen.”

At hun stod dér på Danmarks største scene, var resultatet af mange års hårdt arbejde og træning som sanger. Men også af en usædvanlig karrierekombination, hvor Maria både er professionel musiker og fuldmægtig i staten.

Nye veje

Interessen for sang og musik blev grundlagt i folkeskolen på Sankt Annæ Gymnasium, hvor hun blev en del af et kor. Siden da har musikken levet i hende, og derfor var der ingen tvivl om, at hun ville noget med sang.

Hun begyndte på den musikkonservatorieforberedende uddannelse (MGK) tilbage i 2011 og mødte Emilie Molsted Nørgaard, som er Jadas borgerlige navn.

Selv om Maria egentlig tænkte, hun selv skulle være artist, begyndte hun at synge kor i Emilies band. Efter et år som elev på sanglinjen gik det op for hende, at hun ikke havde lyst til at være artist, og derfor har hun stået i koret lige siden.

Efter et år på MGK forlod hun uddannelsen uden helt at vide, hvad hun ville tage sig til. Hendes argentinske mor, evnen til at tale flydende spansk og en lyst til at bruge sproget gjorde, at hun endte på en bachelor i Europæisk Business på Copenhagen Business School (CBS).

Mens hun gik og gjorde sig tanker om, hvad hun ville med sin uddannelse, startede hun som studentermedhjælper i Udenrigsministeriet.

Et kontorlandskab af dygtige og karriereorienterede folk åbnede sig.

Når hun tænker tilbage, tror hun faktisk, at det var første gang, hun var blandt folk, hvor ikke alle sang eller spillede et instrument – eller havde musik som deres største hobby.

”Det var ret nyt for mig. Jeg var måske lidt naiv i mine start-20’ere og tænkte: ’Jamen, alle må da være lige så besat af musik som mig.”

Limbo

Det var udfordrende at kombinere både studie, studiejob og musikken, og der var ikke just udsigt til, at det skulle blive nemmere. For da hun i 2020 blev kandidat i Politisk Kommunikation og Ledelse fra CBS, forudså hun, at studietidens fleksibilitet ville forsvinde, når hun fik et fuldtidsjob. Men så skete der noget.

Corona lagde verden ned og slukkede musikken for en stund. Hun fik job i Slots- og Kulturstyrelsen, hvor hun arbejdede med corona-hjælpepakker.

Da samfundet atter åbnede, og de igen kunne spille koncerter, dukkede den velkendte følelse fra hendes studietid op.

”Det kunne være bekymringer om, hvorvidt jeg kunne få fri fra mit arbejde til at spille koncerter, og hvis ikke, om jeg så var nødt til at sige op? Hvordan ville jeg så få penge nok til at betale mine regninger? Det er ikke let at leve af at være korsanger.”

Oven i det voksede en følelse af stress og en frygt for at brænde ud. Når hun havde haft en fuld arbejdsdag, tog hun direkte til produktionsøver med bandet, som ofte varede til ud på aftenen. Det kunne hun gøre hver dag i en uge, og så skulle hun ud at spille koncert i weekenden.

Hendes opmærksomhed var splittet, og hun kunne mærke, hvordan en følelse af utilstrækkelighed i begge jobs voksede. Hun befandt sig i et limbo, hvor hun hverken gav sig fuldkommen hen til musikken eller karrieren i staten.

”Jeg kunne mærke, det ikke var holdbart. Samtidig sagde jeg også til mig selv, at jeg godt lige kunne klemme balderne sammen og klare mig igennem.”

Det krævede meget af hendes energi, og der var ikke tid til at lade op. Hun kom frem til, at hun blev nødt til at bede sin chef om at få fri de dage, hvor der enten skulle øves eller spilles koncerter. Ellers kunne hverken det eller hun hænge sammen.

Temposkift

Maria kan huske, at det var en skræmmende beslutning at træffe. Det var med nervøsitet, hun spurgte sin chef, om hun kunne få fri i de perioder med koncerter. Til sin store overraskelse fik hun et ja.

Det gav en bedre balance mellem arbejdet i staten og arbejdet med musikken. Senest har hun været på turné i to måneder med sangerinden Pil, som hun også synger kor for. Om lidt går turen tilbage til styrelsen, hvor hun skal være i tre måneder, før hun drager på sommerturné med Jada og Pil.

Hun kan dog stadig føle sig som en kamæleon, der skal tilpasse sig to parallelle universer.

De seneste to måneder har hun været på farten, spillet koncerter, boet på skøre hoteller og ikke fået sovet helt nok. Det er megafedt, men også intenst. Derfor føles det også fantastisk at komme ind i styrelsen, hvor hun bruger hovedet lidt mere og kroppen lidt mindre. Generelt byder arbejdet i styrelsen på en helt anden rytme i hverdagen.

”Jeg er på arbejde på samme tidspunkt som mange andre. Jeg får fri, der hvor alle andre får fri, og jeg har weekend.”

Derhjemme har hun en familie bestående af hendes kæreste og deres datter på halvandet år.

”Selvom der er familie-logistik forbundet med at være på turné, bakker de 100% op, fordi det så tydeligt giver mig energi og gør mig til en bedre kæreste og mor.”

Ingen karriereplan

’Hvad er din femårsplan?’ spurgte en tidligere kollega engang Maria. Det var et spørgsmål, der var meget fremmed for hende.

For selv om hendes arbejdsliv kræver en del koordinering, forsøger hun ikke at tænke for meget på, hvad hun skal nå i fremtiden. Derfor ved hun heller ikke, hvad der skal ske efter sommerferien, når turnéerne er klappet af.

Det er nemlig meningen, at corona-enheden, hun arbejder i, skal lukke ned på et tidspunkt. Men når man lukker én dør, åbner der sig nogle nye muligheder. Det er et mantra, hun prøver at holde fast i.

”Det kan være, der byder sig en mulighed i Slots- og Kulturstyrelsen, eller at der opstår en mulighed for mere musikarbejde. Jeg holder døren åben, og så må jeg se, hvad der sker,” siger hun og fortsætter:

”Jeg har ikke lyst til at tænke så meget over, hvad jeg skal nå med min karriere. Så får jeg simpelthen stress. Jeg brugte meget energi på det, da jeg var yngre.”

Hun oplever, at vores samfund har skabt en fortælling om, at det er bedst at vide, hvad man vil med sit arbejdsliv. Hun har derfor længe øvet sig i at fortælle sig selv, at det er ok ikke at vide det.

Også selv om mange har spurgt hende, hvad hendes plan er – og om hun skal ende med musikken eller et akademisk arbejdsliv.

”Jeg synes, det er enormt svært at svare på. Lige nu har jeg det godt, hvor jeg er, og det prøver jeg at nyde.”