Brostrøms afløser vil sænke tempoet

Der var alkoholfri bobler i glasset, da Sundhedsstyrelsens nye direktør kl. 14 en eftermiddag midt i januar holdt sin første nytårskur for styrelsens 320 medarbejdere.

Der skulle bobler til, fordi det var en nytårskur, som markerede et nyt kapitel, fortæller den 45-årige læge Jonas Egebart, der i august sidste år overtog stafetten fra Søren Brostrøm, som efter otte år i styrelsen drog videre til WHO i Geneve.

For vores sundhedsvæsen skal omstilles, så det er rustet til fremtidens demografi med mange, mange flere ældre. Det er en bunden opgave, også for Sundhedsstyrelsen, og det er derfor, politikerne har nedsat en Sundhedsstrukturkommission.

For Jonas Egebart er det et nyt og spændende kapitel, som kræver, at styrelsen går til opgaven på en ny måde, forklarer han Djøfbladet.

I sin tale til nytårskuren sagde han, at Sundhedsstyrelsen skal være en lyttende Sundhedsstyrelse. Og at han selv vil være en lyttende direktør.

’Lytte’ skal ikke forstås som en blød feel good-kompetence. Hos Jonas Egebart er det en analytisk kompetence, som man skal bruge for at skabe de bedste løsninger for patienterne.

Hans ledelsesfilosofi er, at man skal turde blive i et problem, før man skrider til løsning, handling og skriftlighed. Han koncentrerer sig om først at stille spørgsmål – og man må godt være usikker, når han spørger.

Blandt hans spørgsmål er altid: Hvilke barrierer er der ude i mødet mellem patient og sundhedsvæsen? Hvad forhindrer, at dét, vi herinde gør og vil, bliver til reelle forbedringer for patienter og borgere? På djøf-sprog: Hvor er bumpene i implementeringen?

”Det er ikke fjernt fra klassisk embedsarbejde. Jeg efterspørger det bare meget eksplicit. Jeg håber, at man kan mærke derude, at vi herinde ikke tror, vi ved alt.”

Har papir på det

Sundhedsstyrelsen er den øverste sundhedsfaglige myndighed i Danmark. Den skal stå på mål for, at vi træffer de gode sundhedsfaglige beslutninger, og dens direktører har med en enkelt undtagelse altid været en læge.

Jonas Egebart blev læge i 2006, men har stort set altid arbejdet ved skriveborde i den hvidkitlede verden. De seneste 10 år har det været i tunge lederjob, og faktisk har han papir på at være en god lytter.

Da coronaen rasede, blev han hentet ind på regionsgården fra jobbet som vicedirektør på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Han skulle lede en taskforce, som i flyvende fart skulle rulle vaccinerne ud i Region Hovedstaden.

Den indsats fik han Dagens Medicins ledelsespris for – med særlig ros for sin involverende, åbne og kommunikerende ledelsesstil. Selv fik han undervejs så ondt i sin hånd af at holde en mobil op mod øret, at han måtte ud at købe et headset.

I Sundhedsstyrelsen prøver han at indrette sin fysiske dagligdag på at kunne lytte. Der er væg-til-væg storrum i hele styrelsen, og direktør-skrivebordet står også i et storrum, men Jonas Egebart har bare aldrig brugt det. Fra dag ét sad han med sin bærbare i et lille glasbur på 5. sal og holdt møder med folk.

Men da Djøfbladet besøger ham, er håndværkerne i gang med at bygge et rigtigt direktørkontor til ham. Det er på hans eget initiativ.

”Jeg siger jo, at jeg vil føre en åben dørs politik, men det kræver, at jeg har en dør. Hvis jeg gerne vil have, at folk kan komme og tale med mig, uden at det skal aftales tre dage før, er det rart med en dør.”

Nogle gange har medarbejdere og ledere brug for et fortroligt rum, understreger han.

Om han skal have et skrivebord på sit nye kontor, overvejer han. For han bruger det jo aldrig.

Vi skal et nyt sted hen

Der står stadig håndsprit strategisk placeret i hele Sundhedsstyrelsen.

Da Jonas Egebart begyndte i huset, hang der også skilte om ensretning på hovedtrappen. Dem fik han pillet ned, fordi der ikke længere var sundhedsmæssigt belæg for dem, men også for at signalere, at corona-tiden er slut, og noget nyt skal fylde.

Selv er han ny i trafikken inde i de hvide papirers verden, hvor man skal danse linedans mellem politik og faglighed. Men som flere sundhedspolitiske analytikere konstaterede i Altinget: Det er nok ikke så dårligt med en ny mand på posten i et sundhedssystem, som skal et nyt sted hen.

For det skal det. Vi bliver så mange ældre, at vores stærkt udbyggede, centraliserede og specialiserede hospitaler slet ikke kan gribe dem. Vi er nødt til at opfinde et nyt sundhedsvæsen ude ved borgerne.

Det kommer Sundhedsstrukturkommissionen lige om lidt med sine bud på. Lidt sent, tænker man måske, for det her talte en vis Lars Løkke vistnok allerede om, da han var sundheds-minister under Fogh. Men Jonas Egebart siger, at Danmark er længere fremme end de fleste.

Han er lige kommet hjem fra WHO, hvor han sidder på den post, som Danmark p.t. har i organisationens bestyrelse.

I pauserne talte han med de andre repræsentanter, og de fleste af de lande, vi normalt sammenligner os med, sidder i samme suppedas som os.

”Men det er de færreste, som er gået i gang med den nødvendige transformation af deres sundhedsvæsen. Derfor er der også mange, som meget gerne vil høre om vores Sundhedsstrukturkommission.”

Nøglen til trivsel

Fordi sundhedssystemet skal omstilles, skal Sundhedsstyrelsen lytte endnu længere ud end nu, fastslår Jonas Egebart og kommer med et slet skjult reklameindslag:

”Hvis man brænder for samfundets store velfærdsområder, er det nu, at Sundhedsstyrelsen er et enormt spændende sted at arbejde.”

Men Sundhedsstyrelsen er også en del af en centraladministration, hvor alting haster, som Zetland skrev.

Det var en styrelse, som blev presset i bund, da coronaen ramte. Der blev arbejdet, til folk ikke kunne se ud af øjnene. Og som om dét ikke var nok, kom Arbejdstilsynet og gav en advarsel om sektionsledernes sundhed. Den var gal med arbejdspresset, men også med den daværende direktions hårde tone over for dem, hvilket gjorde det hele endnu værre, fastslog Arbejdstilsynet.

Det sidste har man for længst lagt bag sig, siger kilder i styrelsen. Sektionslederne har sænket skuldrene, den nye direktør har arbejdet med relationel ledelse, fælles værdier og har sat mange gode små skibe i søen for at sikre arbejdsmiljøet, lyder det.

Men hvordan skaber man et godt arbejdsmiljø for embedsfolket?

Den største nøgle til trivsel er, at man kan levere et godt fagligt produkt, siger Jonas Egebart.

”Hvis man først synes, at man ikke kan det, er det svært at trives. Det prøver jeg at åbne for, at vi taler eksplicit om. Hvordan hænger kompetencer, ressourcer, kapacitet og ambitioner sammen? Kan vi dimensionere?”

Kort sagt: Forventningsafstemning.

”Som skal ligge i starten, ikke i slutningen!”

Skriftlighedskultur

Og så er der noget andet.

Da Jonas Egebart kom til Sundhedsstyrelsen – fra jobbet som direktør for Akutberedskabet i Region Hovedstaden – slog det ham, hvor overvældende den skriftlige kultur er hos embedsfolket. Hvor meget der sker på mail, og hvordan sagerne flyver frem og tilbage elektronisk.

”Man erkender altid noget nyt, når man skifter job. Jeg ser en egenskab ved mig selv tydeligere nu: Jeg trives ved at træffe beslutninger i en direkte dialog fremfor på en mail.”

Derfor varer de ugentlige chef- og direktionsmøder med ham som direktør også længere end før.

Mange mails er med til at gøre et arbejdsmiljø mere hektisk overalt i en organisation, tror han.

”Så når vi starter en sag hos os – et problem, der skal løses – så lad os begynde et andet sted end i det skriftlige. Lad os først tale sammen. Det tror jeg kan trække noget tempo ud af nogle processer.”

Det handler også om sparring.

”Min ambition er ikke, at vores chefer skal være dem, som har mest travlt. For så kan medarbejderne ikke få den sparring, de har brug for.”

Faktisk bør der være mest ro i kalenderen og i møderne, jo højere oppe i ledelseskæden – af hensyn til alle dem under, mener han.

”Hvis dem, jeg selv er nærmeste chef for, arbejder for meget, taler jeg med dem om det. For det skinner jo videre.”

"God weekend og gå nu hjem"

Mener du, at folk skal gå hjem, når det er fyraften?

”Ja, det gør jeg faktisk.”

De første to-tre fredage, han var i styrelsen, gik han en runde og sagde ”god weekend, og mon ikke du snart skal hjem?” til dem, der stadig sad ved pc'en, selv om klokken var fyraften.

”Jeg sagde det jo med et smil, og så talte jeg lidt med dem om, hvad de sad med. Nogle sad der, fordi de ikke kunne lade være, eller fordi de gerne ville have en mere rolig mandag morgen. Det var både for at lære folk at kende og for at sende et signal.”

Han går ikke fredagsrunder mere, men signalet gælder stadig.

Som direktør i Akutberedskabet indførte han et princip om, at direktionen ikke sendte mails rundt efter arbejdstid eller i weekenden.

”Nu er jeg tættere på den politiske proces, så jeg kan ikke helt holde det, men som princip går jeg fortsat ind for det. Når vi først sender én mail ud, leder den til en masse cc'ere, og lige pludselig har vi forstyrret rigtig mange efter arbejdstid. Så det arbejder vi med.”

Og nej, det er ikke meningen, at embedsmænd konstant skal stå til rådighed ud over almindelig arbejdstid.

”Det vil jeg godt stå på en ambition om.”

For mange djøfere eller ej

Af Sundhedsstyrelsens godt 320 medarbejdere er de 90 djøfere, de 32 er læger, og resten er sygeplejersker, farmaceuter, tandlæger og andre faggrupper.

Mange røster påstår, at der er for mange djøfere ude i det danske sundhedsvæsen, er der det?

 ”Det tror jeg ikke, man kan svare ja eller nej til,” siger han, men prøver alligevel og understreger, at nu trækker han på sine erfaringer fra sine job ude i driftsdelen af sundheds-væsenet:

”Man skal holde patientens behov op for sig. Det er meget enkelt: Hvad skaber værdi for patienterne? Det gør mange fagligheder. Både dem, som fører skalpellen, og dem, som organiserer en effektiv afvikling af et operationsprogram. Vi har en flerfaglighed i vores sundhedsvæsen, og det synes jeg kun, jeg har nydt godt af at samarbejde i.”