Hjemmearbejde og sygdom er en gråzone, vi glemmer at tale om

Én ting sejlede fuldstændig. Det kunne Anders Raastrup Kristensen tydeligt se, da han skrev sin ph.d.-afhandling om det grænseløse videnarbejde: Det var, når folk var syge med kortvarige dårligdomme som forkølelse, influenza, ondt i halsen, hovedpine eller menstruationssmerter. De arbejdede på halv, kvart eller en femtedel kraft. Nogle svarede på mails, andre holdt sig fra indbakken. Hver især gjorde de noget forskelligt. Men det var ikke noget, der blev talt om.

Ude i virksomheder og organisationer har man retningslinjer for alt muligt, men lige præcis ikke om, hvornår man er for syg til at arbejde derhjemme. Det er privatgjort, som Anders Raastrup Kristensen siger.

Gråzonen mellem sygdom og hjemmearbejde er næppe skrumpet de seneste år, hvor det i kølvandet på corona-pandemien er blevet mere normalt at arbejde hjemme.

Det kan være problematisk at overlade det til hver enkelt medarbejder selv at skulle finde ud af, hvor grænserne går. Dels for medarbejderen, der svinger pisken over sig selv og arbejder videre i sengen. Dels for arbejdspladsen som sådan, fordi en kultur, hvor medarbejderne ikke trækker stikket under sygdom, kan påvirke stressniveauet negativt.

Hvordan finder vi den rigtige balance hver især og på arbejdspladsen? Det spørgsmål har Djøfbladet stillet til Anders Raastrup Kristensen og Dorte Gotthjælp Nielsen, der er chefkonsulent i Djøfs Rådgivningscenter.

1) HVAD ER PROBLEMET?

Anders Raastrup Kristensen:

”Folk som os djøfere kan være produktive alle steder fra og på alle tidspunkter. Derfor fletter vores arbejde sig ind i alle dele af vores liv. Også når vi er syge.

At være syg er ikke længere lig med ikke-arbejde. Det er snarere, hvor meget eller hvor lidt vi arbejder, når vi er syge. Grunden til, at vi gør det, er, at der ikke er andre, der laver vores arbejde, mens vi er væk. Du skubber en vold af arbejde foran dig, og du ved, at hvis du bare får lavet 20% på en vigtig opgave, bliver din dag meget lettere på fredag, hvor du regner med at være tilbage på jobbet. Det er ikke en skurk i form af en ond chef, der ringer og sætter dig i gang, selvom du har influenza – det er dig selv, der svinger pisken.

Problemet er, at vi ikke taler om det her. Det vil altid være individuelt, hvad der passer den enkelte bedst. Men dilemmaet er, at det så let bliver et moralsk spørgsmål: ’Jeg arbejder altid, når jeg er syg; Ole gør det aldrig, og han melder sig syg for det mindste.’ Moral er et elendigt princip i personalepolitik.”

Dorte Gotthjælp Nielsen:

”Det er et problem, hvis vi føler os presset til at arbejde, når vi er syge, har syge børn eller er på ferie for den sags skyld. Der er en kæmpe forskel på, om man gør det, fordi man rent faktisk er helt okay med det, eller man føler sig presset til det.

Det er samtidig vigtigt, at man – som Anders også siger – tænker over, om det er én selv, der genererer presset, og man på umærkelig får rykket på grænsen mellem, hvornår det bare er okay at svare på nogle vigtige mails, og hvornår man føler sig presset.

Det siger næsten sig selv, at en kultur, hvor vi arbejder, selvom vi er syge, kan være med til at forværre både den enkeltes og hele arbejdspladsens stressniveau.” 

2) HVAD SKAL VI GØRE VED DET?

Anders Raastrup Kristensen:

”Mit vigtigste råd er, at lederen forholder sig til dét at arbejde under sygdom. Både på individuelt og kollektivt plan.

Det første, lederen kan gøre, er at stille sig til rådighed som rollemodel og fortælle, hvordan hun selv gør, når hun er syg – og hvorfor. Og at det ikke betyder, at alle skal gøre som hende. Hvis din chef viser, at dét her ikke er så privat, har det stor betydning.

Det andet, lederen bør gøre, er at tage det op ved MUS eller andre lejligheder, hvor man kan gå lidt i dybden med medarbejderens trivsel. ’Jeg kan se, at du altid arbejder, når du er syg. Er du okay med det, eller er det noget, du føler dig presset til?’ Lederen kan få afmonteret et følt pres eller høre, om der lurer en følelse af uretfærdighed her.

Det tredje og meget vigtige er, at lederen italesætter det kollektivt. Lad os antage, vi har et kontor, hvor alle stort set har samme type opgaver. Men alligevel gør vi hver især noget forskelligt med egen sygdom – og med børns sygdom og måske ferie. Det er helt privat. Vi skal have frem på bordet, hvordan vi hver især gør, og hvordan man har det med det, og hvad man synes er ok og ikke ok. Med respekt for hinandens måder, fordi vi er forskellige som mennesker og har forskellige familieforhold.

Vi skal tale om det som et arbejdsvilkår. Vi skal skabe et fælles sprog for det – så det netop ikke bliver et spørgsmål om personlig moral.

Jeg husker en episode fra Københavns Kommune, hvor en moden medarbejder hentede kage til hele kontoret, fordi hun ville fejre, at der dén dag ikke var nogen hjemme med barns sygdom. Det gav en mægtig ballade, fordi de andre opfattede det, som om hun pegede moralske fingre ad børneforældrene.”

”Som medarbejder bør du kunne læne dig trygt ind i, at når du er syg, så er det lovligt forfald, og alt andet lige skal der ikke arbejdes.

Her spiller lederen en helt central rolle. Lederen bør være ekstremt tydelig om, hvad forventningerne er, når man er syg.

Lederens egen adfærd er også vigtig. Jeg hører alt for mange gange om chefer og ledere, der ringer til sygemeldte medarbejdere og presser på med arbejde eller ’et hurtigt spørgsmål’, som ikke kan besvares hurtigt.

Hvis du oplever et pres for at arbejde, selvom du er syg, er det helt grundlæggende noget, du bør kunne tale med din leder om. Men for nogle kan sådan en snak være for svær.

I stedet kan du tale med dine kolleger: Oplever de det samme? Hvis flere gør det, kan I som en gruppe tage det op med jeres chef. Det kan være på et afdelingsmøde, eller et par af jer kan tage en første snak med chefen. Måske har chefen ingen anelse om tingenes tilstand. I kan fortælle, hvilke uklarheder I oplever omkring sygemeldinger, og hvad det gør ved jer.

I kan også tage fat i den lovpligtige arbejdsmiljørepræsentant, som findes på alle arbejdspladser, eller tillidsrepræsentanten og prøve at få det løftet op på et mere generelt plan og sat ind i en ramme med arbejdsmiljø, sygefravær og trivsel.”

3) HVORDAN FINDER DU AF, OM DET ER DIG SELV, ELLER DET ER PRES?

Anders Raastrup Kristensen:

”Du skal tænke over, om det, du gør, er okay for dig og føles rimeligt. Eller om der ligger noget og lurer.

Det er karakteristisk for det grænseløse arbejde, at når noget lever i det skjulte og det private, bliver det heller ikke noget, vi træffer særligt refleksive valg om. Det bliver snarere noget, der løber af sted med os.

Derfor skal du teste det af med andre, med kolleger, venner eller med din partner: 'Er det den rigtige måde, jeg gør det på?' Det hjælper rigtig meget.

Det kan også være, at din partner kommer hjem og ser dig sidde og arbejde, mens du har influenza – eller at du sidder og arbejder, mens jeres syge barn er overladt til iPad'en. Så bliver du måske konfronteret med det på den hårde måde af din partner: ’Det her er jo ikke rimeligt!’ Det er også rigtig hjælpsomt.”

Dorte Gotthjælp Nielsen:

”Jeg er enig med Anders. Mærk efter, hvordan du har det med at være sygemeldt og samtidig arbejde lidt eller meget. Føles det rimeligt? Mange gange er vi vores egen værste fjende. Anders' forslag med at teste det af på andre er en af måderne. 

Men jeg vil også minde om, at sygdom er det, vi kalder lovligt forfald. Du har en gyldig grund til ikke at kunne møde ind og arbejde. Du har heller ikke pligt til at oplyse, hvad du fejler. Begge dele skal din arbejdsplads respektere.”

4) ER DET BEDST AT SIGE TIL DIN CHEF, OM DU ARBEJDER ELLER EJ?

Anders Raastrup Kristensen:

”Hvis du ved – og har gjort op med dig selv, at sådan er det bedst for dig – at du kommer til at svare på nogle mails og arbejde lidt eller noget på en bestemt opgave, synes jeg, at du lige så godt kan sige det til din chef med det samme. Men så kan du samtidig sige, at mere har du ikke kræfter til, og at resten kommer til at ligge. Det skal i udgangspunktet altid være muligt ikke at skulle arbejde, når man er syg.”

Dorte Gotthjælp Nielsen:

”Som sagt: Principielt kan ingen forvente, at du arbejder, når du er sygemeldt.

Men det er klart, at der er nuancer. Hvis du er afklaret og selv har det bedst med fx at svare på nogle mails, kan du fint sige det til din chef.

Det kan også give din chef chancen for at sige, at der ikke ligger nogen forventning om, at du skal arbejde under sygdom, og at du skal lukke ned bagefter og koncentrere dig om at blive rask.

Men hvis du er dér, hvor du oplever, at din chef forventer, at du arbejder, er det en anden sag. Så vil jeg foreslå, at du overvejer, hvordan du kan sige til din chef, at du er syg og rent faktisk ikke kan arbejde i dag. Prøv at formulere det højt for dig selv.

Du kan også prøve at fortælle, at du står i et dilemma: ’Jeg er blevet syg, men jeg kan mærke, at jeg har svært ved at acceptere det og ikke begynde at arbejde.’ Så tror jeg, de fleste ledere kan høre, at der er brug for et venligt skub ind i sygesengen.”

Læs også artiklen om, hvordan Djøf-medlemmerne har det med den slørede linje mellem arbejde og fritid: ’Uklar grænse mellem job og fritid presser os’.