(U)balance

Uklar grænse mellem job og fritid presser os

11.1.2023

af

Foto: Syda Productions/Shutterstock

Djøfere læser mails og sms'er fra jobbet uden for arbejdstid, og det sætter sig på trivslen. Vi skal have indført en ret til at logge af fra arbejdet, siger Djøf-formand Sara Vergo.

Som uddannelses- og forskningsminister udstedte Søren Pind et forbud i hele ministeriet mod, at medarbejderne sms'ede, mailede eller ringede til hinanden om søndagen. Medmindre det var meget vigtigt, og i så fald skulle det aftales med chefen først.

”Kom hviledagen i hu. Der skal i det mindste være én dag om ugen, hvor man får fred for det grænseløse iPhone-tjekkeri,” sagde han.

Reglen forsvandt med Søren Pind og findes ikke mere i Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Nu viser en ny undersøgelse, at 3 ud af 4 Djøf-medlemmer siger, at deres arbejdsplads ikke har klare retningslinjer for, hvornår det forventes, at de står til rådighed uden for normal arbejdstid.

”Jeg tror, vi skal til at sætte nogle grænser op omkring det grænseløse arbejde,” siger Djøfs formand, Sara Vergo.

Ligesom alle mulige andre hylder Djøf fleksibilitet. For det er dét, Djøf-medlemmerne ønsker. Fleksibilitet er helt centralt for deres balance mellem arbejde og privatliv uanset livsfase.

”Men tiden er inde til at sætte en fod ned og sikre, at vi alle får perioder, hvor vi holder fuldstændig fri og kan slukke for arbejdsmobilen. Det er nødvendigt for vores hjerner, vores nervesystem og vores trivsel,” siger hun.

Ret til at logge af og vagtordninger

Knap 4 ud af 10 Djøf-medlemmer oplever, at der er en eller anden grad af forventning på deres arbejdsplads om at stå til rådighed uden for normal arbejdstid.

Forventningen er markant størst i ministeriernes departementer og i advokatbranchen.

Det har tydelige omkostninger: Blandt dem, som står meget til rådighed, oplever 2 ud af 3, at det går ud over deres trivsel.

Samtidig er jobtilfredsheden markant højere på arbejdspladser med klare retningslinjer for, hvornår man skal stå til rådighed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Der er brug for aftaler om tilgængelighed, mener Sara Vergo.

Én vej går over EU. Her kører der p.t. forhandlinger mellem de europæiske arbejdsmarkedsparter om et EU-direktiv om ret til at være offline uden for arbejdstid. Djøf håber på, at en sådan ret ender med at blive sat ind i den danske arbejdsmiljølovgivning, fx i bekendtgørelsen om psykisk arbejdsmiljø.

Men vil de myreflittige, fagligt ærekære og karriereorienterede djøfere hive bekendtgørelsen om psykisk arbejdsmiljø frem, når chefen sender en sms fredag aften?

”Det handler om, at vi får talt om og indgået nogle aftaler med vores chefer om det her. Eller at vores arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter gør det. Der vil regler i arbejdsmiljølovgivningen være et stærkt signal,” siger Sara Vergo.

”Tilgængelighed uden for normal arbejdstid skal ikke være en stiltiende kultur,” fastslår hun.

En anden vej er, at ledelserne i offentlig og privat sektor bliver bedre til at etablere en slags vagtordninger – med kompensation i form af tillæg eller frihed – så man skiftes til at være tilgængelig i fx weekenden.

”Ofte ender det med at være de samme, som så bliver slidt ned af det,” siger Sara Vergo.

Høj jobtilfredshed

Djøfere er ikke jammerkommoder. Mere end 8 ud af 10 svarer, at de enten er meget tilfredse eller tilfredse med deres job.

Men jobtilfredsheden er som nævnt lavere hos dem, der står meget til rådighed. Det gælder også hos dem, som har svært ved at sætte grænser mellem arbejde og fritid. Det svarer 22%, at de har. 

Anders Raastrup Kristensen er ph.d., forfatter og forsker på Københavns Universitet, og han har i en årrække forsket i det grænseløse arbejdsliv. Han mener dog ikke, at det sidstnævnte tal er alarmerende.

”Hele 61% er faktisk uenige i, at det er et problem, og 18% er hverken enige eller uenige. De fleste djøfere kan altså godt finde ud af at sætte grænser mellem arbejde og fritid.”

Og når trivslen falder hos dem, som står meget til rådighed, kan det handle om noget andet end selve tilgængeligheden, mener han. Nemlig om en for stor arbejdsbyrde, i forhold til hvad man kan nå på en normal arbejdsuge.

Men derfor er det alligevel yderst relevant, at Djøf bringer spørgsmålet om tilgængeligheden op, understreger Anders Raastrup Kristensen. For der er nogle områder, hvor der er klare problemer.

ANNONCE

Her halter det for alvor

Da Anders Raastrup Kristensen skrev ph.d., opdagede han, at det sejlede helt, når det gjaldt ferie, egen sygdom og børns sygdom. Folk sad og svarede mails i deres ferie. Eller rettere: Nogle gjorde, andre gjorde ikke.

”Ude i virksomhederne taler vi om alt muligt, bare ikke det her: 'Skal jeg være på, når jeg er forkølet, eller når mit barn er? Ja, det må jeg nok hellere, for der er aldrig nogen, som har fortalt mig, hvordan vi gør her.'”

Men det kan ikke være meningen.

”Så hver gang jeg kommer ud i virksomheder, siger jeg til ledelsen: 'Det her kan I ikke bare feje ind under gulvtæppet. Det kan ikke passe, at I har forskellige out of office replies for folk i samme type stilling og på samme vilkår.'”

Han stikker også til de offentlige ledere, som han underviser mange af på kurser.

”'Så snart der er to minutters pause, er I på med at svare mails. Nu har I fået det her dyre kursus, men hvor mange af jer har egentligt talt med jeres egne chefer om, at I skal have ro til det?'”

Fakta fra undersøgelsen

Djøferne står til rådighed uden for arbejdstid, og det sætter sig på trivslen

Ca. 4 ud af 10 (38%) af medlemmerne svarer, at der på deres arbejdsplads er en forventning om, at man står til rådighed uden for normal arbejdstid – enten i nogen grad (23%), i høj grad (10%) eller i meget høj grad (5%).

For ca. 2 ud af 3 medlemmer, som står meget til rådighed, har det en negativ indvirkning på deres trivsel.

Der er dog en meget stor spredning mellem ansættelsesstederne. En udbredt forventning om at stå til rådighed er mest markant i advokatvirksomheder (80%) og departementer (74%).

Grænserne mellem arbejde og privatliv udviskes

22% svarer, at de har svært ved at sætte grænser for, hvornår de er på arbejde, og hvornår de holder fri.

76% svarer, at deres arbejdsplads ikke har klare retningslinjer for, hvornår det forventes, at man står til rådighed uden for normal arbejdstid.

Det grænseløse arbejdsliv udfordrer jobglæden

Medlemmerne har generelt en høj jobtilfredshed. 83% er enten meget tilfredse eller tilfredse med deres arbejde. Men jobtilfredsheden er lavere blandt de medlemmer, der oplever at skulle stå til rådighed uden for normal arbejdstid end blandt de medlemmer, der ikke skal stå rådighed uden for normal arbejdstid.

Jobtilfredsheden er også lavere blandt de medlemmer, der har svært ved at sætte grænser mellem arbejde og fritid.

Der er markant højere tilfredshed på arbejdspladser, hvor man har klare retningslinjer for, hvornår medarbejderne skal stå til rådighed, end på arbejdspladser, hvor man ikke har klare retningslinjer.

Kilde: Djøf

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er en stikprøveundersøgelse, hvor 19.981 Djøf-medlemmer har fået et spørgeskema, og 4.829 har svaret på det, hvilket giver en svarprocent på omkring 24.

Der er en lavere svarprocent blandt mænd, privatansatte samt unge. Data er derfor vægtet på alder, køn og sektor, så der er taget højde for dette.

Kommentarer

Åse
sidste år
Der skal være plads til at logge af og på, så det passer ind i familielivet. Måske, skal vi til at have mobilfri tid/zoner i vores privatliv. Det vil hjælpe os selv og dem vi er sammen med, så vi er til stede. Det vil vore børn bl. a. have godt af, så de føler, at de bliver set og hørt.
Mikael
sidste år
Tak til DJØF for at sætte fokus på dette - en simpel og effektiv ordning er, at chefer skal sende en sms, hvis der skal ekspederes uden for almindelig arbejdstid. Kunne DJØF ikke udarbejde et kodeks for ønskelig adfærd på dette område? Og også gerne andre områder f.eks. god tone og omgangsform etc. Det kunne så bruges af vore tillidsfolk i dialog med de respektive ledelser.