Universitet

Undervisers plagiat skabte eksamenskaos

1.2.2023

af

Tegning af kopimaskine omgivet af svævende papirer

Illustration: Dim Tik/Shutterstock

På bare en uge har en række studerende på Aalborg Universitet ved flere lejligheder oplevet fejl og problemer med eksamen. Den ansvarlige giver det 10 ud af 10 på træls-skalaen.

For nylig kunne Djøfbladet fortælle, at Copenhagen Business School havde lavet en fejl i eksamen, hvilket fik konsekvenser for 130 studerende, der skulle gå om. Problemet var, at store dele af opgaveformuleringen var kopieret fra en eksamen nogle år tidligere.

I starten af januar skete noget tilsvarende for cirka 150 jura- og erhvervsøkonomi-jurastuderende ved Aalborg Universitet, som skulle til eksamen i skatteret. Det skriver Nordjyske. 

Flere af de studerende kunne genkende eksamensteksten, og det viste sig, at den mindede lidt for meget om en eksamensopgave, der tidligere var blevet brugt ved Aarhus Universitet.

Det gik ud over de studerende, der nu skal tage eksamen om.

Til Nordjyske forklarer professor Sten Bønsing, som er studieleder og viceinstitutleder ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet, at teksten ikke er en komplet kopi, men at den er for identisk. Samtidig fortæller han, at han kort tid efter eksamen var i kontakt med personen, der havde lavet eksamenssættet.

”Vi er selvfølgelig enige om, at det var en fejl, og at det ikke er sådan, man laver eksamensopgaver. Det er derfor, jeg har annulleret eksamen. Det er den pågældende enig i,” siger han til Nordjyske.

På universiteterne – inklusive Aalborg Universitet – er der klare retningslinjer for, hvilke alvorlige konsekvenser det kan have for de studerende, hvis de plagierer. Til Nordjyske fortæller Sten Bønsing dog, at han ikke har kommentarer til de eventuelle konsekvenser, sagen måtte have for personen, fordi det er en personalesag.

Wifi-problemer i bankocenter

Og uheld kommer sjældent alene. Kort tid efter måtte Juridisk Institut på Aalborg Universitet igen aflyse en eksamen. Denne gang drejede det sig om en eksamen i formueret for 80-90 studerende.

Eksamen fandt sted i et bankocenter, hvor flere studerende havde problemer med at få internettet til at fungere, hvilket mundede ud i, at eksamen måtte aflyses.

Det bekræfter Sten Bønsing over for Nordjyske og tilføjer:

”Det har været en rigtig træls uge. Og på en skala fra et til 10 med 10 som mest træls, så er vi nok der.” 

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet