Forskere føler sig alene med deres problemer. Det giver dem stress

En kat gemmer sig instinktivt for selv sine ejere, hvis den er syg eller er blevet ramt af en bil. Paradoksalt nok gør dens instinkter det sværere for ejerne at hjælpe den.

I forskerverdenen er det lidt som i dyreverdenen: Der er stor intern konkurrence, et konstant behov for positionering, og du må aldrig vise svaghedstegn.

Forskeres arbejdsliv er i høj grad præget af en stærkt individualiseret arbejdskultur, hvor der mangler fællesskaber, kollegial sparring og rum, hvor man kan tale om sine faglige udfordringer.

Derfor er forskere meget alene, og det er en af de vigtigste psykologiske årsager til, at stress er et stort problem blandt forskere, fortæller en erhvervspsykolog og en stressforsker, som Forskeren har talt med.

”Forskerverdenen er meget et soloridt. Du er meget dig selv, du er din egen chef, du skal være meget selvledende. Og det, vi ved kan være en kilde til stress, er at være alene. Hos de mange hundrede mennesker, jeg haft igennem et stressforløb (ikke kun forskere, red.), er der én ting, der går igen, og det er, at de har følt sig alene,” fortæller Pernille Rasmussen, der er erhvervspsykolog og driver virksomheden Grow People.

Ensomhedskultur

Når det kan stresse os mennesker at føle sig alene, er det, fordi vi bliver bange, fortæller Pernille Rasmussen.

”Vi mennesker er flokdyr, og vi har brug for hinanden. Det giver tryghed at være en del af en gruppe. Så når vi er alene, kan vi meget hurtigt føle os udsatte – især når der opstår problemer, og når noget er svært,” siger hun.

Stressforskningen peger i samme retning. Adjunkt Tanja Kirkegaard fra Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet har undersøgt forskeres arbejdskultur. Hun ser forskerverdenen som helt sin egen med en særlig kultur og struktur, der er med til at fremme ensomheden blandt forskere og skabe usikkerhed og stress.

Forskere er bl.a. under pres for at publicere så mange artikler som muligt og helst i de rette tidsskrifter. Forskere skal konstant positionere sig – sågar over for kolleger på nabokontorerne. Og det kan være svært at gå til selv samme kolleger med tvivlsspørgsmål – faglige såvel som praktiske eller følelsesmæssige.

”De håndterer alting selv og benytter det, jeg kalder en individuel tilpasningsstrategi, hvor man egentlig bare forsøger at tilpasse sig arbejdspresset ved at arbejde igennem og klare tingene selv,” forklarer Tanja Kirkegaard og fortsætter:

”De affektive kulturer, hvor det er legalt, at man udtrykker emotioner, finder man ofte ikke i forskerverdenen.”

Forskning er simpelthen individuelt organiseret, og man praktiserer en høj grad af selvledelse. Arbejdsområdet er ofte meget specialiseret, og hvem går man så til, hvis man er i tvivl om det faglige?

”Man har en forståelse af, at dét med at vise svaghed gør man ikke. Man vil gerne fortælle, at man har travlt, og at man kan klare mosten, for ellers får kollegerne de spændende projekter. Men det betyder jo også, at forskerne heller ikke går til hinanden, og at de hver især går med en fornemmelse af, at alle andre kan klare det.”

Vil ikke føle mig dum

I sin forskning er Tanja Kirkegaard endda stødt på sammenligninger med litterære universer, der er prægede af stærke machoidealer, og hvor svaghed er tabu.

”Som en af forskerne (der deltog i Kirkegaards studie, red.) sagde: Der er sådan en He-Man-kultur, hvor man gerne vil vise, at man har rigtig meget at rive i, og at der ikke er nogen problemer med at klare det.”

Når Pernille Rasmussen taler med forskere, der har opsøgt hende med symptomer på stress, savner de først og fremmest et sted at søge hjælp, fortæller hun.

”De siger: Jeg kunne ikke spørge nogen. Der var ingen, der kunne hjælpe. Min vejleder har jeg begrænset adgang til, og vi har kun fokus på det faglige. Mine kolleger var også virkelig travle, så dem ville jeg ikke forstyrre. Mange af dem vidste alligevel ikke rigtigt, hvad jeg lavede. Og jeg ville ikke føle mig dum."  

Det sidste er langt hen ad vejen det vigtigste, mener Pernille Rasmussen. Universitetsverdenen er ”de kloge hoveders klub, og der vil du jo derfor ikke føle dig dum.” Strategien bliver derfor at forsøge at klare alt selv.

Isolation og adfærdsændring

Pernille Rasmussen forklarer, at når forskere ofte står alene med ansvaret for deres eget felt, kan de få en følelse af, at der ikke er nogen hjælp at hente.

”Det handler om ikke at have nogen at læne sig op ad. Ikke at kunne få hjælp. Ikke at kunne spørge nogen. Ikke at kunne få et godt råd. Ikke at kunne bonde med ligesindede og dermed have et fællesskab,” siger hun.

Med tiden bliver ensomheden en strategi, og som en såret kat begynder man at isolere sig, fordi man føler sig utryg i organisationen. Hvis man står med mange udfordringer og ikke kan få hjælp til at håndtere dem, så er det, fortæller Tanja Kirkegaard, at stresssymptomerne begynder at vise sig. Man kan ikke sove, man laver fejl, man glemmer ting og forsømmer planlægning.

Og så begynder man at ændre adfærd over for andre og forandre sin måde at håndtere presset på. 

”Jeg har selv forsket i forskeres arbejdskulturer, og der kan man se, at arbejdspres og konkurrence betyder, at hvor de måske ellers ville være mennesker, der søger meget hjælp hos andre og sætter pris på at være sammen med andre, begynder de at håndtere tingene selv ved at tilpasse sig og arbejde sig ud af tingene. De isolerer sig og søger ikke hjælp hos andre. De begynder altså at ændre håndteringsstrategi,” forklarer Tanja Kirkegaard.

Offentlige angreb på kolleger

I sin praksis har Pernille Rasmussen lagt mærke til noget: Den faglige ærgerrighed i forskningsverdenen kombineret med konkurrencen har skabt en kultur, hvor man ikke er bange for at angribe sine nærmeste kolleger i offentligheden. Forskellige metoder eller forskningsmæssige retninger kan eksempelvis fremstå nærmest religiøse. Én er måske tilhænger af en systemisk tilgang, mens en anden hælder til noget andet. 

”Det kan være som religioner for folk, og de kan angribe hinanden, hvis de mener, at den anden har en forkert holdning. Hvem har lyst til at blive angrebet af en kollega eller én, du måske skal arbejde sammen med eller ser op til? Det er meget utryghedsskabende,” siger hun.

Det er med til at øge presset og risikoen for at få stress, hvis man skal gå og være på vagt for angreb, forklarer hun.

”Og det kan pludselig blive personligt i stedet for fagligt,” tilføjer hun.

Tabet af kvalitet og mening

Tanja Kirkegaard har i sin forskning kunnet se, at det pres, forskere er under for at publicere meget og hurtigt, i høj grad går ud over kvaliteten af deres arbejde. Og det er i sig selv lidt paradoksalt, mener hun, for forskere sætter generelt lødighed og faglighed højt.

Forskeres tid til refleksion og fordybelse bliver kompromitteret, og derfor skal de hele tiden afveje deres faglige integritet imod de præstationskrav, der er i forskningsverdenen.

”Det giver en oplevelse af manglende mening, som har en psykologisk betydning: Gør jeg den forskel, jeg egentlig har sat mig for at ville gøre? Eller kommer jeg hele tiden til at køre med på de her performancekrav om så mange artikler som muligt i de bedste tidsskrifter? Giver mit arbejde mening længere?”

Taber man først meningen med det, man laver, og har man indgået alt for mange kompromisser med sin selvopfattelse, kan det have stor betydning for arbejdsglæden, forklarer stressforskeren.

Snak om de fælles vilkår

Således mener både Tanja Kirkegaard og Pernille Rasmussen, at der i høj grad er et problem med stress blandt forskere, og at en række ændringer i universiteternes organisationer og forskningslivets struktur er nødvendige.

”Hvis vi skal forebygge stress, skal vi forebygge, at folk føler sig alene,” lyder det korte svar fra Pernille Rasmussen på, hvordan man kan løse problemerne med stress på universiterne.

Men der er ting, som forskerne selv kan gøre for at forbedre deres arbejdsvilkår.

”Kan du finde nogen at lege med? Hvem kan du støtte dig til? Det kan så godt være, det ikke er inden for samme emne, men er der nogle andre ph.d'er, du kan dele med og sparre med? Om ikke andet har I jo jobbet til fælles. Er der nogle andre, man kan få sparring af?” spørger Pernille Rasmussen, når hun rådgiver forskere.

Og så er det vigtigt at øve sig i at sætte grænser for sig selv, siger hun. Dels i forhold til arbejdstiderne, som kan være meget flydende. Man skal huske at gå hjem, selvom man ikke føler, at det, man har lavet, er godt nok endnu. Dels skal man sørge for at sætte sig de delmål, som ingen andre hjælper én med.

Forskere som gruppe kan have gavn af at få snakket om, hvordan de får ændret tingene til det bedre, mener Tanja Kirkegaard.

”Forskere bliver nødt til at få skabt en langt mere kollektiv kultur, hvor det ikke er så ensomt at gå alene med tingene. At sætte initiativer i gang, hvor man rent faktisk snakker om de fælles vilkår, hvordan man kan ændre dem til det bedre, og hvordan man har det. Og skabe nogle flere typer af samarbejde og flere mulige måder at møde hinanden på, så man vænner sig til, at den sociale støtte bliver langt mere fremtrædende,” siger hun.

Universiteter skal se sig selv som arbejdsplads

Men enkeltpersoner kan ikke ændre en hel universitetskultur fra den ene dag til den anden, og derfor ligger ansvaret for at få ændret dårlige arbejdsvilkår først og fremmest hos universiteterne, mener de to eksperter.

Selve ledelsesstrukturen skal have et grundigt eftersyn, forklarer Tanja Kirkegaard.

”Mange institutledere har et ledelsesspænd på 100 medarbejdere, hvor de jo ikke kan udøve den her nære ledelse, som er rigtig vigtig: Fx hjælpe forskere til at prioritere deres arbejde eller give faglig sparring eller opdage, hvis en medarbejder ikke trives. De her ting, som man ser hos andre virksomheder, er sværere at få i spil i en organisationsstruktur som universitetet. Så man skal tænke over, hvordan man får organiseret sig. Skal man fx have nogle flere teamledere med et vist personaleansvar, så der er lidt mere tæt kontakt eller lidt mere ledelse i hverdagen?” siger hun.

Pernille Rasmussen mener ikke, at universiteterne ser sig selv som arbejdspladser på linje med resten af samfundet, hvor man laver lederevalueringer og APV’er.

”Jeg siger ikke, at de ikke gør nogen af de her ting. Jeg siger bare: Se det mere som en arbejdsplads end som en uddannelsesinstitution. Og tag det alvorligt og agér, når der er nogle ledere eller kolleger, der ikke opfører sig hensigtsmæssigt. Bare én person kan bidrage til et dårligt arbejdsmiljø for rigtig mange,” lyder opfordringen.

”Problemet bunder også i selvforståelsen. Selvforståelsen på et universitet er i høj grad: 'Vi er forskere.' Nej, du er ansat, du er leder, du er medarbejder. Det er en kulturændring og selvopfattelse, der også er nødvendig. Og nej, det kan man ikke skabe fra den ene dag til den anden, men omvendt skal man jo heller ikke bare give op. Man må udfordre systemet og stille krav til det. Og så er det nødvendigt med ledere, der i højere grad tænker på den her måde,” siger hun.

Denne artikel stammer fra vores nye månedlige nyhedsbrev, Forskeren. Det kan du abonnere på ved at tilmelde dig her.