Massiv stress blandt forskere

Derfor giver det desværre også god mening, at 58% af forskerne og underviserne ifølge en ny undersøgelse fra Djøf beskriver sig selv som stressede i hverdagen. Sådan lyder det fra arbejdslivsforsker Janne Gleerup, da hun bliver præsenteret for, at så mange føler sig stressede enten ’i meget høj grad’, ’i høj grad’ eller ’i nogen grad’.

Janne Gleerup er også fællestillidsrepræsentant på Roskilde Universitet og sidder i bestyrelsen for forskere og undervisere i fagforeningen DM. Så det er med hele tre faglige kasketter, hun zoomer ind på de mange faktorer, der kan bære ved til en stresset hverdag som forsker.

Stressen er bredt forankret, siger hun. Men hun peger dog på én gruppe, der er særligt udsat – nemlig de yngre og tidsbegrænset ansatte, som der er rigtig mange af.

”Efter ph.d.'en er de henvist til midlertidige ansættelser som adjunkt eller postdoc, som for manges vedkommende ikke bringer dem nærmer en lektorstilling og dermed et fast job.”

Det kan være et kæmpe pres ikke at vide, hvordan dine chancer egentlig er for at gøre forskning til din karrierevej, siger Janne Glerup:

”I hvilke andre brancher har du en prøvetid på 10 år eller mere?”

Og ifølge Janne Glerup kan det være en dyrt købt prøvetid.

”Som forsker specialiserer du dig – så jo længere du er i akademia, jo længere bevæger du dig væk fra det øvrige arbejdsmarked. Men i sidste ende kan du alligevel ende med at blive sorteret fra, når du endelig når lektorstadiet. Jeg tror ikke, der er andre brancher, hvor karrierestrukturen er så urimelig.”

Mange overvejer at droppe ud

Kampen om en fastansættelse kan også gå ud over arbejdstiden.

”Du har i vid udstrækning selv ansvaret for at sikre din egen ansættelse gennem ekstern finansiering og publicering. Du kan selv vælge, om du vil bruge juleferien på at skrive en artikel færdig eller ej. Men hvis du ikke bliver færdig, står du dårligere, og dermed er der igen større utryghed i dit arbejdsliv,” pointerer Janne Gleerup.

En ny trivselsundersøgelse fra DM viser, at hver tredje ph.d.-studerende seriøst overvejer at droppe ud.

På både Aarhus Universitet (AU) og Aalborg Universitet (AAU) oplever tillidsrepræsentanter også, at især de mange tidsbegrænsede ansættelser er en evig kilde til stress.

På Juridisk Institut på AU er det det i særlig høj grad hos de yngre medarbejdere, man ser stresssymptomer og stresssygemeldinger, fortæller lektor og tillidsrepræsentant Caroline Adolphsen. Hun er også formand for Djøfs sektorudvalg for universiteter og forskning.

”Jeg ser det også hos de ældre medarbejdere, men ikke i samme omfang.”

Mange sygemeldinger

Jesper Lindgaard Christensen er lektor og tillidsrepræsentant på AAU. Han fortæller, at den seneste trivselsmåling på AAU viste, at næsten hver tredje har fysiske symptomer på stress jævnligt eller hver dag.

”Det er et udbredt fænomen i sektoren, og det er noget, vi har diskuteret i årtier, men det er ikke blevet bedre – tværtimod. Det har måske noget at gøre med, at omvæltningerne i sektoren eskalerer – den eneste konstant er nærmest forandring.”

Han oplever en del sygemeldinger, der bunder i stress. Og qua sit hverv som tillidsrepræsentant er Jesper Lindgaard Christensen jævnligt med til sygefraværssamtaler.

”Når en medarbejder er indkaldt til en sygefraværssamtale, bliver han eller hun tilbudt at få en bisidder med. Sidste år var jeg med til omkring 20 samtaler – hovedårsagen til alle sygemeldingerne var psykisk arbejdsmiljø.”

De ansatte på AAU er tilknyttet en erhvervspsykologordning. De senere år har mellem 120 og 140 medarbejdere i Aalborg årligt været i et forløb hos en erhvervspsykolog.

Mange stress-kilder

Selv om de yngre medarbejdere oftere er ramt af stress, går de erfarne ikke fri. For der er mange andre forhold end manglende fastansættelser, der stresser.

Janne Gleerup peger på en række andre faktorer, der er også med til at udløse stress blandt de ansatte i universitetssektoren:

Besparelser: "De seneste mange år har universiteterne været ramt af mange nedskæringer herunder en årrække med faste ’2%-besparelser’. Det går ud over ansættelsessikkerheden, og vi har da også set en del afskedigelser.”

Ekstern finansiering: "På grund af universiteternes trængte økonomi er der kommet et større pres på forskerne i forhold til at skaffe ekstern finansiering. Forskningsområderne er imidlertid meget forskelligt stillet, i forhold til om der er midler at søge, og det truer ansættelsessikkerheden.”

Pres på basismidler: "Universiteterne bliver mere afhængige af den eksterne forskning. Ergo er det ’markedet’, der bestemmer, hvad der skal forskes i. Det betyder, at hvis du som forsker sidder med en viden om, at et område er underbelyst, men der ikke er midler at søge til det, er du nødt til at forske i de felter, hvor der er penge at søge. Det går ud over arbejdsmiljøet, når du oplever barrierer for at udfolde din faglighed som forsker, fordi du hele tiden skal orientere dig efter nye penge.”

KPI’erne: ”Ansættelsestrygheden bliver i stigende grad knyttet til den enkeltes succes eller manglende succes med at skaffe forskningsmidler. Og kravet om at producere de rigtige artikler med de rigtige mennesker i de rigtige tidsskrifter er intensiveret – man skal i det hele taget nå meget mere i samme ansættelse.”

Konkurrence: "Kampen om de faste stillinger kan føre til en usund konkurrence, der kan være med til at belaste arbejdsmiljøet. Konkurrencen kan også være mellem universiteter med beslægtede forskningsområder, fordi de kæmper om de samme midler. Den stigende konkurrence med alles kamp mod alle kan svække den åbne videndeling og samarbejdskultur, som forskningen lever af.”

Angreb på forskeres faglighed: "Der er stigende tendens til, at forskere angribes i den offentlige debat. Det kan være voldsomt at få en tur i mediemøllen. Både fastansatte og midlertidigt ansatte kan føle sig udsat, når de sværtes til i offentligheden. Tendensen kan fremme selvcensur, og det er jo et kæmpe problem, hvis forskere mister modet til at bidrage med deres viden i den offentlige debat.”

Og listen er ikke udtømmende. Jesper Lindgaard Christensen peger fx også på udflytning som en stresskilde. 

Hvorfor være forsker?

Hvorfor er det egentlig, at så mange trods stress og usikkerhed vælger forskervejen?

”Der er også mange ting ved et job i universitetsverdenen, der er positivt. Der er mange, der nærmest ser deres job som en hobby. Men det kan så også være en af grundene til, at det kan være svært at sætte grænser, og dermed smelter éns arbejdsliv og fritidsliv sammen,” siger Jesper Lindgaard Christensen.

Og så er der fleksibiliteten, som både Jesper Lindgaard Christensen og Caroline Adolphsen peger på. Men også dén er der gjort indhug i.

”Semestrene er blevet længere, og undervisningen er spredt mere ud, så der nu kan ligge undervisning både om aftenen og i weekender,” siger Caroline Adolphsen.

Både hun, Jesper Lindgaard Christensen og Janne Gleerup har været i ’gamet’ i mange år.

Janne Gleerup har haft overvejelserne om at forlade forskerbranchen på grund af de mange former for pres. Men i stedet besluttede hun sig for at blive faglig aktiv.

”Jeg havde været knap 10 år i midlertidige ansættelser, så jeg har oplevet på egen krop, hvor utroligt dårlige vilkår man arbejder under. Og det motiverede mig til at undersøge, om jeg ikke kunne være én af dem, der kan gøre noget for at forbedre vilkårene. Men det går langsomt. Desværre.”