Skæve påstande om bureaukrati afsporede debatten i valgkampen

Løfter om afbureaukratisering og djøf-bashing er et evigt emne, når der er valgkamp. Men denne gang fik den en ekstra skrue, som da Mette Frederiksen lovede, at kommunerne kan spare 2,5 mia. kr. på administration og bruge pengene på sosu-assistenter og pædagoger.

Det mente kommunerne selv var umuligt, og det samme påpegede en række forvaltningseksperter.

Men diskussionen om bureaukrati dør ikke, og det skal den heller ikke, hvis der findes overflødigt bureaukrati. Men man må tage den på et oplyst grundlag, og det kniber det med fra politisk side, siger Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring på Aalborg Universitet.

”Jeg ser faktisk en nærmest bevidst valgt politisk iscenesættelse, som er misvisende. Det gælder fra næsten hele det politiske spektrum.”

I tidens løb har man talt regler op, talt hoveder op, talt administrationsudgifter op og spillet de varme hænder ud mod de kolde.

Men en velfungerende offentlig sektor handler bl.a. om, hvordan de, som er gode til administration, bedst hjælper dem ude i ’kerneopgaven’ med den administration, vi må og skal have, fastslår han.

”Det er, som om det går galt for politikerne her.”

Prisen for færre sekretærer

Politikerne er som altid på udkig efter noget at spare på, og så hører de alle historierne om jordemødre, der har for travlt, om dommernes sagspukler og om sosu-assistenter, der bruger tid på alt andet end borgerne.

”Og så siger man så: 'Hvis bare der ikke var så meget bureaukrati, så kunne de få tid til at lave deres arbejde.' Men dét, der er galt, er, at man ikke har været derude og set på, hvordan tingene virker i praksis,” forklarer Per Nikolaj Bukh.

Tag jordemødrene, siger han. Vi ved, at der aldrig har været så mange jordemødre pr. fødende som i dag. Vi ved også, at de fødende aldrig har været til så mange scanninger som i dag, hvilket er noget, som politikerne rigtig gerne vil bevilge penge til. Og så vi ved, at der er færre lægesekretærer end før til at støtte jordemødrene.

”Så måske noget af jordemødrenes stress handler om, at de hellere vil bruge deres tid på de fødende end på at indtaste scanningsresultater. Derfor kan noget af løsningen være, at jordemødrene får nogle sekretærer til at hjælpe dem med det.”

Eller tag dommerne, som lige præcis selv pegede på samme problemstilling, da Dommerforeningen for halvandet år siden kom med en rapport om de voksende sagsbunker ved retterne.

”Dommerne var frustrerede over de voksende ventetider. Og dér pegede de selv på, at de – fordi de ikke længere havde sekretærer – sad og lavede en masse, ikke unødvendigt, men nødvendige sekretæropgaver. En af måderne at få afsagt flere domme hurtigere var, hvis de fik sekretærer til at aflaste dem.”

Kolde hænder er varmere, end vi tror

Sådan er det mange andre steder, konstaterer Per Nikolaj Bukh og giver et lillebitte eksempel fra sin egen verden.

”Jeg kan godt selv afregne fx udlæg for rejser og indkøb. Men der er også en skyggeomkostning ved det, nemlig værdien af det forsknings- og undervisningsarbejde, jeg kunne lave i stedet, hvis en HK-medarbejder, som er bedre end mig til det, gør det for mig.”

Kort sagt: Kolde hænder er meget varmere, end vi tror, fastslår han.

”Det er de, fordi de hjælper de varme hænder med at koncentrere sig om at være varme hænder og passe deres kerneopgave. Det er noget af dét, vi skal ind og bore i frem for bare at kalde djøfere og HK'ere for bureaukrater.”

Forsker jager unødigt bureaukrati

Rasmus Dalgaard Stenderup, nyslået ph.d.-stipendiat på statskundskab på Københavns Universitet, har kastet sig ud i et forsøg på at diagnosticere potentielt overflødigt bureaukrati i offentlige organisationer.

Ligesom Per Nikolaj Bukh mener han, at man får blandet mange forskellige ting sammen i debatten om afbureaukratisering.

”Hvis man vil ændre på noget i praksis, tror jeg, det er nødvendigt at få adskilt de tilfælde, hvor regler og dokumentationskrav slet ikke kan retfærdiggøres – de findes sikkert også derude – fra de tilfælde, hvor reglerne er der af en årsag, men hvor de måske kunne implementeres på en mindre besværlig måde.”

Så når en procedure bare ikke lige kan fjernes, bør man i stedet kigge på, om den er designet så smart som muligt, og hvilke grupper der bliver pålagt hvilke besværligheder – og så lave en prioritering her, forklarer han.

”På den måde bliver det også tydeligt, hvor politisk diskussionen faktisk er.”