Derfor er djøfere nogle af valgkampens store skurke

Ja, afbureaukratisering er altid et emne, der kigger frem i en valgkamp. Men det er første gang, at djøferne er sovsen, der binder alle dårligdomme sammen.

Sådan skrev Asmus Leth Olsen, professor MSO på statskundskab, Københavns Universitet, på Berlingskes blog Valgstrømmen, da han havde set den første partilederrunde.

Der er altid stemmer i djøf-bashing, men mere end nogensinde i denne valgkamp. Sådan lyder det samstemmende fra tre valgforskere, Djøfbladet har interviewet.

Arbejderne mod kapitalisterne hører fortiden til. I dag går skillelinjerne meget mere mellem høj og lav uddannelse.

”Og fordi der stadig er mange færre af akademikerne end af de andre, koster det ikke så meget i stemmer at tale grimt om dem,” siger Martin Vinæs Larsen, der er valgforsker på Aarhus Universitet.

Det er djøfernes skyld

Det er djøferne og ikke læger og ingeniører, der skydes på. Det er selvfølgelig hele diskursen om kolde og varme hænder, der er på spil.

”Som er, at der er nogle i den offentlige sektor, som hjælper med at gøre velfærden bedre. Og nogle, som gør den dårligere, og det er djøferne,” siger Martin Vinæs Larsen.

Den forestilling er udbredt i vælgerbefolkningen, og det bliver ikke bedre af, at folk oplever, at der bare bliver flere og flere djøfere – eller af, at politikerne fisker stemmer ved at være med på den fortælling, siger han.

Det har altid være populært med bureaukrat-bashing og med varme hænder mod kolde, siger valgforsker på Københavns Universitet, professor Kasper Møller Hansen.

Pointen er, at man er positiv over for det udførende led – de fagprofessionelle ude i den borgernære velfærd – men ikke over for ledelses- og analysedelen. Det er altså funktionen – og ikke dét, at nogen er medlem af Djøf – som vælgerne er skeptiske over for, understreger Kasper Møller Hansen.

Land mod by

I denne valgkamp er fronten blevet trukket ekstra hårdt op, fordi det også taler ind i en appel til vælgere uden for de store byer, siger professor Rune Stubager, der er valgforsker på Aarhus Universitet.

”Djøfere er nogle, som ofte bor i de største byer. Man ser dem som nogle, der er med til at centralisere, og som har mistet forbindelsen til folk ude i landet.”

Én ting kommer man ikke udenom i dén her sag, fastslår valgforskerne: Inger Støjbergs markante indtræden på scenen presser ikke mindst Socialdemokraterne, som derfor går ekstra til biddet med akademiker-kritik i denne valgkamp.

”Jeg har ikke tal for det. Men man går tydeligvis op i at signalere, at man især holder med folk, der har en erhvervsuddannelse eller er ufaglærte,” siger Martin Vinæs Larsen.

S-udspillet om at forkorte mange af kandidatuddannelserne på humaniora og samfundsvidenskab til kun ét år er et kongeeksempel på dét, påpeger Rune Stubager.

Pust ikke til vreden

Jesper Claus Larsen ejer firmaet Electica, som laver befolknings- og vælgeranalyser for organisationer, virksomheder og partier, og han er også tidligere analysechef i Socialdemokratiet.

Han er grundlæggende enig i valgforskernes analyse. Men det handler også om, at følelser fylder i politik som aldrig før, mener han. Dén følelse, som er mest motiverende i politik, er vrede.

”Gennem de senere år har der rejst sig en følelse blandt de danske vælgere, som baserer sig på direkte vrede. Det er for mig at se noget nyt i dansk politik,” siger Jesper Claus Larsen.

”Du kan kalde det en ubalanceret vælgerskare, som bruger vrede til at udtrykke, at de ikke kan se sig selv i tingene. Men det stiller altså et krav til politikerne om, at de kommer med nogle løsninger til den her del af vælgerbefolkningen.”

Og det bliver så bl.a. at tale djøfernes funktion i velfærdssamfundet ned?

”Problemet med vrede er, at vælgervreden skal kanaliseres et sted hen. Man skaber nogen eller noget, man er imod. Og i den her valgkamp bliver det hele koblet sammen: Man tager den velkendte djøfiserings-kritik – 'hvad laver alle de der djøfere i kommunerne og staten?' – og kobler den sammen med land mod by.”

Meget af energien i politik handler om at skabe konflikter. At være noget for nogle, men ikke for nogle andre. Men politikerne skal til at passe lidt på, mener han.

”Jeg er normalt meget forsigtig med at lave referencer til Trump og USA. Men vi kan se, at hvis politikere først begynder at bruge vrede aktivt i politik, kan det løbe ud af kontrol. Man kan ikke kontrollere vrede.”

Ufarligt at love afbureaukratisering

Et af regeringens forslag i udspillet ’Danmark kan mere III’, er, at kommunerne kan spare 2,5 milliarder kr. på bureaukrati og administrative medarbejdere og i stedet bruge pengene på borgernær velfærd. Det er ikke et regnestykke, som Kommunernes Landsforening klapper i hænderne over. De tror faktisk ikke, at det kan lade sig gøre.

Er det så ikke farligt at udstede løfter om, at lønsum for milliarder kan konverteres til varme hænder?

”Nej,” siger Martin Vinæs Larsen.

”Det er begrænset, hvor seriøst sådan noget bliver taget som løfte af vælgerne. Man skal mere se det som et signal om, på hvis side man er. Det lykkes måske aldrig at få fjernet noget bureaukrati, men man får fortalt, at man vil investere nogle flere penge i de varme hænder. Dét er det, vælgerne husker.”

”Man ved godt, at det her ikke er realiserbart. Men det skaber en klar position i en valgkamp,” siger Jesper Claus Larsen.