"Sådan nogle som dig får vi aldrig brug for, men du er jo lækker og hot, så det er lige meget"

Døren er lukket ind til det lille kontor. Anna sidder på sin stol og til venstre for hende står hendes praktikvejleder og taler med bestemt stemme: ”Det er altid ’hokus pokus Anna i fokus’. Men I kan ikke noget, når I kommer ud fra jeres uddannelse, og sådan nogle som dig kommer vi aldrig til at få brug for her i organisationen.” Praktikvejlederens hånd lægger sig med en rolig bevægelse på Annas skulder. Et lille gys går gennem hende. ”Men du er jo lækker og hot, så det er lige meget,” afslutter vejlederen.

Det er én af de episoder, som Anna særligt husker, når hun tænker tilbage på dengang, hun i 2019 som led i sin bachelor var i ulønnet praktik på en offentlig arbejdsplads. Anna er ikke hendes rigtige navn, da hun ønsker at være anonym af hensyn til sine fremtidige jobmuligheder. Djøfbladet er dog bekendt med hendes identitet og praktikstedet.

Gennem sin praktiktid forsøgte Anna flere gange at få hjælp. Hun gik til sit studie for at tale med både den tilknyttede vejleder og praktikkoordinatoren om de ting, som hun oplevede, men studiestedet trak ikke Anna ud af sin praktik

I stedet oplevede hun at få valget om at fortsætte eller droppe ud af praktikken. På den måde ville hun komme bagud i studiet, og det var det sidste, Anna ønskede. Derfor blev hun ved, selv om hun kunne mærke, at hun gradvist fik det dårligere.

Men selv om Anna fortsatte, blev hun alligevel forsinket. Praktikforløbet endte nemlig med at påvirke hende så alvorligt, at hun måtte sygemelde sig fra studiet.

Praktikanter mangler rettigheder

Anna er ikke den eneste, der oplever at have et mislykket praktikophold. I en ny Djøf-undersøgelse svarer syv ud af 103 studerende, der har været i praktik, at de har været udsat for grænseoverskridende adfærd.

Og hver måned modtager Djøf én til to henvendelser fra studerende, der er i ulønnet praktik som led i deres uddannelse, fortæller rådgivningschef Mette Knudsen.

”Vi får henvendelser, som spænder over, at praktikanterne oplever, at der ligger pornografisk materiale på praktikvejlederens kontor, til seksuelle kommentarer. Og vi hører fra flere, at de bliver spurgt ind til deres sexliv.”

”Hvis nogle har fået en ny kæreste, kan det være kommentarer som: ’Så har I vel godt gang i den – skal I snart have en ny seng, for den I har, har I vel knaldet i stykker?’ Det kan også være kommentarer om folks bryster og spørgsmål om, hvorfor de har så løst tøj på, for det er da en skam med sådan en krop,” fortsætter Mette Knudsen.

Hun oplever, at praktikanter ofte er dårligt stillet i forhold til deres rettigheder, hvis de bliver udsat for chikane.

”Praktikken er en del af et uddannelsesforløb, og man kan ende med at sætte det over styr, hvis man siger fra. Og fordi det ikke er et ansættelsesforhold, er der ikke de rettigheder eller muligheder, der normalt kan være, når man bliver udsat for sexchikane,” fortæller hun.

Det første møde

Gennem sit praktikforløb oplevede Anna ikke at få den hjælp, som hun føler, hun havde brug for. Men for at kunne forstå, hvorfor hun i første omgang overhovedet blev nødt til at bede om hjælp, skal tiden spoles lidt tilbage.

Ved semesterstart i 2019 skal Anna som led i sin uddannelse i ulønnet praktik. Annas uddannelse har opslået forskellige praktikpladser, som de studerende kan søge, og da praktikstederne bliver fordelt, får Anna en plads hos en offentlig organisation, hvor hun skal lave et særligt projekt.

Inden første arbejdsdag skal Anna til et indledende møde for at få en fornemmelse af den arbejdsplads, hun skal være en del af det næste halve år af sit liv. Her møder hun for første gang sin praktikvejleder på arbejdspladsen. Under mødet får hun et link til nogle sociale medieprofiler, som vejlederen bruger privat.

Først tænker hun ikke mere over det, men da hun et par dage senere snakker med sin kæreste om praktikpladsen, vælger de sammen at tjekke linket. Synet, der møder dem, er hverken Anna eller kæresten forberedt på. For linket fører bl.a. til indhold, som hun opfatter som seksuelt grænseoverskridende.

”Jeg får en følelse af, at det er forkert og ulækkert. Det er ikke i orden, at man henviser en praktikant eller kollega til den slags. Jeg tænker, at jeg aldrig har lyst til at tale om det igen – og slet ikke med min vejleder.”

Anna skubber tanken til side, og da hun når til første arbejdsdag, er hun ekstremt spændt. I starten af praktikken prioriterer praktikvejlederen, at hun kommer med til møder, så hun både får en erfaring og indsigt i organisationen. Men det ændrer sig hurtigt.

”Efter noget tid begynder min praktikvejleder bare at gå uden mig. Der er dage, hvor jeg ikke ved, hvor min vejleder er. Jeg følte ikke, at jeg havde rettighederne til at spørge, om jeg ikke også skulle med,” fortæller Anna.

”Du er jo lækker og hot”

Anna sidder meget alene med sin opgave, og hun trækker sig mere ind i sig selv.

Situationen bliver værre, da praktikvejlederen en dag tager en samtale med hende. Det er her, vejlederen lægger hånden på hendes skulder og siger: ”Men du er jo lækker og hot, så det er lige meget.”

”Jeg husker, at jeg sidder og kæmper med at holde tårerne tilbage. Jeg kan ikke forstå, hvad der sker, og hvorfor jeg skal udsættes for det. Men jeg husker, at jeg føler mig fanget i praktikken, fordi det er en del af mit semester, som jeg gerne vil bestå,” fortæller Anna.  

Hun kan ikke holde det for sig selv. Da arbejdsdagen er forbi, ringer hun til studiet med tårerne trillende ned ad kinderne. Hun får hurtigt et møde med både vejlederen på studiet og praktikkoordinatoren.

”De fortæller mig, at jeg ikke skal tage mig af det, fordi det bare er en gammel og rigid organisation, som jeg er havnet i. Jeg fik en følelse af, at det blev fejet til side, og jeg bare skulle lade det ligge, og så måtte vi se, hvordan det gik.”

Anna begynder at tvivle på sig selv. For når vejlederne fra studiet siger, at hun ikke skal tage sig af det, er det så hende selv, der er noget galt med?

Over grænsen

Følelsen hænger fast, mens Anna fortsætter i praktikken. Kun nogle dage efter finder flere episoder sted. Episoder, som Anna i dag husker som både grænseoverskridende og upassende.

En torsdag aften klokken 21:49 lyser skærmen på Annas telefon op. En besked fra praktikvejlederen er landet i indbakken. Det er underligt, for hun ved, at vejlederen er til et arrangement med arbejdet, hvor der serveres både mad og vin. Teksten lød ”Hej søde Anna. Første dag er gået godt. Jeg håber også, at din dag med møde på studiet har været god.” ’Er det normalt?’ tænker Anna for sig selv og ignorerer beskeden.

Tre dage senere får en ny besked fra praktikvejlederen. Den handler om arbejde, så hun svarer på den. Retur kommer en besked med en smiley med hjerteøjne.

Anna beslutter sig for, at hun er nødt til at sige det til nogle. Derfor fortæller hun om beskederne til et møde på studiet. 

”Jeg oplever, at det bliver fejet væk og ikke bliver taget alvorligt,” fortæller Anna.

Hun vender derfor tilbage til arbejdspladsen. Få dage efter sidder hun i kantinen med nogle kolleger. Anna viser kollegerne et billede på sin telefon for at vise en bestemt type af gulv, som hendes far har lagt. På billedet er der også en ekstra seng, som faren har bygget.

”Vi smalltalker lidt, og jeg siger, at jeg er spændt på at se denne ekstra seng og se, om den er solid, da min far ikke er snedker. Så kommer min vejleder med en kommentar om, at min egen seng da skal kunne holde til meget mere. Der er ingen, der siger noget, og jeg går hjem med en følelse af, at det ikke var i orden, men der var jo ikke andre, der sagde noget.” 

Frosset ud

Efterhånden hober episoderne sig op inde i Anna. Det bliver en fast del af arbejdsdagen, at hun flygter til toilettet for at sidde for sig selv og trække vejret. Praktikvejlederen bemærker, at Anna er forandret, og spørger en dag inde på kontoret, om der er noget galt.

”Jeg vil nærmest sige, at jeg med ord får taget kvælertag og bliver bedt om at fortælle, hvad der er i vejen, fordi min vejleder kan mærke, at der er noget. Jeg prøver at arbejde videre på mine ting, men vejlederen bliver bare ved og ved, og til sidst er det, at jeg siger det: 'Jeg har ikke brug for, du kalder mig lækker og hot, jeg har ikke brug for, du sender sms’er til mig og taler om min seng.'” 

Anna husker, at hun føler det som ekstremt grænseoverskridende at skulle sige fra over for sin vejleder, men samtidig er hun lettet. Den følelse varer dog ikke ved. For herefter bliver det kun værre.

”Min vejleder bliver meget kold og ligeglad. Jeg bliver ikke taget med til møder, og der er ingen, der spørger, om jeg vil med til frokost. Der kan blive helt stille på gangen, fordi alle er gået til frokost.”

Derfor begynder Anna at tvivle på, om hun skulle have sagt fra.

”Jeg bebrejder mig selv og tænker, at jeg aldrig skulle have sagt det.” 

Sammenbrud

I tiden efter prøver Anna at holde hovedet en smule oppe og passe sig selv. Men en dag da hun møder ind på jobbet, kan hun se, at hun er indkaldt til et møde med sin vejleder og de nærmeste kolleger. Et møde, hun ikke aner noget om.

”De fortæller på skift deres oplevelse af mig, at de synes, jeg er forkert, og at min adfærd er forkert,” siger Anna. 

Mens Anna sidder på stolen foran sine kolleger, bliver hendes kinder røde og varme. Pulsen stiger, og sveden samler sig i hendes håndflader. Samtidig presser tårerne sig på, og da mødet slutter, søger hun ind på det lille kontor, som hun deler med sin praktikvejleder.

”Min krop giver fuldstændig slip. Jeg falder ned i knæstilling, mine hænder låser, og jeg begynder at hyperventilere.”

Anna får samlet sig. Så snart hun forlader bygningen, ringer hun sin læge op og får en tid med det samme. Lægen forklarer, at hun har haft et angstanfald.

”Lægen bakker mig op i alt det, som jeg har gået med af følelser, og hun forklarer, hvad der sker i min krop,” fortæller Anna.

Endnu en gang tager Anna kontakt til sit studie.

”Jeg er ked af det, og jeg vil gerne have dem til at komme og hjælpe mig. Jeg vil gerne have hjælp til at sige til mit praktiksted, hvordan jeg har det, uden at jeg dumper. Men det ser de ikke som en mulighed.”

”De siger, at jeg bare skal fortsætte, og de opfordrer mig til at tage skyklapper på. Så det bliver mig selv, der skal sørge for, jeg kommer videre.”

Stoppe eller fortsætte?

Mod slutningen af sin praktik overvejer Anna hver dag, om hun skal afbryde forløbet.

”Jeg er ked af det, og jeg får ikke sovet. Jeg har ondt i maven, og jeg har ikke lyst til at tage af sted om morgenen. Jeg tænker meget over, hvor meget jeg egentlig skal finde mig i for ikke at dumpe.”

På det tidspunkt føler Anna dog ikke, at hun har noget egentligt valg – for hvis hun stopper, vil det blot betyde, at hun bliver forsinket på studiet, samtidig med at hendes økonomiske grundlag kommer i fare.

”Jeg tænker, at hvis jeg stopper i praktikken, vil det være mig, der er noget i vejen med. Ingen ved, hvad der reelt er sket. Så jeg har en følelse af ikke at ville være en fiasko – i mine medstuderendes øjne, men også i min families.”

Derfor gennemfører Anna praktikken og afleverer sin opgave. Kort før praktikken slutter, kontakter Anna sin fagforening.

”De forsøger at være mæglere og indgå forlig osv., men sagen bliver blankt afvist. Dem, som jeg går til, fortæller mig, at det ikke er i orden, hvad jeg har oplevet, og at det uden tvivl er seksuel chikane, der har fundet sted. Men jeg kan ikke få yderligere hjælp.”

Manglede hjælp

Når Anna i dag tænker tilbage på sin oplevelse, sidder hun med en dyb undren: Hvorfor fik jeg ikke mere hjælp?

”Jeg har manglet nogle, der kunne hjælpe mig, når jeg har haft virkelig brug for det, og manglet én, der sagde til mig, at jeg skulle stoppe og have hjulpet mig med det,” siger hun.

Mette Knudsen, der er rådgivningschef i Djøf, ville ønske, at der var et klarere ansvar, når praktikanter som Anna har brug for hjælp. Hun fortæller, at praktikanter kan opleve at falde mellem to stole rent rettighedsmæssigt.

”Når det ikke er en underviser, der udøver chikanen, er det ikke undervisningsstedet, der har ansvaret. Samtidig er praktikanterne jo ikke ansat af arbejdspladsen.”

”Det vil være en kæmpe hjælp, hvis studiestederne i højere grad tog ansvar. Det bedste ville være, hvis man vidste, at når man kontaktede universitetet, så ville de sørge for at stable noget på benene, som gør, at man kan afslutte sin praktik.”

Samtidig mener Mette Knudsen, at der helt generelt bør føres et bedre tilsyn med praktikpladserne, så en virksomhed ikke uhindret kan fortsætte med at få praktikanter.

Hun anbefaler i høj grad andre studerende, der oplever sager som Annas, at række ud til deres faglige organisation så tidligt som muligt.

”I langt de fleste tilfælde oplever vi samarbejdsvillige institutioner, så der skal nok være en vej ud af det. Selv om praktik er vigtigt i forhold til at få et job, er det endnu vigtigere, at man kommer igennem sådan noget her uden at blive kørt alt for langt ned.”

”Det kan godt være, at man lige nu tænker, at det værste er, at man bliver et halvt år forsinket på studiet, men jeg vil sige, at man skal komme væk i en fart. For det kan have langt større konsekvenser end et halvt års forsinkelse,” understreger Mette Knudsen.

”Jeg skulle have gået min vej”

Tre år er gået, siden Anna var i praktik, men sagen er stadig ikke afsluttet. Hendes læge anmeldte Annas sag som en arbejdsskade, og selv om den i første omgang blev afvist, er den nu igen taget op.

Anna er på sin vis kommet videre, da hun i dag læser en kandidat på et andet uddannelsessted. Men oplevelsen er fastlejret i hende. Efter praktikken blev Anna nemlig så syg, at hun måtte udskyde sin bachelor i halvandet år.

Hun kæmper stadig med at få overskud i hverdagen og med sit selvværd. Hun går til terapeut, har udviklet en svær belastningsreaktion og har fået forhøjet blodtryk.

”Jeg gik så meget op i ikke at blive forsinket, men det endte jeg jo alligevel bare med at blive. Jeg skulle have gået min vej. Hvis jeg havde vidst, hvad alt det her ville føre til, havde jeg valgt at gå derfra. Men på det tidspunkt var det rigtig svært at gøre. Det har ødelagt så meget omkring mig og inde i mig.”

Djøfbladet har ikke kunnet fremføre kritikken for arbejdspladsen, den tidligere praktikvejleder eller studiestedet af hensyn til Annas anonymitet. Djøfbladet har haft adgang til en række af arbejdsskadesagens dokumenter og Annas lægejournal, der dokumenterer, at hendes sygemelding tilskrives praktikopholdet. Praktikstedet påpeger i de dokumenter, som Djøfbladet har haft adgang til, andre årsager til, at forløbet er endt, som det er.