Læserbrev

”Hvorfor skal vi ligge under for Djøfs københavneri?”

2.2.2022

af

Privatfoto

Privatfoto

Det er upassende, at Djøf beklager sig over planerne om at flytte uddannelser ud af landets største byer, skriver Thomas Maschoreck: ”I bakker op om en intern magtelite, der vil holde alt i København.” Djøf svarer på kritikken.

”En ommer,” skriver Djøf Privat-formand Henrik Funder i det nyeste nummer af Djøfbladet om flytningen af uddannelser fra de store byer.

Ja, klart er det en ommer – for Djøf.

Igen skal hele medlemsskaren acceptere vores forenings københavneri. Endnu en gang skal vi se en smart yngre fyr i jakkesæt udtale sig om, hvad Djøf mener er godt for Danmark. Henrik Funder sender signaler på Djøfs vegne om, at jyder er inkompetente, og at vi skal bare få samlet alt så centralt som muligt.

Det er ikke ok, at en faglig organisation igen og igen udelukkende støtter centraliseringen – det er sket før under debatten om ’udflytning af statslige arbejdspladser’. Vi, der ikke bor i København, kalder det måske bare en tilbageflytning. Tag fx Socialstyrelsens ’udflytning’ til Odense. Velkommen hjem, tænker jeg mere.

Og nu skal det så være et nyt problem for jer københavnere, at man også vil flytte en smule uddannelse hjem igen? Det vil jo på ingen måde være noget, der rammer Djøfs medlemsskare – så hvorfor overhovedet blande sig i debatten? Vi taler om, at man slettede et lærerseminarium i Tønder for mange år siden og lignende, bare for at komme med et eksempel – og nu vil man så undskylde sagen med en danseuddannelse i Holstebro.

Det er upassende, at Djøf nu også kloger sig på en plan om at tilbageflytte lidt uddannelse til provinsen, hvor den delvist er blevet stjålet fra. Også set i lyset af, at uddannelsesmulighederne i de større byer er eksploderet hen over de sidste 20-30 år. Syddansk Universitet (SDU) har i dag over 20.000 studerende – i 90’erne (da det hed Odense Universitet, red.) var det langt under det halve. Så alene på SDU har væksten i uddannelsespladser været mere end 10 gange større end det antal, regeringen foreslår ”udlagt”.

Djøf har hele tiden notorisk modarbejdet planen om en tilbageflytning af offentlige arbejdspladser. I bakker op om en eller anden intern magtelite, der vil holde alt i København.

Samtlige forsøg på at ’udflytte’ diverse økonomifunktioner er strandet i en eller anden ligegyldig angst for Rigsrevisionen. Jeg kan konkret nævnte Familieretshuset, hvor økonomiledelsen burde være i Aabenraa og alligevel landede i hovedstaden, fordi ”åh nej, hvad nu hvis osv., Rigsrevisionen…” Det samme skete i Ribe med udflytningen af Trafikstyrelsen – og jeg kan blive ved.

Jeg ved, at de danske kommuner og regioner er meget skarpere til økonomistyring, end staten er, så hvorfor skal vi igen ligge under for jeres københavneri?

Det giver faktisk god mening at råde bod på fortidens synder, hvis vi ikke vil havne i et delt samfund. Og som gode gamle Kresten Phillipsen sagde: ”I kan bare flytte ind til byerne og vente på at dø,” når han måske var lidt presset i sygehusdebatten. Men vi kan da konstatere, at det igen er en sydjyde, der er formand for Danske Regioner – som Kresten var for Amtsrådsforeningen.

Ud af 23 uddannelser vil maksimalt én gruppe have relevans for Djøf – nemlig jurister fra Esbjerg. Og de vil sikkert takke regeringen for muligheden for at studere i landets kun femtestørste by.

Det er en ommer, Djøf – specielt når I blander jer i områder, der ikke har nogen nævneværdig relevans for jeres medlemmer.

Thomas Maschoreck er enhedsleder og bor i Sønderjylland.

 

Djøf svarer: "Det handler ikke om københavneri"

Kære Thomas Maschoreck

Tak for dit indlæg om udflytning af uddannelser. Jeg vil gerne understrege, at debatten om lukning og udflytning af uddannelser – eller statslige arbejdspladser – ikke handler om københavneri. Eller om at jyder er inkompetente. Det kan du ikke læse ud af min leder i Djøfbladet.

Den politiske aftale på Christiansborg om at lukke eller flytte op til 10% af uddannelsespladserne på universiteter i de store byer frem mod 2030 berører ikke kun København, men alle de lange videregående uddannelser i hovedstadsområdet, Aarhus, Aalborg, Odense og Roskilde.

Universiteterne har netop fremlagt deres plan for, hvordan man kan flytte flere uddannelser ud i landet.

Udflytning kræver som minimum, at der følger tilstrækkelig finansiering med. Det er desværre langtfra tilfældet i den politiske aftale, som ikke dækker de fulde omkostninger til både undervisning, forskning og drift, så alle studerende bliver sikret den samme høje kvalitet i deres uddannelse. Jeg går ud fra, at du er enig i, at uddannelserne skal tilbyde et attraktivt fagligt og socialt studiemiljø, uanset hvor i landet de bliver udbudt?

Universiteternes udspil til at imødekomme de politiske ønsker indeholder en reduktion af uddannelser inden for alle uddannelsesretninger – også de samfundsvidenskabelige og erhvervsøkonomiske uddannelser. Så jo, spørgsmålet har også relevans for Djøf. Både konkret, men også i forhold til, hvordan man sikrer, at der er tilstrækkelig med kompetent akademisk arbejdskraft i fremtiden.

I Djøf synes vi, det er værd at lytte til både universiteterne og erhvervslivet, som klart har advaret mod de rigide krav i Folketingets aftale. De frygter, at flaskehalsproblemerne forstærkes, og vanskelighederne med at rekruttere dygtige unge kandidater bliver større. Og at flere uddannelsespladser risikerer at stå tomme rundt om i de mindre byer. Det bør vi lytte til. Både jyder, sjællændere og fynboer. Og medlemmerne af Folketinget, uanset hvor i landet de er valgt.

Venlig hilsen

Henrik Funder, formand for Djøf Privat 

ANNONCE

Kommentarer

Tore Kjelstrup Christensen
3 år siden
Det er vigtigt, at der er uddannelser, der hvor de unge gerne vil studere. Fint at oprette flere uddannelser i de mindre byer, men er det forkert at skære på uddannelsesmulighederne i de større byer. Tak til DJØF for at kæmpe for, at så mange som muligt får den uddannelse de ønsker, der hvor de gerne vil studere.
Henrik Funder
3 år siden
Kære alle Djøf er ikke imod, at man tilbyder flere lange videregående uddannelser uden for de store byer. Men uanset hvor i landet en uddannelse bliver udbudt, skal den selvfølgelig leve op til de samme faglige krav og standarder. Så når man flytter uddannelser ud, skal der følge økonomi med, så uddannelserne har samme høje faglige niveau, uanset om den bliver udbudt i Aalborg, Aarhus, København eller Aabenraa. I universiteternes foreløbige planer for at imødekomme den politiske aftale i Folketinget om at reducere op til 10 procent af uddannelsestilbuddene i de store byer, bliver nogle uddannelser flyttet, mens andre bliver lukket eller skåret ned. Problemet er ikke, hvor folk bliver uddannet, men om der bliver uddannet nok medarbejdere med en lang videregående uddannelse til at kunne imødekomme arbejdsmarkedets behov for dygtige akademiske medarbejdere. Den seneste prognose fra Ingeniørforeningen og Danske Gymnasier viser, at arbejdsmarkedet frem mod 2030 kommer til at mangle op til 16.000 kandidater med en djøf-uddannelse. Gode og attraktive uddannelser er til gavn for både de studerende, virksomhederne og samfundet, og derfor tager Djøf aktiv del i debatten om vores universitetsuddannelser. Venlig hilsen Henrik Funder Formand for Djøf Privat