Ledig midt i jobfesten: "Det er lidt af en mavepuster"

Det er ikke nødvendigvis fedt at høre om en fest, man ikke selv er inviteret til. Sådan havde Rikke Helene Nielsen det, da hun her på Djøfbladet.dk læste en artikel, som jeg har skrevet.

Overskriften lød Jobfest: Arbejdsgivere hungrer efter djøfere, og artiklen fik Rikke Helene Nielsen til tasterne. I kommentarfeltet skrev hun:

”Som nyuddannet cand.soc. gør sådan en artikel mig både glad og trist. Jeg har søgt omkring 50 stillinger på tværs af sektorer, og ikke én af aktørerne vender tilbage. Jeg kan ikke forstå, hvordan der kan være så stor en arbejdskraftmangel, og jeg er stadig ledig efter halvanden måned.”

Rikke Helene Nielsen var ikke den eneste ledige, der reagerede på artiklen, for selvfølgelig er det hårdt at læse, at andre nærmest kan vælge og vrage mellem jobtilbud, når man selv ’bare’ gerne vil have et job.

Jeg kontaktede flere af de ledige, herunder Rikke Helene Nielsen, der gerne vil fortælle om sin situation.

’Vi vender tilbage, hvis det bliver aktuelt’

I skrivende stund har hun søgt job i snart tre måneder og klør stadig på. Hun tror også på, at det nok skal lykkes.

”Men nu har jeg læst flere artikler som den fra Djøfbladet om, at der mangler rigtig meget arbejdskraft i Danmark. Og når jeg som ledig sidder og sender den ene jobansøgning af sted efter den anden og ikke får andet svar end: ’Vi vender tilbage, hvis det bliver aktuelt’, er det lidt af en mavepuster at læse sådan en artikel.”

Rikke Helene Nielsen har et "okay fint" eksamensbevis, som hun siger, og hun har en del frivilligt arbejde på cv’et. Men hun har aldrig haft et studierelevant job. Hun ved godt, at det nok umiddelbart stiller hende ringere end hendes medstuderende. Hun er alenemor til en søn, og der har ikke været plads til et studiejob ved siden af også.

”Jeg har skullet strukturere mit studie og min hverdag anderledes end de fleste, fordi jeg har været enlig mor. Jeg er stået op klokken fire om morgenen for at læse mit pensum og har været der for min søn, når han kom hjem.”

En ekstra udfordring

For et år siden fik Rikke Helene Nielsen konstateret både ADHD og autisme.

”Og det er jo to heftige diagnoser oveni,” som hun siger.

Rikke Helene Nielsen har ikke noget problem med at tale om sine diagnoser – hun har optrådt i et radioprogram, og hun skriver om det på Facebook. Men hun skriver ikke noget om det i sine ansøgninger, selv om det godt kunne give hende fortrinsret til at komme til samtaler på offentlige stillinger.

Hun bliver medicineret for sin ADHD, og hun siger, at hun kan varetage et job på samme vilkår som alle andre.

”Så a-kassen har anbefalet mig at lade være med at skrive det i mine ansøgninger. Hvis jeg hakker af i den der ’det er rigtigt nok, jeg er skingrende sindssyg'-kasse, så er jeg bange for, at jeg bliver sorteret fra på forhånd.”

Hun vil gerne mødes uden fordomme til en samtale.

”Jeg tror, folk begynder at tænke, at jeg har brug for særlige hensyn og hjælp. Men hvis de møder mig uden den viden, skal de sgu nok kunne lide mig.”

Det eneste ’problem’ er, at hun bliver lidt træt indimellem, siger hun.

”Det betyder, at jeg lige skal have en pause til at sidde med en kop kaffe og stirre ind i væggen. Men så er jeg fit for fight igen. Og til gengæld bliver jeg hurtigere færdig med mine arbejdsopgaver end mange andre.”

Hvordan taler man virksomhedens sprog?

Men når nu arbejdsgiverne ikke ved, at Rikke Helene Nielsen har de to diagnoser, hvorfor tror hun så selv, at hun ikke bliver kaldt til samtaler? De manglende studiejob og dét, at hun er enlig mor, har nok en betydning, mener hun.

”Og så kan jeg komme i tvivl om, om jeg er god nok til at skrive ansøgninger. Jeg er sikker på, at jeg har mange af kompetencerne til at bestride de job, jeg søger. Men når jeg ikke har haft et studierelevant job, aner jeg jo ikke, hvordan jeg taler virksomhedens sprog endnu.”

Det kan nok spænde ben for, at hun bliver kaldt til samtale, mener hun.

”De vil jo gerne have, at man skriver, hvordan man løser deres udfordringer. Men det er jo svært for mig at vide, hvad de problemer er, før jeg sidder i jobbet. Og hvad gør man så?”

Rikke Helene Nielsen har været på kursus i at skrive ansøgninger og har netop meldt sig til ét til.

”Da jeg var færdig med mit speciale, følte jeg mig topmotiveret for at komme ud og arbejde – at bruge mine evner og kompetencer og udvikle mig på en arbejdsplads. Men jo længere tid, der går, og jo flere afslag jeg får, jo mindre bliver motivationen for at skrive endnu en ansøgning. Men sådan tror jeg, det er for alle.”

"Vi kan en hel masse"

Rikke Helene Nielsen vil bare gerne arbejde – nu. Ud over de stillinger, der matcher hendes kompetencer fra studiet, har hun søgt job på Scandic Hotel og i en smørrebrødsforretning. Så ingen ’fine’ akademiker-manerer dér. Hun overvejer også, om hun skal starte sin egen virksomhed for at udvikle og sælge hjælperedskaber til folk med usynlige handicap – både til private og til virksomheder.

”Statistikkerne viser, at vi med handicap har det ekstra svært ved at få et job. Men jeg vil gerne opfordre HR-folk og virksomhedsledere til at have et lidt mere åbent sind i forhold til folk som mig. Vi er ikke bare cirkusklovne – vi er faktisk rigtige mennesker, som kan en hel masse,” siger Rikke Helene Nielsen.

Og lige nu er måske tidspunktet, hvor der faktisk kan rykkes på det.

”Jeg vil gerne opfordre til, at man nytænker, hvordan man rekrutterer folk – især efter corona er det oplagt at nytænke en masse systemer, som i virkeligheden ikke virker for ret mange.”

Rikke Helene Nielsen tror og håber stadig på, at hun snart får den opringning fra en arbejdsgiver, som hun drømmer om. Og så skal det fejres.

”Når jeg får et job, vil jeg fejre det med en flaske champagne og en smøg på min altan. Og så vil jeg ringe til min mor og skrige ind i telefonen.”