"Vi skal turde tale om, hvad et stort arbejdspres gør ved os"

Foran indgangen til Sundhedsstyrelsen på Islands Brygge i København er corona-afstandsmærkerne nærmest mejslet ind i fliserne. Indenfor er der – foruden Danmarks mest berømte embedsmand – alle de til faget hørende corona-forholdsregler, når man er en beredskabsenhed med kritiske funktioner, hvor grupper af ansatte møder ind i vagthold. Imens passer andre driften hjemmefra.

Blandt styrelsens ca. 200 højtspecialiserede medarbejdere finder vi knap 80 djøfere. Da Djøfbladet sidst talte med deres tillidsrepræsentant, Tue Kristensen, var den 12. marts sent på eftermiddagen. Tue stod i et næsten tomt storkontor og pakkede sine sager ned i rygsækken for at gå på hjemmearbejde – i de næste to uger, som statsminister Mette Frederiksen havde sagt på pressemødet aftenen før.

Resten er historie, som man siger. Men hvad skal vi lære af historien?

Tue Kristensen er ikke i tvivl: Vi har alle tiders mulighed for at lære af tiden med Covid-19 til at udvikle vores arbejdspladser i en konstruktiv dialog med ledelserne.

"Ja, faktisk til at løfte hele den offentlige sektor. Jeg tror, at når man bliver max-presset – som adskillige styrelser har været det – får man taget en trykprøve på, hvor éns organisation er stærk og mindre stærk på ledelse, ledelseskraft, opgavetilrettelæggelse, levering, deadlines, sammenhængskraft og trivsel."

Vi kan også lære noget af et pophit fra 80'erne, mener han. Det vender vi tilbage til senere.

Forandringer er kommet for at blive

Da djøferne i Sundhedsstyrelsen gik hjem med deres tunge tasker den torsdag aften i marts sidste år, var de klar til at arbejde digitalt. De havde redskaberne, og de fik hurtigt rutinen.

"Men vi har også lært meget nyt siden om digitalt arbejde. Også at man godt kan være til Teams-møde med et barn på skødet."

Tue Kristensen tror, at de virtuelle møder er kommet for at blive. Ikke som normen, men når det kan øge effektivitet, arbejdstrivsel eller worklife balancen.

"Efter det her år må man spørge, om det virkelig er nødvendigt, at en projektgruppe kommer rejsende fra hele landet til Odense, hver gang de skal mødes – tidligt op og træt hjem. Det er ikke nødvendigvis det mest effektive eller bidrager til arbejdsglæde og trivsel."

Ugentlige hjemmearbejdsdage er også noget, man kommer til at tage en seriøs dialog om mange, mange steder, forudser han.

'Fleksibilitet i opgaveløsningen' hedder det på ministerie-dialekt. Eller med et amerikansk udtryk: Blended working. Dér, hvor det er mest effektivt at forlade storkontoret og trække sig hjem for at fordybe sig i notatet, rapporten eller en stor stak ansøgninger – så gør man dét. Og måske afvikles det daglige kontormøde digitalt som fast rutine, så alle kan være med.

Men Tue Kristiansen tror ikke på at sparke døren ind til ledelsen og fx kræve en ret til to hjemmearbejdsdage om ugen.

"Det er vores arbejdsgivere, der leder og fordeler arbejdet. Men jeg tror på dialogen og samtalen. Og den dialog handler jo om, hvad opgaven kræver – og hvordan løses den så bedst muligt med fokus på fx kvalitet, effektivitet og balance mellem arbejde og privatliv."

'Ægtefæller og børn ignoreret i et helt år'

Men så er der det enorme arbejdspres, som corona-krisen ramte en række ministerier og styrelser med.

I december skrev Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig, et nødråb til ministeren for statens arbejdsgiverfunktion, skatteminister Morten Bødskov, om, at arbejdsgiverne måtte tage et ansvar for, at et totalt corona-overarbejdet embedsværk fik muligheder for restitution.

Eller som Sundhedsministeriets ny-pensionerede departementschef, Per Okkels, lakonisk udtrykte det i et interview med Altinget.dk i februar:

'Afdelingschefer, kontorchefer og chefkonsulenterne har stort set ignoreret deres ægtefæller og børn i et år.'

Per Okkels – der i interviewet roste Søren Brostrøm og kaldte ham rette mand på rette tidspunkt – undte 'Brostrøm, ministeren, direktøren for Styrelsen for Patientsikkerhed og de andre, som har arbejdet så hårdt i så lang tid, at få lov til at trække stikket i nogle uger.' Velvidende, at udsigten til det var lig nul.

Hvad synes du, man kan lære af corona-året om merarbejde og om at stå til rådighed?

"At djøferne – de er bare så loyale. Så dedikerende. Det kan staten være glad for. Der er blevet leveret måned efter måned. Også, så det er gået ud over dem selv. Så det er klart, at jeg har haft mange samtaler med kolleger, som har taget fat i mig om det store arbejdspres. Hvor de har lagt mange arbejdstimer uge efter uge eller ikke har kunnet se hverken ende eller begyndelse på hjemmearbejdsdagene. Det har været en udfordring for alle parter," fortæller Tue Kristensen.

Tal om presset

Tue Kristensen synes faktisk, at ledelsen i Sundhedsstyrelsen har forsøgt at gøre, hvad den kunne i situationen og i dialog med Samarbejds- og arbejdsmiljøudvalget. Der blev fx rykket rundt på opgaver, så nogle blev aflastet. Der blev allokeret mere ledelseskraft. Der blev sat fokus på at få afholdt ferie og flekstimer – eller få nogle penge udbetalt, når der ikke var mulighed for afholde timerne. Og der blev også tilført ekstra ressourcer. 'Mandet op', som Tue Kristensen kalder det.

Men hele tiden var der opgaver, der skulle løses med kort deadline og komplicerede processer og sagsgange.

"Så selvfølgelig er der også en læring for fremtiden her," siger han. 

"Man kører jo træt, når sådan et arbejdspres har varet længe nok. Vi har alle hver vores grænse for, hvor længe vi kan blive ved. Det synes jeg faktisk, medlemmerne er blevet bedre til at tale højt om med hinanden i Sundhedsstyrelsen. Så det skal vi selvfølgelig blive ved med, når coronaen ikke fylder det samme, som den gør nu."

Måske det her lyder lidt for flippet til fortravlede embedsmænd, siger han.

"Men altså: Når der er et meget stort arbejdspres meget længe i form af høje krav til faglighed og kvalitet kombineret med meget korte deadlines, handler det også om at se 'mennesket bag opgaven'. Vi skal – sammen med det faglige blik på opgaven – turde tale om, at vi er pressede, og hvad et stort arbejdspres gør ved os. Og derfra løse opgaverne sammen. Det skal både ledere og medarbejdere."

Og så kommer det:

"Eurythmics har skrevet sangen 'Here comes the rain again', hvor de synger: 'So baby, talk to me like lovers do'. Lad os få noget 'love' med ind, når vi tager dialogen om alle de her ting med os selv og med vores ledelser."