Et bordtennisbat satte Bjarkes karriere på pause

Indtil da havde det hele kørt på skinner. Han havde netop afsluttet et praktikforløb hos The Boston Consulting Group (BCG) med besked om, at der ventede ham et fast job som konsulent, når han blev kandidat.

Nu var han så taget til Canada for at deltage i en case competition med Aarhus Universitet. Men i en pause ramte han sig selv i hovedet med et bordtennisbat – så hårdt at han flækkede øjenbrynet. Men hvad han ikke vidste på det tidspunkt, var, at han også havde fået en hjernerystelse, der ville give ham langvarige mén. Han vidste heller ikke, at det ville give ham en forretningsidé.

Da Bjarke Thomsen endelig fik rejst sig fra gulvet, drak han en masse kaffe og fortsatte konkurrencen.

Hjemme i Danmark forsøgte han også at køre videre i samme gear som tidligere med studie og studiejob. Men efter en uge begyndte hovedpinerne, synsforstyrrelserne og trætheden at melde sig. Det gik dog måneder, før han fandt han ud af, at det skyldtes slaget fra bordtennisbattet.

”Det kan ikke passe, at man ikke kan gøre mere”

Lægen sagde, at han kunne gå to veje. Enten skulle han ingenting lave, eller også skulle han fortsætte, som han plejede, og se, hvad der skete.

Men ingen af delene føltes som det rigtige – Bjarke Thomsen kunne slet ikke det, han plejede, men han havde brug for at gøre noget – og selvfølgelig helst det rigtige – så han kunne komme tilbage til normalen igen.

”Det hjalp mig meget, at min far blev ved med at sige: ’Du skal ikke være tilfreds. Det kan blive bedre endnu. Det kan ikke passe, at man ikke kan gøre mere.’ Så jeg har været på en konstant søgen efter, hvad jeg kunne gøre, for at det kunne blive bedre.”

Han googlede det, han nu kunne, og søgte hjælp flere steder. Men det var først, da han besøgte en kiropraktor med en specialuddannelse i neurologi, at der skete fremgang. Han satte Bjarke Thomsen i gang med nogle øvelser og sendte ham videre til en neurooptometrist. Han var også hos en neuropsykolog.

Langsomt begyndte det at gå fremad, fordi han lærte at håndtere symptomerne – at mærke, hvornår han godt kunne lægge lidt ekstra på, eller hvornår han havde presset sig selv for meget. Det var hele tiden to skridt frem og ét tilbage, som han siger.

Nervøs for jobbet

Studiejobbet havde han sagt op, og i en lang sommerferie lavede han ikke noget.

Men efter sommerferien skulle han i gang med kandidaten. Så han begyndte at læse og løse opgaver igen. Han lagde ud med 5 x 20 minutter om dagen. Til jul var han oppe på 8 x 20 minutter, og efter et år kunne han klare 5 x 45 minutter ved skærmen. Efter to år kunne han arbejde fra 8-15 med en lang pause midt på dagen.

Faktisk blev Bjarke Thomsen kandidat på normeret tid – cand.merc. i logistik. Endda med et godt resultat.

”Jeg lærte virkelig, hvor mange dumme ting man bruger tid på hver dag. Før min hjernerystelse brugte jeg alt, alt for meget tid på at studere. For jeg tænkte, at jeg skulle læse alt. Men jeg blev mere taktisk.”

En forretningsidé tog form

Selv om Bjarke Thomsen var oppe på at kunne arbejde fra 8-15 inklusiv en lang pause, var det ikke nok til et krævende job i konsulentbranchen, hvor arbejdsdagene let kan være på 12 timer.

På det tidspunkt havde han været ramt af senfølger af sin hjernerystelse i to år.

”Det satte det hele i perspektiv. Jeg tænkte, at det vigtigste var at kunne leve et normalt liv igen. Men jeg var også lidt nervøs for, at jobbet skulle ryge, for det havde været min drøm siden starten af gymnasiet.”

Da han ikke var parat til et job i BCG, fik han til gengæld tid til at arbejde med en idé, han havde fået. På grund af sine egne frustrationer over, hvor meget man er overladt til sig selv og sit eget initiativ, når man gerne vil have hjælp til at tackle sin hjernerystelse, fik han nemlig idéen til appen ’Min Hjernerystelse’– et hjælpeværktøj til andre hjernerystelsesramte.

Han havde læst om nogle af de forløb, professionelle sportsfolk – fx Mikkel Hansen – har haft efter hjernerystelser.

”Her gik det op for mig, at atleterne i stigende grad bliver tilbudt daglig sparring til en struktureret, tværfaglig og gradvis tilbagevenden.”

Det er noget af det samme, appen gerne skal kunne hjælpe med for alle de mange andre, der bliver ramt af hjernerystelse og ikke er elitesportsudøvere.

På jagt i netværket

Bjarke Thomsen tog fat i sin neurokiropraktor, der godt kunne se, at han havde fat i noget. Og via netværk fik de flere med.

Sammen med kiropraktoren, en idrætslæge og en psykologiprofessor fra McGill University i Canada har Bjarke Thomsen stiftet virksomheden Min Hjernerystelse.

Bl.a. i samarbejde med DIF Innovation Lab har de brugt ni måneder på at udvikle appen. En række hjernerystelsespatienter har over tre måneder testet den, og da der ikke kom flere forslag til rettelser, gik de i luften i marts.

Appen forklarer, hvordan man bør håndtere sine symptomer, og hvordan man bedst genoptræner. Der er også forslag til, hvilke specialister der måske kan hjælpe én videre.

Langt det meste bliver fortalt via små lydklip for at skåne de hjernerystelsespatienter, der bliver påvirket af at kigge på en skærm. Det koster 80 kroner om måneden at have adgang.

Appen er også blevet præsenteret for Hjernerystelsesforeningen.

”Jeg vil indtil videre sige, at den er interessant. Og vi vil følge den,” siger sekretariatschef Nicolai Aaen.

Foreløbig har appen og den tilknyttede hjemmeside minhjernerystelse.dk kostet lidt under en halv million kroner at udvikle. Bjarke Thomsen har selv en kassekredit på 130.000 kroner i spil.

I starten var han drevet af at få en god forretning ud af appen.

”Men undervejs blev det lige så meget udviklingen – det var sjovt. Og nu er det virkelig, at den forhåbentlig kan hjælpe en masse andre. For jeg ved jo, hvor hårdt og frustrerende det kan være at blive ramt af en hjernerystelse. Men jeg vil da gerne af med kassekreditten.”

Bekymring for fremtiden

Det endte med, at Bjarke Thomsen i tre omgange måtte udskyde sin første arbejdsdag som konsulent hos BCG.

”Da jeg ringede første gang for at sige, at jeg gerne ville udskyde jobbet, var jeg mest nervøs for, om jeg overhovedet nogensinde ville blive klar til det – for i BCG var de ekstremt fleksible. Jeg kunne selv vælge en ny startdato, men på det tidspunkt var jeg bekymret for, om jeg rent fysisk ville blive i stand til det.”

Nu er der gået tre år, siden Bjarke Thomsen ramte sig selv i hovedet. Han blev kandidat for ca. et halvt år siden.

For nylig begyndte han i et slags studenterjob hos BCG. Det var egentlig aftalen, at han skulle arbejde mellem 20-35 timer om ugen, alt efter hvad hans kræfter rakte til. Men han er allerede oppe på at arbejde fra ca. 7.30 til 18.00. Og planen er, at han begynder i sit ’rigtige’ job til juni.