Det, jeg har lært

"Held og timing betyder mere for karrieren, end man måske har lyst til"

28-03-2022
5 min.
Sanne Udsen er 66 år. Hun skriver stadig og arbejder også "en smule" som konsulent. Foto: Mads Teglers

Gennem sin karriere har økonom og ph.d. Sanne Udsen arbejdet i fagbevægelsen og konsulentbranchen, og hun har skrevet en række bøger – den mest solgte er ’Psykopater i jakkesæt’. Vi har spurgt hende, hvad hun har lært undervejs.

Det var en stor fejl, at jeg startede på sprog på Handelshøjskolen. Det vidste jeg allerede efter et par dage. Studiet lå ude på Frederiksberg – det føltes som Sibirien. Mine to veninder, der læste jura og polit, var så frække, at de kaldte det ’sekretærskolen’. De sagde: ’Du skal ind at læse i Indre By.’ Den ene talte varmt for jura, den anden for polit.-studiet.

Det blev polit.-studiet af to årsager. Der var studiestart to gange om året, så jeg skulle ikke vente et helt år, før jeg kunne komme i gang. Og så kunne jeg få min venindes ekskærestes bøger gratis til hele første år. Det var en stor fordel, for min mor havde betalt bøgerne til Handelshøjskolen, og hun var ikke frisk på at punge de mange penge ud en gang til.

Jeg var ikke nogen særlig flittig studerende. Overhovedet. Jeg dumpede også i matematik på første år. Det der koncept med at sætte mig ned og læse havde jeg ikke taget til mig i starten. Jeg kom i en god læsegruppe – vores studiekammerater syntes dog, det var et misvisende navn. Vi læste nemlig ikke særlig meget. Men det er gået os godt, og vi ses stadig. Jeg har faktisk mange venskaber fra polit.studiet.

Man kan ikke overvurdere, hvor meget studietiden kommer til at betyde. Det er et tidspunkt i livet, hvor man vælger noget, der er meget vigtigt for éns fremtid. De venner, man får. De kontakter, man får. Men samtidig er det også et tidspunkt, hvor man gerne vil på værtshus og barer. Gudskelov tænkte jeg ikke så meget over det dengang, for så havde det nok føltes som et pres.

Jeg blev desværre kandidat på et lidt kedeligt tidspunkt. Der var høj arbejdsløshed, og en fuldmægtigstilling blev ikke en mulighed. Men mens jeg skrev speciale, blev jeg bidt af at forske. Og så var jeg så heldig at få et tilbud om et etårigt forskningsprojekt på Økonomisk Institut. Skæbnens ironi var, at jeg så derefter vendte tilbage til Handelshøjskolen og blev kandidatstipendiat (den tids svar på ph.d., red.) – denne gang dog på det økonomiske fakultet.

Jeg havde en overdreven tro på meritokratiet, altså at de bedste kommer frem. Men sådan er det ikke

Jeg vidste, at jeg ikke ville blive ved med at forske. Så jeg søgte et job som økonomisk konsulent i Snedker- og Tømrerforbundet og hørte først ikke fra dem. Men pludselig blev jeg kaldt til samtale, og så ansatte de mig på stedet.
Fagbevægelsen var en helt anden verden. Det var midt i overenskomstforhandlingerne, da jeg startede. En af de første dage fik jeg at vide, at der ville være forhandlinger om aftenen. Jeg kom hjem klokken to om natten efter at have siddet i et rum og ventet, mens forhandlingsdelegationen var inde at tale med arbejdsgiverne. Der fik jeg lært, at forhandlinger tager lang tid, og meget af tiden sidder man bare og venter.

Der er nogle år af mit liv, jeg ikke rigtig kan huske. Min mand og jeg har flere gange kigget på hinanden og spurgt: ”Hvad skete der egentlig i de år?” Jeg var til en ansættelsessamtale på det tidspunkt, og de spurgte, hvad mine fritidsinteresser var. Jeg forstod simpelthen ikke ordet. Jeg tænkte: 'Jeg har tre små børn, jeg bor i et gammelt hus, min bil er meget brugt og skal altid repareres. Vi har begge fuldtidsarbejde, og min mand rejser meget.' Altså, hvis man ansætter en kvinde i 30’erne med små børn, er det nok ikke lige fritidsinteresser, man skal spørge ind til.

De, der bliver kandidater nu, må seriøst regne med risikoen for at blive fyret på et tidspunkt. Sådan var det ikke i mine forældres generation. Hvis først man blev ansat som akademiker i staten eller i en stor virksomhed, så kunne man godt regne med at blive hængende til pensionen. Men hvis jeg ser mig om i min omgangskreds, er det rigtig mange, der har prøvet at blive fyret. Det har jeg også selv, og det er selvfølgelig ikke sjovt – men så er det heller ikke værre, selv om det føles sådan lige, når det sker.

Noget, jeg har lært, er, at held og timing betyder mere, end man måske har lyst til, at det skal gøre. Der kan åbne sig en mulighed, fordi man er på et rette sted på det rette tidspunkt. Men omvendt kan man også være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Der kan fx ske en organisationsændring, så man får en ny chef, som man ikke kan med.

De yngre kvinder tager for meget barselsorlov. Den yndlingsaversion deler jeg med Nina Smith (økonomiprofessor, red.). For vi ved, at barsel desværre typisk sætter kvinderne tilbage. Jeg ved godt, at det ikke er alle kvinder, der ønsker at gøre karriere. Men i djøf-segmentet gør de fleste. Ikke at alle vil være topchefer, men de vil gerne have en eller anden form for avancement i deres arbejdsliv – vokse, når det gælder ansvar og opgaver. Så heldigvis kommer der mere øremærket barsel til mændene.

Jeg er stolt af, at jeg har været med til at få indført unisex-grundlag i kollektive pensionsordninger. Inden da var det meget simpelt sagt sådan, at kvinder årligt fik udbetalt mindre i pension, fordi de statistisk set ville leve længere. Men i 1995 skrev jeg en artikel med Ruth Nielsen (professor på CBS, red.). Der blev refereret direkte til artiklen i folketingssalen, og på den måde medvirkede vores artikel til, at der blev gjort op med de kønsbaserede forskelle i pensionsudbetalingerne.

Jeg ville ønske, at jeg fra starten havde forstået, hvor anarkistisk de fleste virksomheder og offentlige arbejdspladser egentlig bliver drevet. Jeg havde en overdreven tro på meritokratiet, altså at de bedste kommer frem. Men sådan er det ikke. Det handler i højere grad for den enkelte om at positionere sig. Og ledelsen arbejder ikke altid samlet til organisationens bedste, men varetager ofte mere personlige eller lokale interesser. Det, man med et fint ord kalder suboptimering.

De job, man får i de første år, lægger et spor, som det kan være svært at hoppe ud af. Samtidig er det ofte mere eller mindre tilfældigt, hvor man lander i sit første job – men bordet fanger ofte. Så hvis jeg skulle råbe noget ud i verden, er det, at de, der ansætter, bør være mere åbne for folk, der har lyst til at skifte karrieresti lidt senere i deres karriere. De fleste af os kan jo godt interessere os for mere end én ting og blive dygtige til mere end én ting.

Jeg skulle være gået ind i finanssektoren. Sådan har jeg tænkt nogle gange. For det er jo der, pengene er. Men det er lidt sent nu, haha.
Jeg vil dog sige, at de fleste akademiske job er interessante, når først du sidder i dem. Det er altid interessant at lære noget om et område – næsten ligegyldigt, hvad det er. Derfor er det jo også okay, hvis nye kandidater siger: 'Jeg skal bare have et job.' Men de skal ikke vente for længe med at skifte, hvis de føler, de er havnet i den forkerte branche. 

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.