Brevkasse

Hvordan håndterer jeg min chefs kritik?

08-03-2022
2 min.
Når chefen udtrykker kritik, kan det bruges som afsæt for at udvikle relationen – men det kræver, at man som kritiseret part er åben og lyttende. Illustration: Elena Abrazevich

"Min chef kritiserer mig, og det påvirker mig meget. Nogle gange gør hun det, mens mine kolleger hører det. Hvordan tackler jeg det uden at gøre det værre?"

Min chef kritiserer mig, og det påvirker mig meget, for det er ikke noget, jeg er vant til. Nogle gange gør hun det, mens mine kolleger hører det. På vores individuelle møder udtrykker hun – uden at fortælle mig konkret, hvad jeg skal gøre anderledes – at hun ikke synes, jeg bidrager godt nok til det tværgående samarbejde i huset. Jeg er i tvivl om, hvordan jeg tackler det uden at gøre det værre. Hvad gør jeg?

Kære medlem

Ikke alle chefer mestrer kunsten at give kritik på en ordentlig måde. Så selv om du er den kritiserede, skal du hjælpe din chef til, at kritikken bliver brugbar.

Start med at tackle dine følelser og det ubehag, du oplever, når hun kritiserer dig. Det gør du ved at tænke om dem, at de er et signal til dig om, at du skal reagere. Gå derfor ind i kritikken og find ud af, hvad den handler om. Forhold dig til, hvordan du er (u)enig med hende, så du har noget konkret at tage fat på sammen med hende.

Præmissen er et godt sted at starte: Hvordan er det relevant, at du i din funktion samarbejder tværgående? Hvor er dine/jeres snitflader til resten af huset? Og hvordan er der brug for, du er der? Handler det om koordinering, videnindsamling og videndeling, netværk, positionering, loyalitet?

Dernæst må du tale med hende om, hvad hun som din chef ønsker at opnå med sin kritik. Gå åbent ind i det, og hør hende til ende. Er det leverancer, adfærd, faglighed eller noget helt fjerde, der fanger hendes opmærksomhed?

Når I er enige om, hvor skoen trykker, så tilbyd hende løsninger og idéer. Og spørg hende gerne til råds: 'Kære chef, hvis jeg nu som noget nyt gør A, B og C i stedet, hvordan tror du så, det vil virke?' Aftal evt. nogle konkrete ting for, hvordan I over tid kan registrere, at det udvikler sig.

Brug endelig anledningen til at tale sammen om, hvordan det fungerer bedst for dig, når du skal have feedback og kritik. For det vil du jo som udgangspunkt gerne have. Men som de forskellige og følsomme væsner vi er, har vi brug for at blive set og anerkendt på hver vores måde. Hvordan vil du gerne kritiseres?

Hendes kritik af dig kan du med andre ord bruge som afsæt til at udvikle og forbedre jeres relation.

Du nævner, at chefen giver dig individuel kritik, mens andre lytter med. Det vil jeg anbefale dig, at du beder din chef stoppe med. Jeg er 110% sikker på, at hun godt ved, det ikke er vejen frem. Men tilbyd hende åbent, at hun til enhver tid kan tage fat i dig direkte for at drøfte, forventningsafstemme og kritisere dine leverancer.

Med tiden vil du kunne gøre alt dette i de konkrete situationer, både med din nuværende chef og kommende ledere. Men køb dig selv lidt tid i starten ved at modtage kritikken eftertænksomt. Og følg så op, når du har tænkt det igennem og fundet ud af, hvor du står i forhold til det. 

Med venlig hilsen
Frederik Iuel, chefkonsulent i Djøf Karriere og Erhverv 

Kommentarer

Marie

13.03.2022 kl. 22.50

En chef der kritiserer en medarbejder i det offentlige rum, og samtidig gør det uden at være konkret, er en chef man efter min erfaring skal være meget forsigtige med.

Det lyder i artiklen som om medarbejderen er sat i en catch 22 (double-bind) lignende situation: "Du skal bidrage til det tværgående samarbejde, men jeg vil ikke fortælle dig hvordan". Det betyder, at medarbejderen er sat på en opgave, han/hun ikke kan løse.

Jeg er enig med DJØF i, at man som medarbejder skal begynde med dialog og prøve at forstå chefen og samtidig være tydelig om egne behov og ønsker. Lykkes det ikke inden for kort tid at finde fælles forståelse og stopper chefen ikke den offentlige kritik, så led efter et andet job, mens du stadig har overskuddet til det. I værste fald leder en catch 22 til meget svær stress og langtidssygemelding.

0 kommentarer
4
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.