Djøf mener

Vi er klar. Giv os plads på arbejdsmarkedet

28-02-2022
2 min.

Forringelsen af dagpengene for nyuddannede bygger på en forkert præmis: Nyuddannede mangler ikke motivation til at arbejde, skriver formanden for Djøf Studerende, Rasmus Pilegaard Petersen.

I januar blev der indgået en politisk aftale: 'Danmark kan mere 1'. Det var en blandet pose bolsjer. På den positive side fik vi sikret et permanent økonomisk løft til de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser. Det har vi kæmpet for længe. På den negative side betyder aftalen en forringelse af dagpengesatsen til nyuddannede.

Det er vi kede af. Nyuddannede mangler ikke motivation til at arbejde. De er topmotiverede for at komme ud og bruge de kompetencer, som de har opnået på studierne. Målet med uddannelse bør altid være, at man slet ikke får brug for at komme på dagpenge som nyuddannet.

Aktuelt oplever vi heldigvis den laveste ledighed blandt nyuddannede siden 2009. Men konjunkturerne kan vende, og derfor skal der også lyde en klar opfordring til aftalepartierne om at evaluere aftalen løbende.

Maskerne i sikkerhedsnettet skal have den rette størrelse til den enhver tid givne økonomiske situation. Hvad sker der fx, hvis arbejdsløsheden eksploderer, og der ikke er nogen jobs at tage? Så ryger man efter et års ledighed over i kontanthjælpssystemet. Det er ikke en ordentlig start på et langt arbejdsliv.

Den forringede dagpengesats øger vigtigheden af, at vi som studerende opnår erhvervserfaring i løbet af studierne. Vi ved, at erhvervserfaring som studierelevant arbejde eller praktik er afgørende for hurtig overgang til job efter endt uddannelse.



Men det kræver også, at der er praktikpladser og studiejobs at søge i hele landet. Allerede i dag, før de planlagte udflytninger af uddannelser, er der store regionale forskelle. Det er langt sværere at finde et studiejob i Region Syddanmark, Midtjylland eller Nordjylland end i Region Sjælland og Hovedstaden. Her hviler et ansvar på både offentlige og private arbejdsgivere, for når der er mangel på arbejdskraft, skal man også gøre en indsats for at tiltrække, allerede mens de unge studerer. Det er godt for de studerende at opnå erfaring, men det er også godt for arbejdsgiverne, så de tidligere får fat i de unge.

Den forringede dagpengesats for nyuddannede kommer til at lægge et større pres på unge. Vi har som studerende et ansvar for at opsøge mulighederne. Men når arbejdsgiverne efterlyser arbejdskraft, skal de også turde ansætte studerende og nyuddannede og gøre sig attraktive for praktikanter. Arbejdsgiverne har en del af ansvaret for at give unge en god start på arbejdsmarkedet og få den arbejdskraft, de efterspørger. 

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.