Anmeldelse

Lea Ypi skriver som en drøm om Albaniens mareridt

07-02-2022
2 min.
Som professor ved London School of Economics forsker Lea Ypi bl.a. i politisk teori, marxisme og nationalisme i Balkan-landene. Foto: PR

En bog om kommunismens fald og 1990’ernes katastrofale liberalisering i Albanien. Det lyder måske knastørt? Det er det ikke, for Lea Ypi skriver fabelagtigt om, hvordan frigørelse kan munde ud i ufrihed.

Med 'Fri' har Lea Ypi – professor i politisk teori på London School of Economics – præsteret en fængslende og rørende erindringsbog, som nok udspiller sig i et snævert hjørne af Europas historie, men som samtidig emmer af bredt perspektiv. På at være datter, samfundsborger, menneske og fri.

Vi møder Ypi, da hun er barn i 1980’ernes kommunistiske Albanien. En syret parallelvirkelighed, hvor alle børn lærer at elske deres 'onkler', statsoverhovedet Enver Hoxha og den smilende Josef Stalin. Hvor en Coca Cola-dåse på hylden er det ultimative statussymbol i hjemmet. Og hvor din 'biografi' er altafgørende for dine rettigheder og muligheder i livet.

Disse første kapitler minder om andre fortællinger, hvor mere eller mindre forudsætningsløse børn forsøger at skabe mening i totalitære samfund. 'The Spirit of the Beehive', 'Caging Skies' eller 'Pans Labyrint' fx.

Brudstykker af et skolegårdsrygte her, en opdigtet forklaring fra de voksne der. Det hele smelter sammen i den barnlige forestillingsverden. I et undrende blik, der ikke tager noget for givet. Og her ligger måske også grunden til, at den slags fortællinger har det med at gøre indtryk: Som læser tvinges man nemlig ud af sine egne fordomme, man overtager barnets nysgerrighed. Det er øjenåbnende.

Lea Ypi; 'Fri'. Informations Forlag, 2021.
Lea Ypi; 'Fri'. Informations Forlag, 2021.
Farvel til Marx, men ikke til ufriheden

I 1990 går Albaniens Arbejdets Parti så fra at være partiet til et af partierne. Det kommunistiske styre falder og baner vej for demokratisk pluralisme og intens vestlig indflydelse. Her begynder del to i Ypis bog.

Men selv om bogen hedder 'Fri', så er vi ikke ude i en simpel sejrshistorie, hvor det demokratiske, liberale og åbne samfund triumferer, så alle kan leve lykkeligt til deres dages ende.

For selv om regeringens hofteoretiker nu hedder Milton Friedman og ikke Karl Marx, bliver 1990’ernes albanske virkelighed som bekendt blodig, kleptokratisk og, ja, ufri. Den kosmiske fremskridtstro på, at mennesket automatisk bevæger sig mod en demokratisk endestation, har Ypi ikke meget tilovers for.

Skriver som en drøm

Ideologer – uanset farve – har ellers en tendens til at tro, at historien flyder i en bestemt retning. For marxisterne mod kommunismens fællesejede frihed. Hos liberalisterne mod de frie individers åbne fællesmarked. Ypis historiesyn er heldigvis mere nuanceret og realistisk. Hos hende er historien altid til forhandling. Den er noget, som mennesker skaber i kamp og kærlighed.

Derfor ender 1990’ernes frigørelse heller ikke lykkeligt. For friheden fra det gamle styre førte også til tabet af solidaritet, til nedarvede privilegier og korrupt uretfærdighed.

Det gode samfund kan ikke nøjes med den negative frihed, hvor ingen skal fortælle mig, hvad jeg må og ikke må, konkluderer Ypi. Vi har også brug for den positive frihed til at blomstre.

Ypi er klog, og hun skriver som en drøm. 'Fri' er fængslende, lærerig historieundervisning. Det er simpelthen en god bog.

Søren Ipland er adm. direktør for medievirksomheden Føljeton.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.