"Jeg anede intet om virksomhedsdrift. Alligevel gik det godt"

Jeg var god til sprog og de humanistiske fag i gymnasiet. Men da jeg skulle vælge studie, valgte jeg ikke efter, hvad jeg var bedst til, men efter det, som virkede vigtigt, og det var nationaløkonomien.

Det var overvældende for mig at begynde på polit. Både fordi jeg er vokset op i provinsen, i Roskilde, og nu mødte nogle selvsikre Gentofte-typer, som jeg ikke vidste eksisterende. Og fordi jeg som sproglig student var enormt udfordret af matematikken. Jeg må indrømme, at jeg nok ikke havde stået polit-studiets tre første år ud, hvis det ikke havde været for det sociale liv på studiet. Det var i top og har givet mig venner for livet.

Da jeg nåede kandidaten, viste der sig nogle fantastiske muligheder. Jeg syntes, at jeg gennem flere år havde nedprioriteret min humanistiske side, og tog til Spanien for at lære sproget. Senere kunne jeg gå til eksamen i forskellige fag med individuelt pensum relateret til Spanien, og til sidst skrev jeg speciale om spansk økonomi.

Begge mine forældre var læger, de var meget optaget af deres patienter og deres fag, og der blev aldrig nogensinde talt om penge eller forretning i mit barndomshjem. Måske derfor var der ikke noget hos mig, der gik i retning af, at jeg skulle ende i det private erhvervsliv. Forskning eller centraladministrationen var vel den vej, jeg så for mig.

Men da jeg havde været adjunkt på Handelshøjskolen i nogle år, ringede jeg til den eneste, jeg kendte i det private erhvervsliv, min eks-svoger. Han var på vej til et internt jobskifte og foreslog mig som sin afløser, og sådan endte jeg i Carlsbergs internationale afdeling. Chefen dér var professorsøn og syntes, det var en fed idé at få sig en personlig assistent med en ph.d. i økonomi, og det var faktisk et rygstød for mig, når vi var til møder i London, at han introducerede mig som 'Dr. Nielsen'.

Jeg anede intet om virksomhedsdrift, selskabsret, regnskaber, markedsføring eller andet relevant for jobbet, da jeg begyndte i Carlsberg. Min faktiske viden om, hvad der foregik i det private erhvervsliv, var sådan set lig nul. Alligevel gik det rigtig godt. Af det kan man lære, at det gælder om at være så heldig at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Og at polit-studiet giver en rigtig god basal evne til at analysere problemer, arbejde struktureret, tilegne sig ny viden og formidle skriftligt.

I alle mine år i ledelse har det generet mig, at der på ledelseskurser, i foredrag og i managementbøger er så mange floskler og modefænomener. Jeg har særligt et problem med den slags ledelsesguruer, som dukker op, hver gang en ny udfordring får en vis betydning for de private virksomheder. Så skal vi høre om, at god ledelse selvfølgelig er at håndtere netop den udfordring på guruens måde.

Når jeg prøver at rådgive et ungt menneske, som vil være leder, siger jeg: 'Det er ikke sikkert, du behøver tage alle de kurser eller læse alle de nyeste teorier.' Selvfølgelig kan vi alle blive dygtige og klogere af et kursus eller en bog, men det er, som om ledelse gøres mere mystisk, end det er. For mig udvikler man ledertalent ved at give unge mennesker nogle udfordringer, som man tror, de kan klare. Og så vil jeg gerne tilføje, at der i rigtig mange sammenhænge arbejdes meget professionelt med ledelsesudvikling, både af dygtige konsulenter og deres kunder.

Øl og cement (Agnete Raaschou-Nielsen har været adm. direktør i Aalborg Portland, red.) er brancher med få kvinder i toppen. Så ja, jeg er i tidens løb blevet ringet op rigtig mange gange af medierne og spurgt, om jeg går ind for kønskvoter.

Kvoter til bestyrelser løser for mig at se ikke problemet. Det er i pipelinen op til bestyrelsesniveau, at kvinderne falder fra og ikke får tilstrækkelig ledererfaring. Så det er fødekæden, vi skal gøre noget ved. Jeg så selv i min tid, hvordan de unge mænd kunne kaste sig over karrieren og de lange arbejdsdage, fordi deres koner tog sig af baglandet. Forskningen viser, at det særligt er barselsorloven, der sætter kvinderne bagud karrieremæssigt.

Lad os klappe over, at der nu indføres øremærket barsel til mændene. Det er noget, der vil virke. Selvom vi næppe ser fuldt gennemslag hverken i morgen eller i overmorgen.

Da jeg skiftede til en bestyrelseskarriere, lærte jeg, at det er de samme ledergreb, du trækker på som adm. direktør og som bestyrelsesformand. Du skal sætte det rigtige team, du skal kommunikere, du skal uddelegere, du skal udfordre og du skal være motiverende og skabe en god stemning, hvor der også er plads til uenighed.

Før mente jeg, at det var supervigtigt, at bestyrelsesmedlemmer havde været i samme båd som direktionen. De skulle have topledererfaring fra en beslægtet eller helst samme branche. Det synspunkt var noget præget af, at jeg havde oplevet bestyrelsesmedlemmer, der simpelthen var så langt fra at forstå den forretning, vi skulle være bestyrelse for, at direktionen ikke rigtigt tog input alvorligt. Der har jeg nok nuanceret mig lidt. Jeg har fået mere sans for værdien af forskellighed.

Der er kommet flere og nye aspekter til bestyrelsesarbejdet. Det gælder digitalisering, hvor sådan en som mig pr. definition er for gammel til at bidrage med noget, og selvfølgelig ESG (Environmental, Social and Governance, red.) – altså bæredygtighed – som vil blive enormt stort de kommende år. Jeg tror, de nye kompetencefelter vil åbne muligheder for flere kvinder i de private virksomheders bestyrelser.

Jeg var formand for JØP (Juristernes og Økonomernes Pensionskasse, nu P+, red.), dengang der var en voldsom generationskonflikt mellem de unge og de ældre om de såkaldte ydelsesgarantier. Vi fik det løst. Men de første to-tre af de generalforsamlinger, hvor jeg stod på podiet i JØP, var de værste, jeg nogensinde har oplevet. Efter det har jeg ikke frygtet nogen generalforsamling.

Er der noget, jeg ærgrer mig over, er det, at jeg ikke tog en fridag, når jeg var på forretningsrejser. Jeg fløj til møde efter møde i Hanoi, Shanghai og mange andre spændende byer, og hver gang tog jeg det første fly hjem. Det var i 90'erne og 00'erne før internettet, og man kunne måle i centimeter, hvor meget éns bunker voksede, for hver dag man var væk. Men jeg skulle have været meget bedre til at have taget mig tid til at se noget derude.

Jeg har aldrig oplevet noget, der har været bare i nærheden af #MeToo eller en seksualiseret lederkultur. Det værste, jeg har oplevet – og det er virkelig ikke slemt – var, da jeg som relativt ung leder i slutningen af 90'erne gik til konferencer og den slags, og der så nogle enkelte gange var nogle brovtende mænd, som tiltalte mig som 'lille pige'. Jeg har med tilfredshed konstateret, at lige netop de mænd gik det ikke godt i deres videre karriere.

Når jeg ser tilbage, synes jeg, at jeg gjorde det helt rigtige ved at vælge nationaløkonomi. Jeg valgte et studie med rigtig mange erhvervsmuligheder, og så holdt jeg min sproginteresse som en hobby. Det er også det råd, jeg giver unge mennesker i dag, hvis jeg bliver spurgt til råds om studievalg: 'Måske er din idé med kunsthistorie ikke så god. Måske du skal tænke på dine erhvervsmuligheder. Så kan du læse kunsthistorie i din fritid senere hen.'

Men jeg siger ikke det her, fordi jeg selv havde en plan, dengang jeg var ung og valgte studie. Det havde jeg overhovedet ikke. Og jeg fik jo aldrig selv tid til at dyrke min interesse for sprog og andre humanistiske fag ved siden af mit arbejdsliv. Jeg har dog El País (førende spansk dagblad, red.) på min telefon. Men jeg har jo forhåbentlig en pensionisttilværelse at se frem til.