"Hvis mit arbejde ikke er relevant for sundhedspersonalet, skal jeg ikke være her"

'Skaber vi selv værdi?'

Hun understreger, at hendes job er en støttefunktion til sundhedspersonalet. Hendes legitimitet ligger i at gøre deres arbejde nemmere.

”Det er det eneste, der kan forsvare, at jeg er på et hospital. I det øjeblik, mit arbejde ikke er relevant for det sundhedsfaglige personale, så skal jeg ikke være her længere.”

Når der er indlæg i aviserne om djøfere, der udfører meningsløst arbejde i sundhedssektoren, læser Ditte Thøgersen med.

Hendes klare holdning er, at man skal søge sig et andet job, hvis man ikke skaber værdi, der hvor man er.

”Vi djøfere har jo i mange år været optagede af, hvordan vi kan øge andre personalegruppers værdiskabelse og gøre dem mere effektive for at få mere ud af skattekronerne. Så det er kun rimeligt, at vi også kigger på vores eget arbejde og spørger os selv om det, vi laver, faktisk skaber værdi.”

Mening i arbejdet

Når hun ikke lige er i gang med sammenlægningen af de to afdelinger, hjælper hun også sygeplejersker og læger med at udnytte deres ressourcer bedst muligt.

Lige nu er der stor mangel på anæstesisygeplejersker. Derfor får sundhedspersonalet idéer til, hvordan de alligevel kan hjælpe så mange patienter som muligt. Fx ved at skifte til andre behandlingstyper, omstrukturere patienternes indlæggelse eller anvende andre personalegrupper. Alt sammen for at frigive sygeplejersketimer.

Men at ændre fra en behandlingsform til en anden kræver en masse analysearbejde, koordinering og omstrukturering bag ved hospitalskulissen. Det er den slags opgaver, Ditte Thøgersen skal understøtte, og som hun mener er med til at give hendes arbejde i sundhedsvæsnet mening.

”Det er sundhedspersonalet, der får idéen, som jeg hjælper dem med at føre ud i livet. Dér kan de bruge mig. Det, de ikke behøver, er en djøfer til at pointere, at der er ressourcemangel.”

Har fattet djøf-joken

Hun synes, der har været ”en masse humorister”, der har gjort sig lystige over, hvor meget djøfere spilder tiden. Der er nok en del af hendes fagfæller, der efterhånden har fattet joken og er klar til at høre en anden, skyder hun på.

”Men måske har det også været med til at øge vores egen samvittighedsfulde selvkritik. Jeg tror, at vi er ved at finde en mere pragmatisk balance, hvor vi er lidt mere fleksible i vores evalueringsregimer og vores kontrolbehov.”

Når alt det er sagt, hvordan føles det så at trække i kittel en gang imellem?

”Jeg føler mig lidt sej med kitlen på, for jeg har jo en stor beundring for det sundhedsfaglige personale. Samtidig siger jeg også til dem, at jeg ville være totalt ubrugelig i deres rolle.”