Anmeldelse

Bog om fornuftens forfald gør os ikke rigtig klogere

03-01-2022
3 min.
Ved siden af sit arbejde som psykologiprofessor ved Harvard har Steven Pinker skrevet en lang række bøger om bl.a. sprog og bevidsthed. Han blev for alvor kendt, efter at han i 2011 udgav 'The Better Angels of Our Nature'.  Foto: Bryce Vickmark/Redux/Ritzau Scanpix

Vi lever i en pandemi af sludder, mener Harvard-professor og bestseller-forfatter Steven Pinker. Men er vi faktisk blevet mere irrationelle end for 10, 50 eller 100 år siden? Det afdækker Pinker ikke i sin nyeste bog.

Det her er en anmeldelse af en bog om rationalitet, så lad os starte med tre stykker hjernegymnastik:

  1. En smartphone og et cover koster tilsammen $110. Telefonen koster $100 mere end coveret. Hvad koster coveret?
  2. Det tager 8 printere 8 minutter at printe 8 brochurer. Hvor lang tid tager det 24 printere at printe 24 brochurer?
  3. En ukrudtsplet på en mark vokser til dobbelt størrelse hver dag. Efter 30 dage dækker ukrudtet hele marken. Hvor mange dage tog det, før pletten dækkede halvdelen af marken?

Fem ud af seks svarer forkert på mindst ét af disse spørgsmål. Hver tredje svarer forkert på alle tre. De korrekte svar er forresten hhv. $5, 8 minutter og 29 dage.

Steven Pinker: 'Rationality: What It Is, Why It Seems Scarce, Why It Matters', Allen Lane, 2021
Steven Pinker: 'Rationality: What It Is, Why It Seems Scarce, Why It Matters', Allen Lane, 2021

Men hvorfor svarer vi forkert på spørgsmål, der egentlig burde være lige ud ad landevejen? Sådan spørger Harvard-professor og bestseller-forfatter Steven Pinker i sin seneste bog, 'Rationality'. Og han svarer, at der findes en kløft mellem de to kognitive systemer i vores hjerne, som nobelprisvinder Daniel Kahneman har kaldt for system 1 og 2.

System 1 kaster sig intuitivt over problemet og fokuserer på de mest iøjnefaldende detaljer, som desværre ikke er relevante for at løse problemerne. System 2, den langsomt velovervejede rationalitet, får slet ikke lov at komme i gang.

Underholdende indlæring

Skal man tro Pinker, findes den kløft ikke bare i dit hoved. Den findes også i samfundet som helhed, hvor irrationalitet alt for ofte sidder i førersædet, når der skal træffes beslutninger. Med 'Rationality' vil han bygge bro over kløften.

Ofte føles det som at sidde med en lærebog i hånden. Hvis lærebøger altså var underholdende og velskrevne. Vi bliver præsenteret for en række relativt faglige blik ned i rationalitetens grunddiscipliner – fra logiske syllogismer over sandsynlighedsregning til spilteori. Det er lærerigt.

Er vi blevet mere irrationelle?

Men Steven Pinker vil ikke bare undervise. Han vil også debattere. Her er det værd at bemærke, at Pinker ikke er en helt ukontroversiel skikkelse. Han slog for alvor igennem i 2011 med bogen 'The Better Angels of Our Nature', hvor han mente at kunne påvise, at verden faktisk bliver bedre og mere fredelig at leve i.

Folk som Bill Gates elskede hans optimisme. Kritikere mente, at Pinker promoverer en fejlbehæftet og idylliseret fremskridtsfortælling, som afleder opmærksomheden fra den lidelse, der trods alt stadig findes i verden.

I 'Rationality' afholder Pinker sig heller ikke fra en smule polemik. Han mener, at fornuften har svære kår i dag: Ideologi fylder for meget, social retfærdighed tabuiserer sandhed, populister lyver, og i det hele taget befinder vi os i en 'pandemi af sludder'.



Men selv om det er svært at benægte, at vor tid – med sine falske nyheder og konspirationsteoretikere – kan føles irrationel, kunne man godt savne, at Pinker genbruger metoden fra sine tidligere bøger og klasker noget statistik på disken.

Er verden mere irrationel nu, end den var for 10, 20, 50 eller 100 år siden? Svaret blafrer i vinden, men det ville være rart at vide, om vi er ved at gå fra forstanden – eller om vi hele tiden har været det.

 

Læs den, hvis du kan lide:

  • Daniel Kahneman 'At tænke — hurtigt og langsomt'
  • Hans Rosling 'Factfulness'
  • Adam Grant 'Think Again'
  • Richard H. Thaler 'Misbehaving: The Making of Behavioral Economics' 

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.