Plads til alle

Michael leder efter akademikere, der ikke kan knokle dagen lang

18-01-2022
4 min.
Michael Simmons' jagt efter ansatte med nedsat arbejdsevne tager bl.a. afsæt i et citat fra Grundfos' stifter: "Du skal tro, at du er noget, og uanset hvem du er, så kan du noget, som vi i fællesskab kan drage nytte af."  Privatfoto

Grundfos vil gerne have flere ansatte med fysiske eller mentale udfordringer. Derfor har Michael Simmons, der er leder i juridisk afdeling, sat jagten ind. Men det er ikke så ligetil.

I jobopslag står der ofte, at ansøgerne skal kunne lide at arbejde i højt tempo eller have mange bolde i luften. Men Michael Simmons er tværtimod på jagt efter akademikere, der ikke nødvendigvis kan arbejde derudad for fuld kraft 37 timer om ugen.

I mange år har hans arbejdsplads, Grundfos, haft et mål om, at ansatte med nedsat arbejdsevne eller behov for særlige hensyn skal udgøre omkring 3% af medarbejderskaren. Nu har firmaet hævet det mål, så det skal gælde 5% af de ansatte i 2025.

Indtil nu har det især været i produktionen, at der har været medarbejdere med varige funktionsnedsættelser. Det skal der laves om på, fortæller Michael Simmons, der er leder af den juridiske afdeling.

Men det er ikke noget, man bare lige gør.

”Hvis vi skal nå 5%, skal vi også tænke dem ind i funktionærstillingerne – det kan både være i finans og i it, men også i juridisk afdeling. Og det er det, vi forsøger at bidrage til.”

Lige nu er der ingen juridiske medarbejdere med varige funktionsnedsættelser. Selv om der er lang tid til 2025, er Michael Simmons gået i gang.

”Der er nogle gode interne initiativer på vej i Grundfos, hvor man kan hoppe med på vognen. Men jeg synes bare, det er så god en idé, at jeg har været hurtigt ude af starthullerne. Og som leder har jeg jo muligheden for at kunne påvirke, hvem der skal sidde i mit team.”

Det kan fx være én, der har langvarige mén efter stress eller en hjernerystelse, som måske kun kan arbejde 10 timer om ugen. Det afgørende er, at vedkommende har en varig begrænset arbejdsevne af enten fysiske eller psykiske årsager. Og at vedkommende derfor ikke kan arbejde på lige fod med andre medarbejdere uden særlige hjælpemidler, nedsat arbejdstid eller tempo.

Hvis jeg ansætter en jurist, der kan arbejde syv timer om ugen, skal jeg gerne have en god jurist ud af det syv timer om ugen

Michael Simmons, leder af den juridiske afdeling hos Grundfos
På jagt efter kandidater

Michael Simmons har sammen med en kollega taget teten i juridisk afdeling for at finde mulige kandidater. Men hvordan gør man egentlig det?

”For mig er det lidt early days, i forhold til hvordan vi kommer i dialog med den her gruppe kandidater. Hvor og hvordan får vi sendt nogle jobbeskrivelser ud, som de føler også er adresseret til dem, så de bliver motiveret til at søge?”

Lige nu prøver han sig lidt frem. For vil man kigge traditionelle jobopslag, hvis man har en nedsat arbejdsevne? Han ved det ikke. Inden længe skal afdelingen ansætte en ny medarbejder, og der vil han forsøge at skrive i jobopslaget, at kandidater med en varig funktionsnedsættelse også meget gerne må søge.

Så kan han måske være heldig både at få ansat en fuldtidsmedarbejder og én med nedsat arbejdsevne.

Efter et tip fra det advokathus, Grundfos bruger, har han også tænkt sig at kontakte forsikrings- og pensionsselskaberne for at høre, om de måske kan hjælpe. Det er dem, der i en række tilfælde yder midlertidig invalidepension til kunder med mén efter fx hjernerystelse og stress.

Michael Simmons understreger, at der ikke er tale om et velgørenhedsprojekt.

”Det handler ikke om ’bare’ at gøre det rigtige. Det handler om, at der skal være plads til os alle sammen. Men vi lægger vægt på, at alle kan og skal bidrage. Hvis jeg ansætter en jurist, der kan arbejde syv timer om ugen, skal jeg gerne have en god jurist ud af det syv timer om ugen. Vi vil selvfølgelig sørge for, at de får noget indhold i hverdagen, men det skal være en win-win.”

Han garanterer, at det bliver et spændende job.

”De bliver ikke bare sat til de kedelige opgaver. Det vil være et indholdsrigt job med udfordringer – det skal bare kunne passe med de timer, de kan klare at arbejde. Og vi betaler selvfølgelig fuld løn i den tid, de er her.”

Grundfos’ hovedsæde ligger i Bjerringbro i Midtjylland.

Sandsynligheden for, at du kan finde kandidaterne i Bjerringbro, er vel ikke særlig stor – og er du fx fleksjobber, kan transporttiden vel godt være en hæmsko?

”Det er klart, at Bjerringbro for mange nok ikke er verdens navle. Og der er ingen af mine kolleger i juridisk afdeling, der bor i byen. Jeg bor selv i Aarhus – det tager næsten en time i transport. Men inden for en radius på en halv time har du Silkeborg, Randers og Viborg. Den tur vil jeg tro er overkommelig for de fleste.”

Lang tradition

Michael Simmons har selv været ansat i firmaet i syv år. Han fortæller, at Grundfos allerede i 1968, som Danmarks første private virksomhed, fik et såkaldt ’fleks-værksted’ for medarbejdere med en eller anden form for funktionsnedsættelse.



”Nu lyder jeg måske som én fra marketingsafdelingen. Men Grundfos har altid været et sted, hvor man oprigtigt har forsøgt at være en rummelig og ansvarlig arbejdsgiver. Det er ikke bare lige noget, vi har fundet på.”

Han fremhæver også et citat fra Grundfos-stifteren Poul Due Jensen, som han siger bliver gentaget ofte:

”Du skal tro, at du er noget, og uanset hvem du er, så kan du noget, som vi i fællesskab kan drage nytte af.”

Og det er også noget, der gælder globalt, siger Michael Simmons.

”Lige nu kører vi et projekt i vores virksomhed i Ungarn rettet mod folk med autisme. Her forsøger de bl.a. at ændre på ansættelsesprocessen. De går væk fra traditionelle jobsamtaler og laver workshops, hvor ansøgerne får stillet nogle opgaver og fx skal bygge med Lego.” 

Kommentarer

Louise Høst

28.01.2022 kl. 06.31

Inspirerende. Endnu et tip kunne være at benytte virksomheden "specialisterne". De er eksperter i at formidle job i forhold til folk med autisme.

0 kommentarer
1
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Sandra

26.01.2022 kl. 09.58

Rigtig fin artikel. Husk, at det ikke kun er forsikringsselskaber, der kan bruges, men at jobcentret også har akademiker med fysiske eller psykiske barrierer. Det er ikke alle jobcentre der er firkantet - de fleste er meget samarbejdsvillige

0 kommentarer
1
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Marie Nielsen

22.01.2022 kl. 05.44

Det er befriende læsning, og giver et håb for os, der føler sig overset og som et udskudt folkefærd på jobmarkedet. Mange virksomheder kan tage ved lære på dette område, for der mangler i den grad en åben dialog og debat på området.

Er selv uddannet jurist på 33 med international erfaring, som har været uden for arbejdsmarkedet i 3,5 år efter både stress, ptsd og hjernerystelse.

Det føles som nærmest decideret umuligt at lande et job efterhånden, når tonen i jobopslag , som det påpeges i artiklen, generelt er stilet mod “omstillingsparate, arbejdsomme personer, der er villig til at tage et ekstra slæb, når der er travlhed.

Ofte er man jo netop blevet stressramt og sygemeldt af selvsamme årsager, og så kan jobopslag for nogle i sig selv være direkte angstprovokerende.

Et af problemerne er dernæst, at de (få) job, der dog slås er betinget af en fleksjobbevilling, som kan være en årelang affære og hvor mange ikke får det tilkendt.

Og hvad gør man så? Man søger job i andre boldgader, hvor man ofte bliver stemplet som overkvalificeret til jobbet og mødt med, at man jo nok vil komme til at kede sig eller ikke kan få det samme i løn.

Tilbage til koncentreret, hvor man så bliver decideret anbefalet at lyve i sin ansøgning og ganske enkelt ikke oplyse, at man er akademiker. Det medfører, at man må udelade de stillinger på sig cv, hvor man har varetaget sådanne stillinger; der skal jo være konsensus og orden i tingene, for ellers risikerer man - med god grund må forstås - at blive anset som en løgner af virksomhederne. Men så falder man paradoksalt nok pludselig for kravet om relevant; ja joberfaring i det hele taget.

Så ja, mere fleksibilitet, forståelse,
viden og åbenhed omkring emnet vil være et enormt skridt i den retning. Lad os få gang i snakken på den store bane, så vi kan finde de gangbare løsninger, der er der ude. Eller skabe dem selv.

Må langt flere virksomheder følge Grundfoss trop. Og må I, DJØF, fortsætte de gode takter omkring italesættelse og invitation til en imødekommende dialog på området som I har udvist de seneste par år.

Denne artikel har i hvert fald givet mig et håb om, at det nok skal lykkedes mig at finde et job, hvor jeg kan gøre brug af mine juridiske evner, lysten til at arbejde og bidrage til samfundet, og forfølge mine egne aspirationer alt det jeh magter og kan.

For intet af dét er jo kommet til skade efter mit uheld - og heldigvis for det!

2 kommentarer
9

Tommy Møller Hansen

02.02.2022 kl. 10.56

Fantastisk indlæg Marie! Jeg er selv civilingeniør og ramt af arbejdsrelateret stress og deraf efterfølgende PTSD. Og jeg ser og oplever præcis de samme udfordringer som dig!
Jeg vil meget gerne tage en dialog engang og dele erfaringer mv. Vi kan evt. connect'e på LinkedIn? Søg på Tommy Møller Hansen - Lean Værkstedet.
De bedste hilsner herfra

0 kommentarer
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Marie Nielsen

22.01.2022 kl. 05.47

*tilbage til koncentreret = jobcentret.

0 kommentarer
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Malene

21.01.2022 kl. 15.58

Dejligt med en virksomhed der ligefrem efterlyser medarbejdere der er veluddannede og som har nedsat arbejdsevne. Og som vil tilbyde et job hvor kvalifikationerne vil blive brugt og lønnen er på niveau med kollegerne. Fedt initiativ.

Måske DJØF kan blive inspireret og blive bedre til at hjælpe os der ikke ligner ‘resten af flokken’.

0 kommentarer
9
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Martin Aunsborg

21.01.2022 kl. 11.18

Positivt, at nogle arbejdsgivere tænker i, at det ikke er alle akademikere, kan kan - eller vil - køre 160 km/t i overhalingsbanen på karrieremotorvejen.

0 kommentarer
3
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.