Midt i et møde rejste Sara Olsvig sig og forlod politik

"Min veninde kommer lige forbi og henter noget om lidt,” siger Sara Olsvig, mens vi sidder ved det træbrune firkantede bord på Pascucci, som er en populær café, der ligger i hjørnet af Nuuk Center.

Fem minutter senere kommer Naaja H. Nathanielsen ind. De blev venner, mens Sara Olsvig stadig var i politik. Naaja H. Nathanielsen er finansminister, men har også ansvaret for bl.a. ligestilling, og det emne ligger Sara Olsvigs hjerte nært. Faktisk så nært, at hun har en hvid t-shirt på med en lille sort skrift foran, hvor der står ’Angry women will change the world'.

"Særligt i min tid i politik, men også i de andre ledende poster, som jeg har siddet i, har jeg oplevet en kønsmæssig forskel. Jo mere jeg har brændt for sager, jo mere har jeg fået at vide, at jeg ikke skulle være så vred,” fortæller hun og tilføjer:

”Jeg har også oplevet mange vrede mænd i politik, vil jeg sige. Det er lidt sjovt, at der altid er alle mulige holdninger til, hvordan vi kvinder er.”

43-årige Sara Olsvig er gået fra at være en genert pige til at være en kvinde, der på mange måder har lært sig selv at turde tage lederskab. Hun har siddet på ledende poster hos bl.a. Inuit Circumpolar Council (ICC) og Unicef Danmark i Grønland. Nu skriver hun en ph.d., der handler om forholdet mellem Grønland og USA set i et udenrigs- og sikkerhedspolitisk perspektiv.

For mange er hun nok mest kendt for sin tid i politik fra 2011 til 2018. I den periode nåede hun både at være medlem af Folketinget i Danmark for partiet Inuit Ataqatigiit (IA), være medlem af parlamentet Inatsisartut i Grønland og at stå i spidsen for partiet. Hun blev anset som en af Grønlands nye politiske ledere. Men inden hun nåede at blive formand for Naalakkersuisut, den grønlandske regering, trak hun selv stikket.

En mental styrke

Historien om Sara Olsvig begynder i 1978. Hendes mor studerede på lærerseminariet i Nuuk og boede på et kollegie tilknyttet studiet, da Sara Olsvig blev født. Moren fik job i Qasigiannguit, der er en lille by i Diskobugten med lidt over 1.000 indbyggere.

Her mødte Sara Olsvigs mor den mand, som Sara Olsvig hele sit liv har betragtet som sin far, og som adopterede hende, da hun var helt lille. Med tiden blev familien større, og to yngre søstre kom til.

Men det var ikke lang tid, at familien boede i det lille blå typehus i Qasigiannguit. Efter nogle år flyttede de til Aasiaat og derefter til Grønlands næststørste by, Sisimiut.

Her begyndte Sara Olsvig at brænde for langrend. Hver weekend i vinterhalvåret smurte hun skiene og tog ud til konkurrencer, og hun har vundet medaljer ved bl.a. grønlandsmesterskaberne.

”Jeg kunne godt lide at være på løjperne alene og være inde i min egen lille boble, hvor jeg bare kunne lade tankerne flyve,” fortæller hun.

Allerede som ung plantede der sig et konkurrencefrø i Sara Olsvig, og med hård styring fra forældrene mødte hun op til alle træningerne.

”Det var de meget faste omkring, og det er jeg også selv nu med min datter, som svømmer fem gange om ugen,” siger hun.

Passionen for langrend fulgte hende og var udslagsgivende for, at hun som 16-årig vinkede farvel til sin familie og satte kurs mod Norge. Her blev hun indskrevet på et skigymnasium, hvor træning hver dag stod på skoleskemaet. Og tiden med langrend har været med til at forme hende som person.

”Når du først er løbet ud på en langrendsrute, skal du også hjem igen. Det er noget, jeg har taget med mig, og det spiller måske også ind i den arbejdsmoral, jeg har. Når jeg først er gået i gang, bliver jeg ved, til jeg er færdig."

Hjem og ud igen

Efter skigymnasiet drog hun af sted med skoleskibet Georg Stage og bagefter tog hun en HF-uddannelse i Frederikshavn. Tilbage i Nuuk blev hun optaget på universitetet på uddannelsen kultur- og samfundshistorie. Og da de tre år var gået, ville Sara Olsvig læse en kandidat, så hun pakkede endnu en gang sin kuffert og satte kurs mod Københavns Universitet, hvor hun studerede antropologi.

Det var, da hun var blevet cand.scient.anth., at hun slog ind på sit politiske spor. Efter at have arbejdet et par år på Christiansborg og derefter for den internationale inuit-organisation ICC blev hun i 2011 spurgt af IA, om hun ville stille op til Folketinget.

”Det skete cirka et halvt år før valget, så jeg havde ikke lang tid til at forberede mig. Jeg var meget genert, så det var virkelig noget, jeg skulle overvinde – det her med at blive kandidat til noget og skulle føre valgkamp var meget anderledes for mig,” fortæller hun.

Det afspejlede sig ikke i resultatet. Hun oplevede en massiv opbakning, og hun blev valgt til Folketinget med årtiets højeste antal personlige stemmer ved et grønlandsk valg. På det tidspunkt var Sara Olsvig alene med sin lille datter.

”Jeg hoppede ud i det med mit barn på armen, og så skulle jeg ellers bare arbejde dag og nat for at gøre det så godt som muligt. Jeg skulle lære at balancere den pligtopfyldenhed, som jeg har med fra min opvækst, og at få tilrettelagt arbejdet, så både jeg selv og dem omkring mig kunne holde det ud.”

I dag er Sara Olsvig ikke længere alenemor. Hun bor lidt uden for Nuuks bycentrum sammen med sin kæreste, deres fælles søn på fire år og Sara Olsvigs datter, som nu er 15 år. Derudover har Sara Olsvigs kæreste to døtre – den ene er 15 år, den anden 29 år – som begge bor i Danmark og indimellem kommer på besøg i huset, hvor der fra køkkenet er udsigt til fjorden og fjeldet Sermitsiaq.

Men under sin tid i Folketinget oplevede Sara Olsvig, hvor udfordrende det kunne være at være alenemor og samtidig passe sit arbejde.

”Nogle gange måtte jeg stå og kigge på en mærkelig hurdle foran mig og bare finde ud af en eller anden kreativ måde at hoppe over den på. Jeg tænkte, at man selvfølgelig som kvinde og mor skulle kunne være politiker og folketingsmedlem. Jeg nægtede mig selv at tvivle på, om det kunne lade sig gøre.”

'Det store håb'

Med en masse hjælp fra sit netværk fik Sara Olsvig det til at fungere. Og hun opdagede, hvor meget hun kunne rykke rent politisk. Derfor stillede hun op til Grønlands eget parlament, Inatsisartut, i 2013.

Igen blev hun valgt. Og blot et år efter blev hun leder for sit parti, IA, da hun afløste den tidligere regeringsleder Kuupik V. Kleist. Allerede tilbage fra sin tid i Folketinget blev hun af flere – både danske og grønlandske medier – set som et stort politisk håb i Grønland, som en dag skulle lede landet. Da hun pludselig stod som leder for IA, kunne det blive en realitet.

Sara Olsvig husker i dag, hvordan flere brugte den fremstilling af hende, men for hende var der mere bag overskrifterne. Når hun selv beskriver det, var hendes virkelighed nemlig ”lidt mere nuanceret end det”.

”Da jeg var kandidat til at blive landets leder i Grønland, var det mere hen ad en præsidentvalgkampsfølelse: Enten hadede folk mig, ellers elskede de mig. Det prægede meget de sidste år, jeg havde i politik, at være en figur, som folk enten elskede eller hadede,” fortæller hun.

Den generte pige var pludselig et kendt ansigt i offentligheden. Netop dét beskriver Sara Olsvig som meget grænseoverskridende.

”I et lille samfund som Grønland blev det meget nærværende for mig. Selv den dag i dag kan jeg møde folk, som gerne vil hilse på, og hvor de måske føler, at de kender mig mere, end jeg kender dem, fordi jeg stadig ses som et offentligt menneske,” siger hun.

Mens vi taler på caféen, kommer en ældre mand, som hun ikke kender, forbi vores bord og hilser på Sara Olsvig. Hun lader til at være vant til det, for samtalen flyder uanfægtet videre.

Hendes datter er vokset op med at have en kendt mor, og da datteren gik i de mindre klasser i folkeskolen, var der flere af hendes klassekammerater, der til fastelavn klædte sig ud som Sara Olsvig.

I dag værner hun om sit privatliv. Det betyder fx helt konkret, at hun aldrig har journalister med hjemme hos sig selv.

For Sara Olsvig har på egen krop mærket, hvordan det at blive en offentlig person har medført både positive og negative ting. Hun mærkede særligt, at der skete en form for skifte, da hun gik fra at være folketingspolitiker til at blive politiker i Grønland.

”Det var en helt anderledes oplevelse at blive politiker i Inatsisartut og særligt blive partileder. Så blev man pludselig billedet på en splittelse,” forklarer hun.

”Jeg har fået grimme tilråb, mens jeg har gået på gaden. På et tidspunkt har jeg også haft en stalker, hvor jeg involverede politiet. Og dér bliver Grønland et meget lille samfund, hvor man på den ene side kender hinanden godt og på den anden side kan komme til at føle sig utryg, fordi man netop er så tætte her.”

Nok er nok

Sara Olsvig nåede aldrig at gå hele vejen og blive landets leder.

En dag sad hun ved mødebordet i Finansudvalget i Grønlands parlament, Inatsisartut. Omkring hende flød samtalen over bordet, men inde i Sara Olsvig kørte tankerne rundt. 

Pludselig skubbede hun stolen tilbage, rejste sig op og sagde: "Nu er det slut for mig. Nu stopper jeg," hvorefter hun satte kurs mod døren og forlod mødet – og karrieren som folkevalgt.

Selv om det var en abrupt afslutning, så var den ikke uovervejet.

”Jeg følte på det tidspunkt, at det, at man havde en ambition om at gå i dybden med tingene, ingen værdi havde i den politiske forhandling. Derfor var det mest rigtigt for mig at stoppe frem for at presse mig selv ud over nogle grænser, som blev ubehagelige.”

”Så det hang meget sammen med min egen følelse af, om der var integritet i det – om man kunne bibeholde en integritet i det arbejde, man lavede. Så da følelsen først ramte mig, vidste jeg, at det var point of no return. Jeg kunne ikke vende følelsen til at blive i det,” forklarer hun.

Da Sara Olsvig havde taget sit valg, bredte der sig en følelse i kroppen, som hun ikke havde mærket før. En følelse af lettelse skyllede ind over hende. Men sammen med lettelsen kom en vis uro.

”Det var lidt ligesom at stå ude på havet, og der er ændring på vej, og man ved ikke, om det bliver godt eller dårligt vejr. Det føltes så rigtigt og samtidig også som at gå ud i usikkert farvand. Det var en meget speciel følelse. Men det var på alle måder en rigtig beslutning for mig. Lige så rigtigt, som jeg føler, det har været for mig at være i politik i syv år,” siger hun.

Kampen for ligestilling

Tiden som politiker har rykket ved nogle holdninger inde i Sara Olsvig. Bl.a. erklærer hun sig i langt højere grad som feminist i dag sammenlignet med tidligere.

”Da jeg blev valgt som leder for IA, blev jeg spurgt meget ind til, hvordan det var at blive valgt som den første kvinde til formandsposten. Der svarede jeg noget i retning af, at jeg håbede, jeg var blevet valgt på grund af min politik og ikke mit køn. Men i min tid i politik blev det mere tydeligt for mig, hvor vigtigt det er at fortsætte kampen for kvinder og ligestilling.”

Som politiker oplevede hun, at flere mandlige kolleger anså det som normalt at ae kvindelige kolleger i nakken eller give dem et klask i numsen.

”Efter jeg har fået det lidt på afstand, er det gået op for mig, hvor stor en mængde sexistisk adfærd og mandschauvinisme på arbejdspladsen – og i mit tilfælde særligt den politiske arbejdsplads – jeg egentlig har oplevet,” siger hun.

Ny retning

Selv om Sara Olsvig nu ikke længere er i politik, arbejder hun gennem andre fora med ligestilling og ligebehandling. Det gør hun bl.a. gennem sin post og tidligere formandsskab for Grønlands Råd for Menneskerettigheder, hvor hun er frivillig, mens hun skriver sin ph.d. Og netop det at skrive ph.d. er helt nyt for Sara Olsvig. Hun er lidt over et år inde i projektet, og hun mærker, at hun lige nu er landet på den helt rette hylde.

”Min ph.d. handler om forholdet mellem Grønland og USA set i et sikkerhedspolitisk perspektiv. Jeg kunne se, at der faktisk ikke er lavet meget forskning i lige dét fra Grønlands side.”

”Det føles for mig som en meget vigtig mission at få skabt viden om det udenrigs- og sikkerhedspolitiske felt indefra – altså fra et grønlandsk perspektiv. Det er en integreret del af den afkoloniseringsproces, Grønland fortsat gennemgår,” siger hun.

Hun er overbevist om, at hendes politiske erfaring, hvor hun i Folketinget bl.a. har siddet i Det Udenrigspolitiske Nævn og Forsvarsudvalget, er med til at give en unik forståelse for emnet.

”Jeg har et stort indblik i nogle af de sammenhænge, som jeg nu prøver at analysere med teoretiske briller. Dels ved jeg, hvor jeg skal spørge, og hvem jeg skal spørge, og dels kender jeg også nogle mellemregninger, som andre måske ikke lige kender, fordi jeg har siddet så langt inde i systemet på både Folketingets side og den grønlandske side.”

At gå forrest

Vi sidder på caféen, og den sidste kaffe i koppen er ved at blive kold. Men hvad er den grundlæggende læring i Sara Olsvigs historie?

At tage lederskab løber som en rød tråd gennem hendes karriere, men det er ikke noget, der bekommer hende særlig naturligt, fortæller hun mig. Det er derimod noget, som hun har arbejdet benhårdt hen imod.

”Da jeg var ung, var jeg meget genert, og jeg er stadig en introvert person. Jeg har forsøgt at overvinde de grænser, der kan være for, at jeg tør stille mig frem og gå forrest. For mange – inklusive mig – er det ikke noget, der ligger ligefor,” siger hun.

”Jeg får stadigvæk hjertebanken, inden jeg skal op på en talerstol. Det er en konstant kamp, man skal kæmpe med sig selv – at man tør stille sig frem og tør gå forrest, når det er nødvendigt. Og det er nødvendigt, at vi tør tage lederskabet, for ellers gør andre det bare.”

Og det handler ikke bare om hendes eget lederskab.

”For mig hænger det samtidig sammen med en større og mere omfattende kamp, som handler om Grønlands historie. Der er fortsat et ekstremt skævt forhold mellem Grønland og Danmark, som hænger tæt sammen med vores kolonihistorie.”

”I Grønland kæmper vi hver dag med følgerne af at have været koloniseret. I Danmark oplever jeg, at man har sværere ved at vedkende sig sin fortid som kolonimagt og de følger, det har haft. Derfor er vi i Grønland nødt til selv at stå i spidsen – også på hele det akademiske felt. Kun ved selv at gå forrest kan vi ændre de post-koloniale forhold, som fortsat gennemsyrer vores samfund.”

Det er blevet mørkt udenfor, og Sara Olsvig rejser sig fra stolen, for nu skal hun videre. Hun skal nemlig nå at være med på det løbehold, som hun er begyndt på.

”Jeg er begyndt at dyrke meget motion igen. Mit konkurrence-gen kommer nok lidt frem i mig, når jeg løber på løbebåndet, for jeg vil slå mine egne tider.”

Og apropos at vinde kan Sara Olsvig ikke udelukke, at hun en dag vender tilbage til politik.

”Jeg synes stadig, at politik er noget af det mest spændende, og jeg må erkende, at jeg er et politisk tænkende væsen. Der er stadig sager, som får mig ind i kampen for retfærdighed og bekæmpelse af verdens uligheder. Det er også derfor, at jeg forsker i det, som jeg gør. Jeg er ikke fuldstændig afvisende for, at jeg på et tidspunkt senere i mit liv kommer tilbage i politik i en eller anden form.”