Ud i det blå

Her ser du et lederkursus anno 2021

23-08-2021
6 min.
I juni afviklede ledelsesrådgiver Morten Paustian (til højre i billedet) et lederkursus, hvor deltagerne vandrede sammen på Møn. Kurserne i naturen fungerer strålende, fortæller han: "Alle sanser bliver aktiveret, og kroppens erindring bliver skærpet." Foto: Jonas Pryner

Pandemien har fået os til at søge ud. Netværk, efteruddannelse og en-til-en-samtaler er i stigende grad flyttet ud under åben himmel. Det er der mange fordele ved. "Du kan faktisk huske, hvad du har talt om – og med hvem," siger kursusleder.

En tidlig sommermorgen klokken seks mødtes syv djøfere i Aarhus med solopgangen som kulisse. De vandrede i stilhed langs vandet ud mod Moesgaard Strand, mens de reflekterede over, hvordan de kunne bruge naturen i deres arbejde.

De havde meldt sig til ’Stå op med solen og gå arbejdsdagen i møde’ – et af flere Djøf-arrangementer, der foregår i naturen. Ved målet fik de serveret kaffe og rundstykker, og på hjemvejen fandt de en gå-makker, som de vendte deres tanker med.

Også flere af Djøfs netværk er rykket ud i naturen – fx har en flok kommunaldirektører været på hyttetur i Vestsjælland – og et af Djøfs efteruddannelsesforløb for ledere foregår under åben himmel. Det er Covid-19, der af nød har fået os til at forlade kursuslokalerne. Men kursusdeltagere og netværks- og kursusledere tror, at det er en trend, der vil bide sig fast.

”Det kan bare noget, det der med at gå og bevæge sig, samtidig med at man taler,” siger Peter Sander, specialkonsulent i Region Midtjylland og den ene af deltagerne på morgenvandringen.

”Hvis man har haft teenagerbørn – især drenge – og har prøvet at køre alene med dem og sidde ved siden af hinanden og kigge i samme retning, kan man pludselig få nogle helt andre og dybere samtaler. Det samme kan ske, når man går to og to og taler uden nødvendigvis at kigge på hinanden,” siger han.

Peter Sander fortæller, at han har været til et lignende Djøf-arrangement på og omkring Moesgaard Museum, hvor han og hans samtalemakker aldrig kom til at tale om, hvor de arbejdede henne.

”Men vi havde nogle meget spændende snakke om karrieren – om at være leder eller ikke at være leder. De der helt særlige rammer satte nogle ting i gang, som næppe ville være kommet frem, hvis vi havde siddet i et kursuslokale. Jeg tror, man hurtigere får en fortrolighed, når man er i en anden setting,” siger han.

Snapshot fra et Djøf-arrangement ved Moesgaard Strand.
Snapshot fra et Djøf-arrangement ved Moesgaard Strand. Foto: Peter Sander
Ude forsvinder hierarkierne

Det giver god mening, at det beriger os, når vi flytter samtale og læring udenfor, synes Thea Skaanes. Hun er antropolog og partner i konsulentfællesskabet Human By Nature, der var medarrangør af morgenvandringen og arrangementet på Moesgaard Museum. Det har faktisk været et plus ved coronaen, mener hun – vi har gjort en dyd ud af nødvendigheden. Vi kunne ikke mødes indendørs, og så måtte vi jo gøre det udendørs, som hun siger.

”Og evolutionært set er vi natur. Det er kun et blink med øjet på 12.000 år, hvor vi har haft en idé om, at vi skal dominere i stedet for at leve i samspil med naturen – men nu opdager flere og flere, at der kommer en ro i os selv, når vi mødes udendørs. Vi kommer ikke ind i et hierarkisk rum, som vi ellers gør, når vi mødes på chefens kontor eller i et kursuslokale med en kursusleder for bordenden. Alle rum har en kodning, men alle de kodninger forsvinder, når vi bevæger os udenfor,” siger Thea Skaanes.

"Du kan faktisk huske, hvad du har talt om"

Djøfs Kurser og Uddannelse har ad to omgange afholdt et ’vandrende’ ledelseskursus. Ledelsesrådgiver Morten Paustian førte an. Det giver bare noget helt særligt, når et kursus foregår i naturen, siger han.

”Du giver dig hen på en anden måde. Alle sanser bliver aktiveret og kroppens erindring bliver skærpet. Her kommer det, deltagerne lærer, til at sidde for resten af livet. For du kan faktisk huske, hvad du har talt om – og med hvem – i modsætning til når du sidder otte timer og bliver kørt gennem et slideshow.”

Den første ledervandring med Morten Paustian i spidsen foregik i maj i otte grader med regn, hagl og blæst. Den anden en lun solrig shorts-vejr-dag i juni.

”Det var to forskellige oplevelser. I maj var speederen i bund på ukuelighed. Mascaraen løb ned ad kinderne på nogle af deltagerne, mens de gik med et smil på læben. De gik på trods – og det gav en særlig styrke i gruppen. I juni var der en mere peaceful stemning – der var det nydelsen, der var fremtrædende, og de havde lettere ved at give sig hen,” fortæller Morten Paustian.

Det kalder på agil ledelse, når man vælger at lade kurser foregå i naturen, siger han.

”Fordelen ved kursuslokalet er, at du er uafhængig af vejret og kan tilrettelægge dit program med nogenlunde forudsigelighed. Det kan du ikke, når det foregår udenfor. Men vi fik to pragtfulde og meget forskellige ture.”

Efter sommerferien er der programsat to tilsvarende Djøf-lederkurser med vandring på Camønoen.

Fri for djøf-uniformen

Ulla Grymer, chefkonsulent i Djøf, står bag en række netværksmøder og arrangementer, der alle er foregået udenfor – bl.a. solopgangsturen til Moesgaard Strand. Ligesom Morten Paustian har hun haft brug for ekstra kreativitet.

”Det er en anden måde at facilitere på, når det foregår udenfor. Pludselig regner det, og deltagerne skal tegne noget – hvad gør man så? Bruger ting, man finder i naturen som illustration. Jeg var også lidt udfordret på det første netværksmøde, for det var råkoldt, og hvad er den rigtige djøf-påklædning, når man står ved et bål? Jeg valgte at tage min grønne termodragt på.”

Det kan godt være, at det nogle gange kræver hurtig omstilling, men man får også mange ting foræret ved at flytte ud i naturen, siger Ulla Grymer.

Hun fortæller, at deltagerne faktisk selv nævnte, at det var befriende ikke at skulle have djøf-uniform på.

”De sagde, at det gjorde noget rigtig godt for samtalen, at vi alle mødtes i flade sko, vindjakke og med dagrygsæk på.”

Der sker bare noget helt særligt, når man mødes helt i øjenhøjde og oplever og er i naturen sammen, siger Ulla Grymer. Hun bruger morgenvandringen som eksempel.

”Da vi havde gået en lille time i stilhed, sad vi samlet ude ved Moesgaard Strand. Og det er forunderligt, hvordan der bliver en særlig form for sammenhold – vi var blevet til en gruppe i løbet af ingen tid, selv om vi ikke havde gjort noget ud over at gå sammen langs havet.” 

Peter Sander har brugt sine gode erfaringer med udendørs arrangementer og samtaler som afsæt til at gøre noget tilsvarende på sit job, hvor han har haft kollegerne med på vandring i Mols Bjerge.
Peter Sander har brugt sine gode erfaringer med udendørs arrangementer og samtaler som afsæt til at gøre noget tilsvarende på sit job, hvor han har haft kollegerne med på vandring i Mols Bjerge. Foto: Peter Sander
"Det er svært at gå ned med stress, når du er ude"

Ulla Grymer fortæller, at hun har fået mange positive tilbagemeldinger på de udendørs arrangementer og møder, hun har været tovholder på.



Hun har også været facilitator for et ’Midt i livet’-netværk, der mødtes tre gange i naturen omkring Silkeborg og sluttede af med at bestige Himmelbjerget.

”To deltagere kørte hele vejen fra henholdsvis Ringkøbing og Holstebro, og de sagde til mig, at de aldrig var kommet, hvis det var foregået i et mødelokale.”

Peter Sander, der var med på morgenvandringen i Aarhus, har taget erfaringerne om samtaler og samvær i naturen med tilbage til kollegerne i Region Midtjylland. Han har arrangeret en gåtur i Mols Bjerge.

”Jeg kunne mærke, at det bare kunne noget at skifte setting – at stå der på toppen af Trehøje, hvor snakken bare gik. Det kunne jeg godt tænke mig, at vi bygger videre på. Vi er i gang med noget analyse- og strategiarbejde, hvor jeg tror, det vil bidrage positivt, hvis vi tager nogle af diskussionerne med udenfor.”

Men hvad med fremtiden – flytter vi tilbage i mødelokalerne, når corona-eftervirkningerne har lagt sig?

Ulla Grymer fra Djøf tror det ikke. Selvfølgelig er det ikke alle arrangementer, efteruddannelser og møder, der kan foregå udendørs – men mange flere end vi troede, siger hun.

”Jeg tror ikke bare, det forsvinder. Jeg har hørt flere sige: ’Vi kommer ikke til at booke møde- eller konferencelokaler, som vi plejer. Vi vil noget andet og noget mere.'”

Ledelsesrådgiver Morten Paustian er også ret overbevist om, at vi vil blive ved med at bruge naturen mere i arbejdssammenhænge.

”Det er klart, at vi lige nu rider på en bølge af længsel. Men der kommer mere af den slags, fordi folk har fundet ud af, at det ikke holder at sidde bag en skærm fra 9-17 i et storrum. De bliver slidt op, de bliver forstyrret og kan ikke tænke klart. Men det er meget svært at gå ned med stress, når du er ude at gå,” siger Morten Paustian. 

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.