Anbefalinger

Eksistentiel modvægt til naturvidenskaben

31-05-2021
2 min.
Sebastian Mernild er ph.d. i klimaforandringer, hydrologi og glaciologi fra Københavns Universitet i 2006 og dr.scient. fra samme sted i 2016. PR-foto: SDU

Klimaforandringer står helt centralt i Sebastian Mernilds arbejde som forsker. I fritiden finder han bl.a. inspiration i fortællinger om mennesker, hvis liv pludselig forandrer sig.

Sebastian Mernild er prorektor og professor i klimaforandringer og glaciologi ved Syddansk Universitet. FN’s klimapanel, IPCC, har udvalgt ham som hovedforfatter til panelets kommende rapport.

Tidligere i karrieren har han været direktør for Nansen Center, et prominent klimaforskningcenter i Bergen, og arbejdet i Alaska, New Mexico samt Chile.

 

Hvad læser du for tiden?

”’Havbogen – eller kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider’ af Morten A. Strøksnes, som jeg er halvvejs gennem. En bog om to mænd i en lille båd i det nordlige Atlanterhav, ved Lofoten, på jagt efter den sagnomspundne grønlandshaj. En fortælling, der giver os et indblik i havet og naturen. Fra det små til det store, dens fantastiske verden og udfordringer – og de utallige uopdagede eventyr.”

Er du blevet opslugt af et emne på det seneste?

”Jeg er generelt en fagnørd. Og specielt når det kommer til mine egne fagområder, klimaforandringer og glaciologi. Jeg er inden for de seneste adskillige år begyndt at se på andre vinkler af klimaforskningen og i særdeleshed samfundsmæssige aspekter vedrørende, hvordan vi kommer i mål med omstillingen af samfundet mod klimaneutralitet. Og hvad vi som ledere skal gøre os af overvejelser og greb for netop at nå 2030- og 2050-målsætningerne.”

 

Hvilken bog har ændret dit syn på verden?

”Her er som sådan ikke tale om en specifik bog, men en stribe af rapporter: De fem hovedvurderingsrapporter fra FN’s klimapanel, IPCC. Panelet kommer hvert sjette-syvende år med en ny vurdering af klimaets tilstand. Det er bekymrende læsning, men samtidig oplysende om den verden, vi er en del af – og hvad vi kan forvente os i fremtiden, hvis vores samfund ikke omstilles til klimaneutralitet.”

 

Hvilke kulturelle perler (musik, film, bøger, reportager, kunst osv.) burde alle kaste sig over?

”Jeg og min familie har haft fornøjelsen i at bo i udlandet (Alaska, New Mexico, Chile og Norge) i mere end 15 år, da jeg havde skiftende ansættelser dels som forsker, dels som leder for forskellige forskningscentre. Mange spændende kultur- og natursteder er besøgt gennem årerne. To steder står klart for mig. Det nordligste af Alaska og mødet med det lokale inuit-samfund. Samt Påskeøen i Stillehavet og mødet med det polynesiske samfund. To unikke og meget forskellige kulturer!”

 

Flow-radio eller podcast?

”Jeg er mest til flow-radio. I særdeleshed P1 Morgen og P1 Orientering. Men også programmet ’Tal til mig’ med Iben Maria Zeuthen, også på P1. Det er spændende, da man gennem programmet møder mennesker, der har oplevet ting, hvor deres liv har taget en markant drejning, og hvor oplevelserne foldes ud i et eksistentielt perspektiv. Det er en spændende modvægt til min meget naturvidenskabelige tilgang.” 

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.