Den anonyme toprådgiver kæmper for morgendagen

I stræderne omkring Rundetårn i det indre af København går en anonymt udseende 58-årig mand rundt, for dér bor han, når han ikke er på arbejde i New York.

Møder du ham, genkender du ham næppe, selv om han har en toppost i FN som særlig rådgiver direkte under FN's generalsekretær, António Guterres. Du gætter sikkert heller ikke på, at han i sin fritid er en græsrod, der som en anden aktivist arrangerer festivaler ude i landets kommuner for at sprede budskabet om FN's 17 verdensmål til børn og borgmestre.

For de 17 verdensmål – de store mål om ingen sult, uddannelse til alle osv. – skal løftes ud af de store forsamlinger og de indforståede cirkler. Ud og blive 17 hverdagsmål, som forfatteren Suzanne Brøgger har sagt det.

"Fællesnævneren for de 17 verdensmål er bæredygtig udvikling. Bæredygtig udvikling er at leve på en måde, så de andre også kan være her. Det er ikke ideologi. Det er dannelse. Her står vi i Danmark på skuldrene af så meget: Jordreformer, der gav 100.000 husmandsfamilier et levebrød, andelsbevægelsen, højskolebevægelsen. Foreningsdanmark. Alt det. Vi har før kunnet gøre så meget, så det kan vi også nu," siger Jens Wandel som forklaring på, at han for to år siden stiftede non-profit organisationen Sustainable Now, som han i dag er formand for.

De 17 verdensmål er en slags esperanto for bæredygtig udvikling. De hedder nøjagtig det samme på engelsk, kinesisk og grønlandsk, pointerer han.

Oprydning

Som 26-årig nygift og nyuddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet blev Jens Wandel ansat i FN. De næste tre årtier boede han, hans danske kone og deres tre børn på nu 29, 25 og 23 i Samoa, Vietnam, Kirgisistan, Turkmenistan, Slovakiet og New York – det sidste i 12 år ad to omgange. I dag bor alle tre børn i Danmark.

"Når jeg tænker tilbage på vores liv, tror jeg, at vi har haft et tættere familieliv end så mange andre. Mange af de steder, vi boede, var der fx ikke tv."

I 2012 røg han helt til tops som direktør for UNDP, FN's udviklingsorganisation – en chefstilling med ansvar for hele den globale administration. Efter fem år, som 55-årig, trak han stikket og gik på en tidlig pension. Den er, modsat hvad man nok tror, ikke så høj, at man helt kan leve af den efter dansk standard. Men han ville tilbage for at bo, leve og arbejde med bæredygtig udvikling i sit hjemland.

"For Danmark har en masse potentiale. Hvorfor ikke være ambitiøse? Der er mange ude i verden, som ser til Danmark."

Der gik et års tid. Så ringede telefonen. FN's nye generalsekretær, António Guterres, bad ham om at blive særlig rådgiver på en oprydning i FN-apparatets siloprægede og ineffektive arbejdsgange. Og så siger man ja.

António Guterres har sagt det sådan: FN skal fokusere mere på mennesker og mindre på proces, mere på at levere og mindre på bureaukrati. Jens Wandel har sagt det sådan: Det, vi i FN selv kan styre, det må vi blive bedre til.

I marts sidste år blev han så også udpeget som formand for FN's COVID19 Response and Recovery Fund. Som formand skal han bl.a. sikre sammenhæng i FN's indsatser mod de alvorlige socioøkonomiske følger af pandemien.

De to opgaver – reformarbejdet og Covid-fonden – hænger ualmindelig godt sammen, siger han. Begge dele passes fra hans og hans kones lejlighed i St. Kannikestræde eller fra sommerhuset. Ikke kun fordi man ikke kan rejse i disse tider. Men især fordi hans opgave på reform lykkes bedst, når man ikke sidder i hovedmaskinen i New York.

"Ligesom der i Danmark findes københavneri, finder der i FN newyorkeri. Reformer af FN er for hele FN, og FN er ikke kun i New York. Derfor arbejder jeg fra København."

Det hænger på børnene

Da Jens Wandel stiftede Sustainable Now i 2017, var han især inspireret af nogle af de private virksomheder. Men Sustainable Now fokuserer på kommunerne. Dér, hvor børnene og borgerne bor og lever.

"Selv om det lyder lidt mærkeligt, så er danske kommuner netværksbaserede. De kan få borgerne med. Og bæredygtighed starter der, hvor man bor. Lokalt. Der kan vi sammen finde de gode hverdagsvalg. Det kan vi inspirere hinanden til."

Men verdensmålene er jo storpolitik og magtpolitik. Hvad forskel gør en Festival for Verdensmålene i Sønderborg Kommune med en masse børn?

"Du må tænke langt. Det her bliver ikke i morgen. Min generation kan erkende, at vi ikke løste problemerne. Dét løb er kørt. Det bliver vores børn og deres børn, der skal drive en forandring igennem."

Så verdensmålene skal ud til børnene, ind i grundskolen. At lære børn om de 17 verdensmål er at lære dem at forstå den verden, som de vil vokse op i, siger han.

Jens Wandel har været rundt og tale med alle mulige slags fællesskaber og foreninger for at søge inspiration. Også nogle af de helt alternative, som beskæftiger sig mere med vores indre liv end vores ydre.

"Bevidsthed, om du vil. Og dermed også vores globale bevidsthed. Det er noget, der begynder at dukke mere og mere op i mit hoved, hvis jeg skal kigge rigtig fremad. Det handler om empati. Den skal komme indefra, ikke. Hvis vi kan handle udad fra en indre impuls om, at vi skal opføre os, så der er plads til de andre, kan vi virkelig accelerere tingene."

Man skal kende sin besøgstid

Så ramte coronaen, og den har i virkeligheden hjulpet Jens Wandel med at reformere FN's tunge arbejdsgange.

"Da vi havde ebolaen, måtte FN oprette et specielt departement bare for at håndtere en krise i fire lande. Denne gang med Covid-19 har vi klaret at operere lokalt i samtlige lande uden at skulle lave én eneste ny struktur. Pandemien har i dén grad skubbet på den kulturelle ændring i FN, der ligger i reformen."

Coronaen – slem som den er – lærer os alle, at pandemien ikke er ovre, før den er ovre i alle lande, understreger han. Er det mig, der tager smitten videre, eller er det mig og mit land, der stopper den?

Herhjemme slås politikerne om mink-skandalen? Hvordan ser det ud udefra?

"Altså mink-situationen i Danmark gik jo fuldstændig internationalt. Hele verden vidste det, og vurderingen er, at Danmark handlede korrekt. Jeg har boet i tre årtier i udlandet og vil ikke give danske politikere karakter eller tage stilling til, om der skete en administrativ fejl undervejs. Men hvad jeg ved er, at med en pandemi som dén her, må man handle i den verden, vi ser. Bagefter vil der altid være noget, der kunne være gjort bedre. Altid."

I løbet af 2021 stopper Jens Wandel i FN.

"Når man er rådgiver på en reform, bliver man populær nogle steder og ekstremt upopulær andre steder. Min rolle vil blive slidt ned politisk. Det betyder ikke, at generalsekretærens vilje til reform er svækket, men at andre kræfter skal tage over. Man skal kende sin besøgstid."

Tænk, hvis djøfisering var godt

Til den tid vil han forfølge det, han selv kalder en porteføljekarriere. Noget arbejde vil han gøre ulønnet. Andet – konsulentjobs og den slags – vil han få en løn for. Nogle gange vil det ene føre det andet med sig.

Den model bliver han ikke ene om, er han sikker på. Tre-fase-modellen 'uddannelse-arbejde-pensionering' i lige linje vil afgå ved døden.

"Hvad der skal sættes i stedet for det lineære uddannelses- og karriereforløb, er noget, Djøf kommer til at hjælpe sine medlemmer med," fastslår han.

Alle årene i udlandet har Jens Wandel bevaret sit Djøf-medlemskab. Det giver mening at være medlem af en organisation for sin faglige profession, og han kan godt lide, at Djøf støtter djøfere ude i verden.

Men hvad er det at være djøfer? Det vender han flere gange tilbage til.

"Jeg læste jo danske aviser også i udlandet og lagde mærke til, at der opstod dét her ord – djøfisering."

Men hvad nu, hvis djøfisering er noget med, at når vi nu skal lave en hulens masse forandring – og det skal vi for at blive bæredygtige – så skal nogle stå for, at det sker på en ordentlig måde, spørger han. Checks and balances.

"For så skal vi jo bare køre på med djøfisering," siger han, smiler lidt og tilføjer:

"Men professions-egoismen skal ud. Faggrupperne skal samarbejde. Vi har bygget alt for meget op om dét at trække grænser – i organisationer, i politik."

Set med internationale briller på gør danske djøfere sig rigtig godt ude i verden. Standarden er høj. I UNDP var han chef for HR-direktøren og overordnet ansvarlig for 8.000 ansatte, så han har et sammenligningsgrundlag.

"De danske universiteter er lykkedes med noget. Man har været villig til at opbløde nogle af faggrænserne. Se fx Aalborg Universitet, hvor jeg var oppe forleden. Men jeg er lidt mere i tvivl om vores evne til at lave innovation."

Hvorfor? Han tøver lidt og vender igen tilbage til det med grænserne.

"Okay, det har noget at gøre med, at vi i vores hårdere niveauer af institutionalisering forstærker grænserne, kasserne, faggrænserne. Det er forkert i tiden. Vi skal opbløde dem. Vi skal være nysgerrige på den anden."