Stop politiseringen af Udenrigsministeriet

Det er en ualmindeligt dårlig idé, om end den flugter med S-regeringens politisering af hele embedsapparatet gennem ansættelse af en hær af spindoktorer og politiske rådgivere. Sammen med forhøjet partistøtte, markante lønforhøjelser til politikerne, favorable pensionsordninger for folketingsmedlemmer og ministre, gennem grænseløs adgang til betalt sygeorlov efter eget valg og en offentlighedslov, der i realiteten er en lukkethedslov, vil det bære ved til mistilliden til politikerne.

Udpegningen af politikere til ambassadører vil føre til politisk nepotisme og kammerateri. Rygterne løber allerede ned ad Udenrigsministeriets gange: Den første politiker ambassadør bliver en Venstre-mand – for på den måde at lukke munden på V – den næste en topsocialdemokrat. Den ene tjeneste er vel den anden værd.

Vælgerne vil få ny lede ved, hvad mange i forvejen opfatter som en degenereret og snyltende politisk klasse.

Glem ikke, at Danmark har en udenrigstjeneste, som trods mange års udsultning leverer et produkt af høj kvalitet, der kompenserer for vor lidenhed. Den slet skjulte kritik af dansk diplomati, der ligger i forslaget, holder ikke vand.

Når vi er bedst tjent med professionelle diplomater, hænger det sammen med, at diplomati er et fag, der kræver ikke alene uddannelse, men også den træning, som mange års virke i udenrigstjenesten giver. Her nytter det ikke at komme ind fra gaden – uanset et nok så imponerende CV.

Tanken om, at tidligere politikere skulle have særlige evner til at åbne ellers lukkede døre, holder ikke for en nærmere vurdering. I udlandet er man ikke nødvendigvis imponeret af en tidligere minister. Derimod vil en aktiv, skarp, engageret og opsøgende dansk diplomat nyde respekt i opholdslandet og vil netop kunne åbne ellers lukkede døre.

Staben af professionelle diplomater sikrer, at man som borger og virksomhed bliver behandlet på samme vis over hele kloden. Tag den aktuelle corona-krise: Der er tale om en situation, der udvikler sig hastigt, hvor Udenrigsministeriet leverer informationer, kommer med anbefalinger og yder service. Her er ikke blot Asiatisk Plads på banen, men i høj grad også ambassaderne.

Af hensyn til effektiviteten og troværdigheden er det afgørende, at ambassaderne i fx Kuala Lumpur og Ottawa agerer nogenlunde ens. Denne korpsånd sikrer Udenrigsministeriet ved de mange års oplæring og træning af diplomaterne. Den risikerer at gå fløjten med politikere som ambassadører.

En tidligere minister som ambassadør vil være som en elefant i en porcelænsbutik. En ambassadør uden erfaring fra diplomatiet vil i virkeligheden gøre langt mere skade end gavn og vil i alle tilfælde skulle mandsopdækkes. Sporene skræmmer fra Løkke Rasmussens udnævnelse af de såkaldte eksportambassadører for nogle år siden. Uden hjælp fra ambassadernes erfarne folk var disse ambassadører aldeles hjælpeløse.

En politiker som ambassadør vil næppe nedværdige sig til at beskæftige sig med alt rugbrødsarbejdet, der også typisk ligger i stillingen i dag: Administration, økonomistyring, personaleledelse etc. Realiteten bliver, at en souschef fra ministeriet kommer til at lave det hele. De amerikanske erfaringer med politisk udnævnte ambassadører er i så henseende ikke opløftende. Ordningen må i givet fald forventes at nødvendiggøre øgede ressourcer til det i forvejen lemlæstede ministerium.

Projektet vil gøre mere skade end gavn, fordi guleroden for mange års loyal og dygtig indsats som embedsmand i ministeriet forsvinder, hvis attraktive poster som ambassadør i fx Rom, Dublin og Helsingfors skal fordeles til politikere på aftægt. De politisk udnævnte ambassadører vil næppe få de største poster. Her vil de være for eksponerede. Og her slipper de ikke for at arbejde, ligesom risikoen for at komme galt af sted er ikke ubetydelig.

Udnævnelsen til ambassadør bør derfor også fremover ske efter saglige og ikke politiske kriterier.

Det reelle problem i Mette Frederiksens udenrigspolitik er manglen på en klar profil/strategi. Det nytter ikke noget, at statsministeren politiserer Udenrigsministeriet, så længe der ikke er nogen retningssans, strategisk tænkning eller udenrigspolitisk vision. Udenrigspolitik forudsætter som minimum en grundlæggende forståelse for de internationale rammer. Mette Frederiksens udenrigspolitik er initiativ- og farveløs, Danmark driver for vinden.

Svaret er ikke at ansætte politikere som ambassadører. Men at statsministeren demonstrerer, at hun har et udenrigspolitisk projekt, og at hun evner at give det traditionelt set meget kompetente embedsværk et effektivt politisk modspil.

Lars Adam Rehof og Erik Boel er begge tidligere medarbejdere i Udenrigsministeriet. 

Djøfbladet har forelagt kritikken for Udenrigsministeriet og modtaget et skriftligt svar fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S):

"Vi laver ændringen, fordi vi i regeringen ønsker at styrke Danmarks profil i verden ved, i nogle helt særlige tilfælde, at kunne bringe politikere, som har særligt relevante profiler, kompetencer og internationale netværk, aktivt i spil i det danske diplomati.

Jeg vil gerne slå helt fast, at dette ikke kommer til at ændre på Udenrigsministeriets grundlæggende og kendte karrierestruktur. Ligesom i resten af centraladministrationen værner vi om den høje faglighed og partipolitisk neutrale embedsmænd. Det vil ikke ændre sig.

Hvis vi sammenligner med andre lande, så er det absolut ikke et særsyn at have muligheden for politiske udpegelser i et begrænset omfang. Den mulighed har alle de andre nordiske lande jo f.eks. Det kort skal Danmark også have på hånden i helt særlige tilfælde, hvor vi har den rigtige kombination af opgaver og kompetencer.